Er æresdrab da værre end jalousi-drab?

Når jeg til tider har haft diskuteret æresdrab og jalousi-motiveret drab, har jeg bidt mærke i, at visse mennesker nærmest undskylder jalousi-drab, og samtidig tager langt større afstand fra æresdrab. Det skal lige slås fast(bare således, så I ikke tror, at jeg er psykopat eller lignende..=P), at jeg med al selvfølge selv tager afstand for disse drab, og generelt alt drab. Dog er det interessant at se på, hvordan man i visse vestlige lande har travlt med at fylde avisforsider, og bruge adskillige dokumentarfilm, nyheder, osv. til at fortælle om æresdrab, mens jalousi-drab ikke er noget, man bruger så meget tid og kræfter på. Er det fordi, at man skammer sig over, at dette rent faktisk er en kendsgerning, der finder sted? Prøver man at skjule det?

Det er rystende, at disse sager går i glemme-bogen, og ikke er noget, man som sådan taler om, man vil finde en løsning på. Snakker man om æresdrab, er der straks tale om muslimer, og at det åbenbart skulle være Islams skyld(jeg aner ikke hvorfor..). Man udtrykker næsten altid, at det er udenlandske mænd fra Mellemøsten der begår æresdrab. Derudover bliver der snakket om at hjælpe de piger, det måske kan gå ud over, udvise familien der udfører dette, bedre integration osv.Så er det at jeg blot tænker: Hvad med jalousi-drab? Hvorfor skriver man ikke om løsninger på dette? Hvorfor bruger man ikke tid og kræfter på at fortælle om morale, og på at fortælle, at jalousi(i hvert fald den negative jalousi) ikke bør være til at finde af moralske årsager. Fortælle, hvordan man kan forebygge jalousi, og grave dybere i årsagerne til hvorfor mænd(eller kvinder for den sags skyld) kan finde på at slå ihjel pga. jalousi.

Jeg får kvalme af at tænke på, at jalousi-drab åbenbart for visse mennesker enten er mere “tilgiveligt”, “forståeligt”, eller rent faktisk kan blive undskyldt. Motivet er grimt ligegyldigt hvad. Det “sjove” er selvfølgelig, at man i jalousi-drabs historier overhovedet ikke lægger vægt på den nationalitet manden(eller kvinden) tilhører, som har udført drabet, mens det jo er komplet modsat, hvad angår æresdrab. Ikke at jeg mener, at man bør fokusere på nationalitet, men…Pudsigt som visse medier vælger at fremlægge forholdene.

Nå, grunden til at jeg  skrev dette indlæg var, at jeg fandt denne artikel om jalousi-drab:

“Roaul Moat skød hendes søn og Samantha Stobbart i vild jalousi og erklærede senere krig mod politiet, da han fejlagtigt troede, at ekskærestens nye kæreste var politibetjent.”

Hvad værre er, at denne vildledte mand hyldes på Facebook af nogle brugere. Ækelt. Simpelthen.

Læs evt. også denne artikel: http://www.bt.dk/udland/blind-livet

Muslimsk hijab-punker

Jeg stødte tilfældigvis forbi denne artikel, som jeg absolut måtte dele med jer. Jeg tænkte, at det ville være spændende at vide, hvad I mener om dette? Hvad ville I tro, at I ville tænke, hvis I mødte sådan en muslimsk pige på gaden? Giv endelig jeres meninger til kende. Jeg vælger endnu ikke at kommentere på sagen, da jeg først og fremmest er interesseret i mine læserers meninger hvad angår dette.

Billedet er taget fra Politiken.dk

Imam Mahdis fødsel

I anledning af Imam Mahdis fødsel, holder UMG endnu et arrangement:

Denne dag glæder jeg mig specielt meget til. Efter at have kendt en sød pige, Zeinab, i et halvandet år fra det muslimske forum shiaonline.dk, skal vi inshaallah for første gang, med min anden veninde, mødes med hende. Hun kommer hertil med sin mand fra Odense, og vi glæder os til at tage imod hende på Hovedbanen. Vi skal inshaallah mødes hele 7 timer inden arrangementet, så mon ikke, at kære Zeinab når at blive træt af os. =P Jeg ved i hvert fald, at jeg længe har ventet på at møde hende, og derfor er der noget at glæde sig til. Så må man blot håbe, at hun ikke skuffes når hun ser os. =)

God søndag!

…Så var guldet hjemme!

Sikke stærkt det er gået med dette års VM. De rette vindere blev fundet, og dermed er det tak og farvel til VM for denne gang. Spanien var min favorit til at vinde(surprise, surprise), og derfor var det nervepirrende at se dagens kamp i dag. Men det endte jo godt alligevel! =D Hvad skulle Spanien(Og Real Madrid, for den sags skyld) dog gøre uden Iker Casillas..

Jeg havde tænkt mig at opdatere bloggen en masse her de kommende dage, men eftersom at jeg de næste to uger skal arbejde i posten i de tidlige timer, kørekortundervisning, og andre personlige sager, bliver bloggen højst sandsynligt lidt efterladt disse dage. I den anledning, ønskes I alle en god sommer og en fantastisk ferie. Nyd nu det dejlige vejr!

Hvem er shiitterne?

Den femte imam af læren om Ahlul Bayt, Imam Muhammad al-Baqir, fortalte engang sin elev ved navn Jabir, “Er det nok for en person at forskønne sig selv som vores shi’a(tilhænger) ved at erklære sin kærlighed for os, Ahlul Bayt? Nej! Ved Allah, en person er ikke vor følger, medmindre han frygter Allah og adlyder Ham. Vore tilhængere kan kun genkendes ved, oh Jabir, ved ydmyghed, underkastelse, ærlighed, rigelig lovprisning af Allah, fasten, bønnerne, godhed ved forældre, omsorg til de fattige, trængende, skyldnere og forældreløse børn der bor i nærheden. De taler om sandheden, reciterer Koranen, holder deres tunger tilbage, undtagen for gode ord, og de er troværdige ved deres pårørende i alle anliggender.”[1]

“Shia” betyder en gruppe af tilhængere/følgere, og ordet forekommer i Koranen mange gange som reference til tilhængerne af de tidligere profeter, såsom Profeten Ibrahim(Abraham) og Profeten Musa(Moses).[2] I dag henviser shia til følgerne af en bestemt islamisk retskole, som er baseret på læren af Profeten(fvmh) og sin familie, og somme tider er den refereret til som “Ahlul Bayt’s skole”(Profetens familie). Selv om der ikke fandtes retskoler i Profeten Muhammeds tid, brugte han det stadig til at referere til en bestemt gruppe af mennesker som “Alis Shia”(Alis tilhængere/parti, altså de, der vedtager Profetens ord om, at Imam Ali var rette efterfølger).

__
Nogle af de beretninger, hvori Profeten Muhammed bruger begrebet “Alis shia” er følgende:

__
“Lignelsen af Ali er ligesom et træ, hvor jeg er roden, Ali er grenen, Hassan og Hussein er frugterne, og shiitterne er bladene.” [3]

__
“Vi var samlet omkring Profeten, da Ali Ibn Abi Talib kom. Han sagde: “Sandelig er min bror kommet til dig”, og han lagde sin hånd på Kaba’en og sagde: “Ved den, der holder min sjæl i Hans hænder, vil denne mand og hans Shia ganske vist være de heldige på Dommens Dag”.[4] (Berettet af Jabir ibn ‘Abdillah al-Ansari)

__
“Allahs Sendebud var med mig, da hans datter frue Fatima kom for at hilse på ham med sin mand, Ali. Allahs Sendebud løftede sit hoved og sagde: “Vær glad, Ali; du og dine Shia vil være i paradiset.”[5] (Berettet af Um Salamah, Profeten Muhammeds hustru)

__
“Du og dine Shia vil være i paradiset.”[6]

__
Som disse beretninger viser, var Profeten Muhammed i virkeligheden selv, den første person, der brugte udtrykket “Shia”, og hvad mere er, at han altid brugte dette udtryk i forbindelse med Imam Ali. Efter at Profeten gik bort, var de, der var loyale over for Imam Ali, også kendt som Shiitter. I løbet af det andet århundrede Hijrah(dvs. to århundreder efter Profeten Muhammeds migration fra Mekka til Medina – den begivenhed, der markerer begyndelsen på den islamiske kalender), begyndte abbasidernes kaliffer officielt at benytte de fire sunnitiske retskoler, der blev populariseret af nogle af deres leders entusiasme. Med hensyn til shiitterne efter mordet på Imam Ali, da fulgte de lederskabet af Imamens søn, Hassan, og efter ham, hans bror, Hussein, og derefter de efterfølgende ni imamer, der var efterkommere af Hussein. De fulgte dem på faste grundlag af beviser i den Hellige Koran, og Profeten Muhammeds traditioner, der gentog mange gange, at han(Profeten), ville blive fulgt af tolv imamer, og at alle disse ville komme fra stammen Quraysh.[7]

__
Derfor kan Shiismen betegnes som følgen af den Hellige Koran og Profeten Muhammeds traditioner, som befordres af hans familie, som han valgte(dvs. Ahlul Bayt). Efter Profeten Muhammed, fulgte shiitterne de tolv guddommeligt bestemte imamer som efterfølgerne af Profeten Muhammed.

__
Man hører altid betegnelsen “retskole” og derfor bør man også kende til den største retskole inden for shiismen, som størstedelen af shiitterne følger:

__
Ja’fari
Ja’fari-retskolen blev ledet af Imam Ja’far ibn Muhammed al-Sadiq, som levede fra 83H-148H. Han blev født og døde i den hellige by, Medina, og han er den sjette Imam af de tolv udvalgte imamer i Ahlul Bayts retskole. Selv om fiqh(islamisk retslære) blev udviklet af Profeten Muhammed og sin efterfølgere(dvs. imamerne), havde den fiqh, som undervises af shiiterne, ikke mulighed for at blive præsenteret til masserne af mennesker, grundet den politiske knibe, som Ahlul Bayt led under, gennem herskere i mange århundreder. Imamerne nægtede at anerkende umayyidernes og abbasidernes kaliffers legitimitet, og deres regeringer; og dermed blev de og deres tilhængere udsat for voldsom chikane og forfølgelse i hænderne på de uretfærdige kaliffer. Straks da Umayyid-regeringen blev skrøbelig, fandt Imam Ja’far ibn Muhammed al-Sadiq en gylden mulighed for at formulere og udbrede Profeten Muhammed og hans families traditioner. På et tidspunkt deltog firetusind lærde, Koran-fortolkere, historikere, og filosoffer i hans timer i den hellige by Medina. Derfor var han i stand til at overlevere den autentiske lære af den Noble Koran og Profeten Muhammed, og krystallisere dem, i hvad der skulle blive kendt som al-Fiqh al-Ja’fari, Ja’fari-retskolen. Hans lære blev samlet i 400 usul(grundlæggelser), som blev skrevet af hans elever, og omfatter hadith, islamisk filosofi, teologi, Koran-fortolkning, litteratur og etik.

__
Efter en tidsperiode, kategoriserede tre anerkendte lærde disse 400 usul til fire bøger, som er de vigtigste kilder til hadith for den shiitiske retskole. Disse er: Usul al-Kafi af al-Kulayni(d. 329H), Man La Yahduruh al-Faqih af al-Saduq(d. 381H), og al-Tahdib og al-Istibsar af al-Tusi(d.460H). Disse tre lærde var kendte som “de tre Muhammed’er”, da alle deres fornavne var Muhammed. Selv om disse fire bøger er hovedkilderne af ahadith for shiiternr, stemplede deres forfattere stadigt ikke deres bøger som “sahih”(autentisk). Skønt de gjorde deres bedste for at samle udelukkende autentiske beretninger, men hvis en bestemt beretning modsagde den Hellige Koran, var den da ikke accepteret som legal og gyldig. Hadith, ifølge Ja-fari retskolen, er kun accepteret, hvis den Hellige Koran bekræfter den, siden Koranen er den eneste kilde til vejledning, der ikke indeholder nogen tvivl.

__
Slutteligt har vi her to meget indikerende beretninger, der fortæller os, hvem de sande vindere på Dommens Dag vil være:

__
Imam Ali(as) sagde: “Jeg beklagede mig til Profeten(sa) om folks jalousi mod mig, så svarede han: “O, Ali, de første mennesker der vil indtræde Paradiset vil være mig selv, dig, Hassan og Hussein. Resten af vores afkom vil være efter os, dem der elsker os, vil være efter disse, og vores Shia vil være på hver vores side.”[8]

__
Imam al-Baqir(as) sagde: “Umm Salama, Profetens(sa) hustru blev engang spurgt om Ali ibn Abi Talib(hans status), til hvilket hun svarede: “Jeg har hørt Profeten(sa) sige: “Sandelig er Ali og hans Shia de sejrende”.[9]
_______________________

[1] – al-Kulayni, al-Kafi, bt. 2, s. 74

[2] – [Koranen: 28:15]

[3] – Ibn Hajar, Lisan al-Mizan, bt. 2, s. 354

[4] – Tawzih al-Dala΄il fiTashih al-Fada΄il, s. 505

[5] – Ibid., s. 507

[6] – Ibn Asakir, “The History of the City of Damascus”, Sektion: Biografi af Imam Ali

[7] – Sahih al-Bukhari; Sahih Muslim, bt. 2, s. 191; Sahih al-Tirmidhi, bt. 2, s. 45; Musnad Ahmad ibn Hanbal, bt. 5, s. 106; Sunan Abu Dawud, bt. 2, s. 207

[8] – al-Irshad, bt. 1, s. 43

[9] – Ibid. s. 41

Bloggen ser…Anderledes ud..

Som I kan se, har bloggen for første gang fået et nyt design. Jeg var blevet for træt af det gamle, efter at have haft det i over et år, og derfor måtte der noget nyt til. Jeg tror dog, at der vil gå noget tid, før jeg vænner mig til det nye design, grundet den langt mørkere farve end tidligere. I må lige sige til, hvis den er blevet for irriterende nu. :D

En flygtig kærlighed

Jeg sad i dag efter en masse rengøring og havde mange tanker der fløj i mit hoved. Af disse tanker kom der et nyt digt frem. Digtet skal ikke fortolkes som nogle umiddelbart måske ville fortolke det. Ikke desto mindre, bliver det delt med jer her på bloggen:

En flygtig kærlighed:

_____

En kortvarig kærlighed

Blot et hjem

Et midlertidigt hjem

Fyldt med sorg,

Forhåbninger

Og ønsket om mere

En flygtig kærlighed

Porten til straf og jammer

Indgangen til savn

En pirrende længsel

En uforstående higen

En tillokkende kærlighed

Så elegant, og samtidig så fristende

Dragende og forførende

Nærmest magnetisk

En stræbende kærlighed

En jagt

Og forfølgelse

Ønsket om ikke at give slip

En bittersød kærlighed

En forbigående lykke

En fangende illusion

Samt en dyster eskapisme

En indbildsk kærlighed

Troen på ro i sindet

Afslappethed

Latter og fryd

Fortrøstningsfulde øjeblikke

En begæret kærlighed

Et eftertragtet moment

Håbet om evig tryghed,

Held og fred

En ødelæggende kærlighed

Døren til fattigdom

Alene et drømmebillede

En falsk forestilling

En opgivende kærlighed

En lettelse

En inderlig glæde

Og sikkerhed

En stædig kamp

Et konkret mål

Tilfredsstillelse

En vindende kærlighed

_____________

NB: Jeg beklager igen de mange prikker imellem stroferne og de store mellemrum mellem strofelinjerne. Irriterende WordPress..

Svar på tiltale

Som man kunne se fra dette indlæg, har jeg lovet at skulle svare på spørgsmål fra læserne. Rækkefølgen er tilfældig. Jeg har desuden tilladt mig at rette på eventuelle grammatiske -og stavefejl i spørgsmålene. Endvidere har jeg cuttet en del af jeres beskeder, og jeg har kun prøvet at tage det væsentlige med, ellers ville indlægget aldrig ende. Hermed kommer spørgsmål og svar:

- Hvor er du født og opvokset?

- Jeg blev født i et eller andet hospital i Bagdad. Jeg er generelt vokset op her i Nivå på Nordsjælland, hvor vi har boet i 15 år.

- Ser du dig selv som dansker eller iraker?

Hvad er definitionen da på en “dansker” eller “iraker”? Jeg ved ikke hvad disse ord præcist indebærer. Ellers er nationalitet ikke noget vigtigt i mine øjne, og jeg er derfor bare et menneske.

- Hvor mange søskende har du?

Jeg har én storebror.

- Er du forlovet/gift?

Nope.

- Hvad er din livret?

Jeg har ingen idé. Alt fra mor er godt. =D

- Hvad kan irritere dig?

Når folk brokker sig over alt og intet. Er man et stort brokkehoved, bedes man ikke være nær mig. =P

- Hvad kan glæde dig?

Puha. Det er et bredt spørgsmål. Der er så meget at være taknemmelig og glad for. Bare så simpel en ting som en hvid rose, dens skønhed og duft, kan bringe glæde.

- Er du nogensinde blevet dømt for noget kriminelt?

Haha…Mig? Nej.

- Hvilke ord og sætninger bruger du mest?

Hehh..Jeg er ikke meget for at indrømme det, men disse bliver flittigt anvendt: “Lak hallaw 3eni”. “Hva’ sker der, Joey?”(til min storebror), “Hvad filan…”, “Din nørd”, “ja ja, det skal du jo sige..”,”Fjols/Fjolle”, “As if”,

- Skal du have børn?

Mærkeligt spørgsmål, eftersom jeg ikke er gift, men..Jeg kan ikke se i fremtiden. Spørg mig, når jeg får den evne. =)

- Hvilket dyr kan du lide?

Jeg elsker fugle. Alle mulige slags fugle. Der er intet skønnere end at vente på morgenbønnen, og fuglene begynder at synge. Det er en vidunderlig, behagelig og afslappende lyd.

- Hvilken butik ville du købe dig fattig i?

Jeg er på ingen måde en, jeg ville betegne som stor-shopper. Jeg hader faktisk at shoppe, og jeg gør det kun, når det er nødvendigt. Anyway, jeg elsker Bog & Idé.

- Kan du ikke beskrive din tøjstil?

Ehm..Ved ikke. Enkelt, langt, løst og behageligt? Så længe det ser nogenlunde ud, og har disse beskrivelser, er jeg tilfreds. Mode er ikke min kop te.

- Er du glad for at læse på universitetet?

Overordnet set er jeg meget glad for det. Gode  undervisere, god undervisning, søde elever, og et godt miljø. Samt DK’s største fakultet..=P

- Har du nogle mærkelige vaner?

Hmm..Jeg ved ikke, hvad der er “mærkeligt” for andre. Jeg tager ofte mig selv i at sidde og skrive tallet 313 på alle mulige steder. Uden rigtigt at tænke på, hvad det er, jeg gør.

- Dyrker du nogen form for sport?

Jeg løbetræner bl.a.

- Kan du skrive tre tillægsord som passer på dig?

Eftertænksom, søgende, og glad.

- Hvis du kunne lave én ting om på dig selv, hvad skulle det være?

Hvis der er tale om noget fysisk, ville jeg ikke lave noget om. Der er vel en grund til, at jeg ser ud som jeg gør, og jeg er tilfreds.

- Dit højeste ønske?

Det vælger jeg at holde for mig selv. =)

- Har du mange venner?

Nej, overhovedet ikke. Jeg bryder mig ikke om at have for mange venskaber, og derfor holder jeg mig næsten kun til min bedste veninde, Nour/Tess.

- Er du by-eller naturmenneske?

Jeg er helt aldeles et naturmenneske. Jeg elsker at bo her på Nordsjælland og være omringet af smuk natur, og få mennesker.

- Hvem ser du op til af mennesker i dit liv?

Det er klart min mor. Hun er efter min mening eksemplet på, hvordan en kvinde skal være.

- Hvad er dit kæreste eje?

Godt spørgsmål, som jeg egentlig ikke selv har skænket en tanke. Jeg kan ikke beslutte mig, hvorvidt det er bøger eller computer. I begge bliver man klogere, og ved ens computer/internet, har du hele verden ved din hånd, og kan blive ved med at øge din viden.

- Hvor vil du allerhelst bo henne i verdenen eller hvilket sted (land, by osv) synes du bedst om?

Jeg ville jo enormt gerne kunne svare steder som Najaf al-Ashraf, Karbala, eller lignende, men så vidt jeg ved, har vi en hadith/beretning der siger, at når man bor så tæt ved imamerne, hærder det hjertet(يقسي القلب), men Irak er alligevel ikke et land, man/jeg kan bo i nu. Hvis jeg havde et andet valg, ville jeg bo et sted med fascinerende natur, bjerge, fred og ro.

- Hvad gør du for ren, rå underholdnings skyld?
Hvilken musik hører du, hvilke aktiviteter deltager du i, hvilke film kan du lide, hvordan ser en sjov dag ud etc.?
Du må ikke nævne noget med Islam, politik eller noget der ligner. Jeg spørger kun til de ting, som du gør udelukkende for sjov.

Mange spørgsmål..Tjaeh..Ren underholdning er eksempelvis at tilbringe tid sammen med min allerkæreste veninde, Nour. Endvidere, elsker jeg at gå en fredelig tur, hvor det eksempelvis kan være fra Nivå strand og hjem, hvor man kan komme ud med en masse tanker og stresse af. Høre bølgerne slå mod hinanden, vinden blæse, og se på træernes blade bevæge sig i takt med vinden. Det er måske ikke enhvers billede af underholdning, men for mig er det afslapning, og jeg behøver ikke at foretage mig noget, hvor jeg absolut skal sidde og grine, før jeg finder det underholdende.

Jeg hører ikke musik, og af film elsker jeg historiske film – noget med nogle krigere der kæmper for en sag..=P The Last Samurai, må nok siges, at være min yndlingsfilm. Jeg har ydermere ikke én opskrift på, hvordan en sjov dag ser ud. Det kommer an på, hvem jeg er omringet af. Og hvor kedeligt det end lyder, har jeg det sjovest, når jeg er i færd med at diskutere et emne med folk. Jeg elsker at udveksle ideer og meninger, og kan nok ikke få nok af det. :/ Ellers er en god bog, fodboldkampe, og en god omgang spil basketball med venner aldrig ringe. Puha sikken roman..

- Hvem er du sammen med hver dag undtagen fredagen og weekenden fra kl 17.30 til 20.00 ca?

Hehe..Hvem mon? Fra mandag-torsdag er jeg sammen med en sød pige, hvor vi sidder til kedelig teoriundervisning til kørekortet..=P

- Vil du ikke være søøøød at skrive hvad der står om dig i jeres Blå-Bog, hvis du har sådan en?

Hahh..Det er sgu lidt pinligt, eftersom man har ændret sig en masse siden da, men okay, jeg er med på den. Jeg skriver dog kun “kendetegn” om mig, da det ellers bliver for langt. NB: Jeg hed Hind dengang, og det er grunden til, at jeg bliver omtalt som Hind, og ikke Fatima. Here goes:

Kendetegn: Hind er halv spanier og har i mange år boet i Madrid, derfor taler hun flydende spansk. Dog er hendes engelske evner begrænsede, da hun i 1.g troede at “May the force be with you” betød: “Må sværdet være med dig”. Hendes navn betyder “kamel” og hun har virkelig “puklet” for at lære alle indikativer og konjunktiver og alt det andet spanskvrøvl. Til tider kan hun være en smule naiv, da hun troede at Emilie L’s kæreste var 12 år og gik i gymnasiet. Dertil hører det kendte og tolerante svar: “Når bare man kan lide hinanden”. Derudover er hun en dejlig tøs, som har både sjove og alvorlige sider. Hun deltager aktivt i diskussioner og er ikke bange for at sige sin mening! – men samtidig kan du være sikker på at opleve hendes lattermilde side mindst en milliard gange om dagen, hvilket blot er skønt, da hendes latter er lækker og smittende! Hun er alt i alt bare lækker, lækker, lækker! Helt vildt lækker!”

Puha. Jeg tror, at det var det, for den lange roman. Jeg burde få en præmie for besvarelsen af så mange spørgsmål..=P Jeg beklager, hvis jeg mangler at svare på nogle af spørgsmålene. En læser havde spurgt mig, hvorvidt spørgsmål og svar som disse, igen vil komme en dag. Svaret er nej, da jeg har det lidt mærkeligt med at svare på så mange spørgsmål der omhandler mig selv. Denne gang fik I dog lige en undtagelse.

God fredag!