Fremskridtspartiet i Norge varsler skrappere udlændingelovgivning med øgede udvisningsmuligheder
Link: article1171883.ece
…
Der blev gået til stålet, da det norske Fremskridsparti i dag holdt landsmøde, og partiets næstformand, Per Sandberg, lagde i sit indlæg op til væsentlige skærpelser af udlændingelovgivningen, såfremt partiet kommer til magten.
Eksempelvis skal det forbydes piger i den skolepligtige alder, at bære hijab i norske skoler. Hvis pigerne trodser forbuddet, er Sandberg & co. klar til at udvise pigernes forældre til oprindelseslandet, skriver vg.no.
- Folk som kommer til Norge må sige fra over for den kvinde- og børneundertrykkende kultur, som brug af jihab er udtryk for. I skolen skal det være forbudt at bære jihab, og hvis forældrene ikke kan acceptere vore demokratiske spilleregler, så skal de sendes tilbage, hvor de kom fra, slår Per Sandberg fast.
Hvis Fremskridtspartiet kommer i regering lover Sandberg, at partiet vil arbejde for en række nye love for indvandrere. De indbefatter blandt andet:
1. Et totalt stop for asylsøgere til Norge. Alle, der endnu ikke har fået færdigbehandlet deres sag, skal sendes til oprindelseslandet.
2. Der indføres en femårig prøveperiode for alle, der har fået opholdstilladelse i Norge. Hvis de under denne femårige periode undlader at følge norske love, regler og normer, skal de sendes retur til oprindelseslandet.
3. Alle som har fået opholdstilladelse i Norge skal evalueres efter fem år. Hvis de har tilpasset sig på tilstrækkelig vis i forhold til Fremskridtspartiets krav, skal der gå yderligere ti år, før de pågældende kan opnå norsk statsborgerskab.
4. I løbet af disse ti år skal de norske myndigheder sende alle, der begår kriminalitet, der takseres til en straf på tre måneder ubetinget fængsel eller mere, tilbage til oprindelseslandet.
5. Det skal tilsammen tage 15 år at opnå norsk statsborgerskab. Derpå skal man ikke kunne sendes tilbage til oprindelseslandet uanset en eventuel forbrydelses karakter og grovhed.
Sandberg forestiller sig, at det er politiet, der skal evaluere om indvandrere har opført sig i overensstemmelse med norske regler og normer de første fem år, og det er ligeledes politiet, der skal effektuere en udvisning.
- Folk som kommer til Norge må acceptere vores demokrati, ytringsfriheden og menneskerettighederne. De må indordne sig og tilpasse sig norske regler og normer. De skal skaffe sig et job og bidrage til samfundet. De, der vil snylte på det norske samfund har ikke noget at gøre her og skal sendes hjem hurtigst muligt, sagde Per Sandberg på landsmødet
____________________________________________
Det er ikke ligefrem religionsfrihed der er tale om her. Såfremt partiet kommer til magten, vil livet for muslimer være et rent helvede i Norge. Det er næsten som at sige: “Skrid ud af vores land”, når de ikke accepterer det muslimske tørklæde i skolerne. De ved jo at mange ikke ville bukke under for deres ydmygende og latterlige værker. Hvis de er så stærkt imod religiøse symboler, burde alt andet religiøst vel også ulovliggøres, men nææ nej, for fjenden er jo islam, og det er dén der skal bekæmpes. Offentligt ansatte må vel snart hellere ikke have det muslimske tørklæde på.
Mennesker i denne verden bliver mere og mere intolerante. Mange af dem har ingen forståelse for andre. Som mange af dem der kommenterer artiklen. De skynder sig at glæde sig over hvad de læser, og samtidigt ønsker de det samme skal ske i Danmark.
Jeg er så træt af at man kæfter op om at tørklædet er undertrykkende. Jeg er så træt af at folk der nærmest intet ved om islam, siger at tørklædet er noget kulturelt og ikke religiøst. Jeg er så træt af at folk skal blande sig i hvordan andre lever. Jeg er så træt af folk der siger at man leger offerrolle, hver gang man forsvarer sin religion. Skal man sidde og tie, mens man hører alle mulige løgne spredes rundt om ens religion?
Det skulle ikke undre mig, hvis man engang i fremtiden satte overvågningskameraer i muslimske hjem. Så kunne man se om muslimerne levede op til ens såkaldte regler og normer. Selv i deres fritid! Menneskerettigheder og frihed er to ord der er stærkt overreklamerede, for har vi da menneskerettigheder og frihed, når andre skal bestemme hvad vi skal have på? Og i sidste ende hvad vi skal tro på?
