Siden jeg begyndte at blogge, har jeg modtaget nogle forskellige mails fra læsere af min blog. Det har været alt fra positive beskeder med at folk er glade for min blog, og at de synes at jeg skal fortsætte med at blogge, til folk der har ønsket mig død, fordi at jeg åbenbart er terrorist(fordi jeg er muslim), til folk der har haft nogle spændende spørgsmål at stille. Jeg har for nyligt modtaget en besked med nogle spørgsmål vedrørende mit liv som muslim, og det vil jeg svare på, på min blog. Denne gang kommer indlægget dog til at handle om frihed.
Første spørgsmål lyder således:
Føler du, at du har frihed som muslim?
For at kunne besvare dette spørgsmål helt konkret, skulle jeg først have en forståelse for hvordan den spørgende definerer frihed? For hvad er frihed? At man kan drikke og spise, feste, have kærester osv. som man har lyst? Efter min defination af frihed, har jeg frihed og lever frit som muslim. Dog skal det nævnes, at jeg mener, at friheden har sine grænser. Blot fordi at jeg eksempelvis ikke drikker alkohol, er dette ikke ensbetydende med, at jeg føler mig fængslet og lever et liv uden denne såkaldte frihed.
Når mange mennesker nævner friheden, taler de om alle de ting, eksempelvis muslimer, ikke må, i stedet for de ting de må. Jeg kan snakke for mig selv – jeg har fritiden til at sige mine meninger og holdninger, at gå i skole, at arbejde, at have venner og bekendte, at mødes med disse venner og bekendte, og jeg kunne blive ved. På denne måde føler jeg mig fri. Det er ikke nødvendigt for mig, at tænke på de ting jeg ikke kan eller må, for at føle mig fri, da jeg blot behøver at fokusere på alt det jeg må og alt det der er tilladt for mig.
Mange børn ville sikkert nikke genkendende til, at de f.eks. ikke må bande ad deres forældre i hjemmet – er dette da et tegn på manglende frihed? Betyder det, at disse forældre lader deres børn leve uden frihed? Nej, det betyder blot, at der er grænser for alt, og selv om nogle mennesker ville påstå, at friheden ingen grænser har, tager de grueligt fejl. Vil man leve civiliseret i et samfund, må der være visse grænser. Man kunne måske, og kun måske opnå absolut frihed på en øde ø, hvor man ikke kunne omgås andre mennesker og levende væsener. Og selv dette er jeg ikke engang så sikker på igen.
Fandtes der virkelig en såkaldt frihed, ville vi ikke have alle de love og regler vi har i vores samfund. Tyveri, mord, voldtægt osv. ville være lovligt, hvis man skulle føle, at man havde absolut frihed. “Jamen jeg er herre over mig selv, og jeg er fri til at gøre hvad jeg vil, og derfor bestemer jeg, at jeg vil stjæle. Det er mit liv og mine regler” – Denne tankegang ville simpelthen ikke gå i et velfungerende samfund, eller bare et eller andet samfund, for den sags skyld. I et samfund er vi afhængige af hinanden, og så snart denne afhængighed finder sted, får friheden nogle grænser. Et samfund kan simpelthen ikke fungere uden samarbejde fra alle samfundets parter, og derfor har det enkelte individ ikke lov til at tænke på denne egoistiske måde(nævnt ovenfor), da grænserne altid vil være der.
Før nogen skulle have lyst til at beskylde islam og muslimer for at leve et liv uden frihed, synes jeg, at de bør tænkte godt og grundigt på, hvad frihed egentlig er, og om hvor frie de egentlig selv er. Enhver der ville komme og fortælle mig, at han eller hun lever i absolut frihed, ville jeg kalde løgner.
Altså er min pointe, at man som muslim sagtens kan leve frit. Dog har Allah(swt) sat nogle grænser, og i sidste ende er disse grænser for vores eget bedste. Allah(swt) er Den Barmhjertige og ønsker ikke sine skabninger ondt. Man skal huske på, at disse begrænser i ‘friheden’, vil gavne muslimen i det kommende liv – for har du modstået disse fristelser(som kan være nogle af begrænsninger i ‘friheden’), vil du sandelig komme til at mærke fra dette. Stor belønning er der nemlig i, at leve sit liv på sådan en måde, at man kan begrænse sig selv og sit liv.
(Jeg vil forhåbentligt besvare de andre spørgsmål på et andet tidspunkt, om Gud vil.)
Håber ikke at jeg må ende i eh..Sydafrika! Vi tager nemlig hjem forskellige tidspunkter. Min far tager hjem efter en uge, jeg efter en måned, og de andre to bliver der lidt længere end jeg. Havde det ikke været for mit arbejde, og det faktum, at min kollega rejser når jeg kommer hjem, havde jeg nok blevet der lidt længere. Jeg har brug for VARME!
