I dag stod jeg tidligt op og så nyhederne. Jeg sad og hørte på alle de afslag de studerende havde fået, og jeg kom i tanke om, at i dagen er dagen, jeg får svar på, om jeg er kommet ind nogle steder. Nå, men pga. de dårlige nyheder, blev jeg enormt nervøs og var lidt ude af den. På stationen mødte jeg min kollega, og i toget fik hun mig til at falde lidt ned. Hun gav mig lidt tro på mig selv igen, og jeg prøvede ikke at tænke på mit brev mere. Det var nervepirrende, at først se sit brev, efter at man var kommet hjem fra arbejde. Nå, på mit arbejde lignede jeg sikkert en eller anden nervøs, lille hamster. Da jeg var færdig på arbejde, og slukkede lysene, kunne jeg mærke, at mit hjerte bankede hurtigere, for nu vidste jeg jo, at jeg skulle hjem til mit brev! Jeg ankom til Bispebjerg station, og derefter Hellerup. Der stod jeg og ventede i en halv timer, da der ingen tog var. Endelig kom der et tog, og jeg steg på. Da vi nåede til Kokkedal, bad de os om at stige af alle sammen, da toget åbenbart ikke kørte længere. De havde ringet til politiet og ambulancen. What, tænkte jeg? Er der mon en der har begået selvmord eller andet, på togskinnerne?
Nå, jeg så på skærmen, at samtlige tog var aflyst. Jeg ringede derefter til farmand, og bad ham om at give mig et nummer til en taxa. Han sagde at han ville ringe tilbage. Mens jeg stod og ventede på hans opkald, spurgte jeg en familie om de vidste hvad der var foregået. Manden svarede: “Det er de skide 2. generationsindvandrere! De idioter! De skal bare ud!”. Jeg stod med et forvirret ansigt, da han sagde: “Jeg er ikke racist! Men de er altså nogle værre nogen!” Derefter spurgte jeg igen, hvad der var sket. Det var sådan, at nogle unge fyre havde sparket en anden fyr ned på gulvet, og trampet på hans ansigt. Den anden fyr var blevet bevidstløs og var nær døden. Manden jeg snakkede med, ville prøve at stoppe episoden, men de unge fyre havde trukket en kniv frem og truet ham med at stikke ham ned, hvis han blandede sig. Altså gik manden sin vej. Han fortalte, at drengene havde hætter på, og at de egentlig var lidt svære at se.
Det var en lidt trist måde at afslutte sin dag på. Må de fjolser få hvad de fortjener, for vold hører ingen steder hjemme. Nå, men pappa kom åbenbart selv til Kokkedal st. og så sød som han var, kørte han mig hjem og tog derefter på arbejde. Jeg smed mine sko og jakke, og lød hen til stuen. Jeg havde fået et brev fra Københavns Universitet. I brevet stod der, at jeg var blevet tilbudt en plads hos dem, på spansk sprog og kultur. Lettelsens suk. Jeg havde dog ikke modtaget brev fra CBS, og derfor vil jeg lige ringe til dem i morgen eller manden og finde ud af, hvad historien bag dette er. Anyhow, ligemeget hvad, skal jeg læse på uni i år, om Gud vil. Om det bliver på Københavns Universitet, eller på CBS. Hvad filan…:D




