Tanker jeg har gjort mig om generelt alle der bliver uretfærdigt behandlet.
I nat sad jeg og så en dokumentar på TV2 om Abu Ghraib fængslet. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg kunne holde tårerne tilbage. Man må have et forstenet hjerte, hvis man ikke bliver rørt og påvirket af disse rystende grusomheder der er foregået i dette forfærdelige fængsel. Noget der irriterer mig enormt er det faktum, at dokumentaren bliver vist en søndag kl.2.40-4.00 om natten, hvor man ved, at der ikke er særligt mange mennesker der vil se udseendelsen. Latterligt. Alle bør kende til disse grusomheder, alle.
Man får at se nogle af de fængselsbetjente(dvs. amerikaerne, og ikke irakerne fra Saddams tid), der torturerede fangerne. Jeg fik virkeligt brækfornemmelser grundet den måde de forsøgte at forsvare deres afskyelige og chokerende handlinger på. Ikke engang dyr behandler hinanden på disse rystende måder. Og for mit vedkommende, er man lige så ynkelig og afskyelig som dem, hvis man prøver at forsvare disse mennesker – hvis de da overhovedet kan kaldes mennesker. De har jo simpelthen gjort alt hvad man kan gøre ved et menneske – misbrugt fangerne mentalt, fysisk, seksuelt, og ja – endda dræbt nogle af dem. Jeg kan forestille mig, at fangerne nok foretrak døden, end den tortur de blev udsat for.
Bush og Rumsfeld, generelt den amerikanske regering, blev virkeligt gjort til grin i dokumentaren – for vidste man ikke om hvor korrupte de var førhen, fik man rigtigt nok en fornemmelse af det i denne dokumentar. Jeg er træt, udmattet, af at visse mennesker slipper så nemt af sted med alt hvad de gør og siger, og at folk samtidigt blindt tror på, at disse forfærdelige mennesker er helte – hvilket de langt fra er og aldrig kommer til at blive! Disse forfærdelige mennesker snakker højt om frihed, menneskerettigheder, og bekæmpelse af terror! Hvor hyklerisk! Hvor naivt at tro, at disse mennesker ønsker vort bedste!
Det kan godt være, at man som en sølle iraker bosat i Irak ikke bliver hørt i medierne og ikke har noget at skulle have sagt, og man som amerikansk soldat slipper af sted med alt hvad man gør, da de højere styrker støtter én, men i sidste ende, kan sandheden aldrig tages fra én. Ret er ret.
En opfordring til alle er, at se dokumentarer som denne, og dokumentarfilm som “The Road to Guantanamo”, søge på nettet om disse grusomheder, vågne lidt op være bevidste om hvad der foregår ude i verdenen – og aldrig sige ja til uretfærdighed!
Guantanamo, Abu Ghraib, ja hvad bliver det næste?
