Når jeg til tider har haft diskuteret æresdrab og jalousi-motiveret drab, har jeg bidt mærke i, at visse mennesker nærmest undskylder jalousi-drab, og samtidig tager langt større afstand fra æresdrab. Det skal lige slås fast(bare således, så I ikke tror, at jeg er psykopat eller lignende..=P), at jeg med al selvfølge selv tager afstand for disse drab, og generelt alt drab. Dog er det interessant at se på, hvordan man i visse vestlige lande har travlt med at fylde avisforsider, og bruge adskillige dokumentarfilm, nyheder, osv. til at fortælle om æresdrab, mens jalousi-drab ikke er noget, man bruger så meget tid og kræfter på. Er det fordi, at man skammer sig over, at dette rent faktisk er en kendsgerning, der finder sted? Prøver man at skjule det?
Det er rystende, at disse sager går i glemme-bogen, og ikke er noget, man som sådan taler om, man vil finde en løsning på. Snakker man om æresdrab, er der straks tale om muslimer, og at det åbenbart skulle være Islams skyld(jeg aner ikke hvorfor..). Man udtrykker næsten altid, at det er udenlandske mænd fra Mellemøsten der begår æresdrab. Derudover bliver der snakket om at hjælpe de piger, det måske kan gå ud over, udvise familien der udfører dette, bedre integration osv.Så er det at jeg blot tænker: Hvad med jalousi-drab? Hvorfor skriver man ikke om løsninger på dette? Hvorfor bruger man ikke tid og kræfter på at fortælle om morale, og på at fortælle, at jalousi(i hvert fald den negative jalousi) ikke bør være til at finde af moralske årsager. Fortælle, hvordan man kan forebygge jalousi, og grave dybere i årsagerne til hvorfor mænd(eller kvinder for den sags skyld) kan finde på at slå ihjel pga. jalousi.
Jeg får kvalme af at tænke på, at jalousi-drab åbenbart for visse mennesker enten er mere “tilgiveligt”, “forståeligt”, eller rent faktisk kan blive undskyldt. Motivet er grimt ligegyldigt hvad. Det “sjove” er selvfølgelig, at man i jalousi-drabs historier overhovedet ikke lægger vægt på den nationalitet manden(eller kvinden) tilhører, som har udført drabet, mens det jo er komplet modsat, hvad angår æresdrab. Ikke at jeg mener, at man bør fokusere på nationalitet, men…Pudsigt som visse medier vælger at fremlægge forholdene.
Nå, grunden til at jeg skrev dette indlæg var, at jeg fandt denne artikel om jalousi-drab:
“Roaul Moat skød hendes søn og Samantha Stobbart i vild jalousi og erklærede senere krig mod politiet, da han fejlagtigt troede, at ekskærestens nye kæreste var politibetjent.”
Hvad værre er, at denne vildledte mand hyldes på Facebook af nogle brugere. Ækelt. Simpelthen.
Læs evt. også denne artikel: http://www.bt.dk/udland/blind-livet
Drab er afskyeligt, uanset hvad. I modsætning til, hvad drabsmanden tror, er drab et bevis på, at han/hun er en taber. At dræbe nogen er en fallit-erklæring, ganske enkelt. Havde det været en person med overskud, kontrol, værdighed, respekt, så havde vedkommende fundet en løsning, der havde gavnet alle parter.
Men der er forskel på drab: det offentliges henrettelse af en Saddam Hussein, eller en anden forbryder, eller æresdrab, er velovervejede handlinger, gennemtænk til den mindste detalje, med flere formål: at straffe den pågældende for nogle handlinger, og for at skræmme andre fra at begå de samme handlinger. Her viser det, for mig, samfundets eller familien/klanens afmagt.
Ved jalousi-drab er det en afmagtsfølelse i et enkelt menneske, som er sværere at forklare: vi snakker dybe følelser, som ikke alle mennesker kan styre. De kommer jo tit af kærlighed, som også kan være svær at forstå og forklare. Men det er følelser, som alle kender, i forskellig grad, det er menneskelige følelser; måske derfor mange mennesker føler en vis form for sympati med gerningsmanden; de fleste dog uden at acceptere handlingen. I Frankrig tog retssystemet hensyn hertil: crime of passion blev straffet mildere.Ingen dødsstraf. Jeg ved ikke, om det har ændret sig; men herhjemme bliver der taget hensyn, hvis f.eks en datter slår sin far ihjel, når denne har pint hendes elskede mor over en årrække, og hun ikke har kunne finde en udvej. Eller en datter begår medlidenhedsdrab på en lidende, dødssyg mor. Af kærlighed.
Æresdrab er noget helt andet: her er det en klan, en familie, hvor et familiemedlem begår en handling, der kan bringe familiens sociale status i fare. Ære er jo et andet ord for social status. I Danmark gjorde man så i gamle dage det, at man sendte knægten til Amerika, ligesom Mads Skjern betalte Ellens far for at tage til USA i Matador. Min tip-oldefar rejste til Grønland, og videre til USA.
Hvis pigen var gravid, blev hun sendt på “Diskret ophold”, og barnet blev enten myrdet, som i ” Ditte Menneskebarn”, eller bortadopteret. Bankdirektør Varnæs betalte for en illegal abort, også i Matador.
Men vi har også haft æresdrab i Danmark, men det er så længe siden, at de færreste véd det, eller vil acceptere det: Struensee, der var statsminister og nærmest diktator i skyggen af den sindssyge konge, Christian den 7., havde indledt et forhold til dronning Caroline Mathilde, de fik en datter, og derved havde Struensee ikke alene fornærmet kongen, som han havde svoret troskab: det afgørende var, at hans datter var kommet ind i arvefølgen. Alle danske børn er af ægteskabet beskyttet som automatisk værende arveberettiget uanset hvem der er faderen. I Tyskland er det direkte forbudt at tjekke med blodprøver eller gentests. Og derfor var Struensees forbrydelse så grov, at han først fik hugget hånden, hvormed han havde svoret troskab, og dernæst hovedet, af. Som yderligere straf blev han hugget i mindre bidder, parteret, og lagt på hjul og stejle neden for Frederiksberg Slot.
Baggrunden for æresdrab er altså i virkeligheden arveret; den findes faktisk kun påvist i landbrugssamfund. Her er det jo for slægten vigtigt, at jorden, som skal brødføde familien, bliver på familiens hænder, og ikke ved arv til den forkerte side forsvinder over på andre familier. Derfor arver kvinder i disse samfund mindre end mænd, og derfor er straffen for udenomsægteskabelig sex også strengere for piger end for drenge. Selve ceremonien bryllup med sammenrend af begge familier med mange deltagere, eventuel fremvisning af det blodplettede lagen morgenen efter er kun for at bevise overfor alle: ægteskabet er godkendt, kvinden var ikke gravid, men jomfru, og børnene herefter er ægte børn, arveberettigede børn.
Hos nomader, jægere og samlere finder man ikke æresdrab: tværtimod: på Grønland blev mandlige gæster opfordret til “lyseslukkeleg” med kvinderne for at få blodsfornyelse, indavl var en meget stor fare for familien, når man af hensyn til jagten levede så spredt. Hvem skulle føre slægten videre, hvem skulle skaffe mad til de gamle, hvis det var indavlede skravl, man fødte?
De, for hvem æresdrab i dag er en accepteret handling, tænker dog ikke så meget på dette tilgrundliggende faktum, de føler virkeligt, at det er familiens ære, sådan har de lært det; det drejer sig for familiens overhovede, far OG mor, om at bevise, at de har styr på det; ellers synker status i klanen, i offentligheden. Det djævelske ved det er, at det ikke er far og mor, der bringer drabet til udførelse: det er onkler og tanter, der presser på, far og mor der træffer afgørelsen, og de svageste i familien, de unge, der skal udføre handlingen: i Danmark har vi haft eksempler på, at drenge på 14 blev udpeget til drabsmand: de kan ikke straffes, de er beskyttet af loven om mindreårige. Og det er jo også piger, der bliver tvunget ind i det. Forøvrigt er det lige så ofte mænd, der bliver ofre for æresdrab.
Så det er baggrunden for, at vi i Danmark, Skandinavien, ja Europa i det hele taget tager mere afstand fra æresdrab end fra jalousi-drab: individdets ret til selv at bestemme, hvem de vil giftes med, det planlagte ved æresdrab (som ikke burde have lov til at hedde sådan, det er jo mere et slavedrab, begået på én, der rangerer på linie med en slave, og begået af én, der er tvunget, altså også en slave, planlagt af nogle, der er slaver af gamle opfattelser og systemer), og så det, at en gruppe imod vore love tror, de kan opføre sig som de vil. At de dermed viser foragt for vort samfund, dets love og dets værdier.
Jalousi er en menneskelig følelse, accept af drab som middel til at styre sine omgivelser er ikke.
Posted by AagePK | juli 28, 2010, 10:35For øvrigt, en meget vigtig detalje for mig at have med: det er så absolut IKKE et islamisk fænomen; det er ikke udtænkt i Islam, det har været længe før, jeg mener at vide, at allerede Hammurabis lov i Babylon havde paragraffer herom, i romerriget havde man, og som historien helt ned til Saxos Gesta Danorum har vi beretninger om fænomenet. Og i landbrugsbaserede kulturer fjernt fra Den gyldne Halvmåne, som ellers er der, det praktiseres mest i dag. Selv hos incaerne i Peru havde man æresdrab for udenomsægteskabelig sex: ifølge inca-prinsen Felipe Guaman Poma de Ayala’s bog El primer nueva coronica y buen gobierno, fra 1615. Hans håndskrevne og tegnede bog er en pragtfuld perle, den ligger i Det kongelige Bibliotek, og du kan læse alle sider på nettet, hvor den også er kommenteret. Ikke noget problem for en dygtig spansktalende pige, vel Fatima? Se http://www.kb.dk/elib/mss/poma/
Posted by AagePK | juli 28, 2010, 10:50“Er æresdrab da værre end jalousi-drab?”
Det spørgsmål er ligegyldigt, idet æresdrab og jalousidrab ikke er det samme. Drabene bliver ikke udført af de samme årsager.
Mens jalousidrab forekommer overalt på kloden i alle kulturer (også blandt muslimer), så forekommer æresdrab ikke i alle kulturer. Er det ikke en interessant pointe?
Nuvel…. Vi kan måske blive enige om, at vi fremover ikke kan, skal og bør diskutere muslimers levevilkår i Danmark, hvis vi ikke samtidig får fokuseret på kristnes levevilkår i eksempelvis Egypten, Pakistan og Tyrkiet. Vi kan heller ikke diskutere ikke-muslimers alkoholindtagelse og seksualmoral her i Danmark uden at nævne prostitution i golflandene, pornosøgninger i Pakistan – og antallet af narkomaner i Iran og omfanget af khatmisbrug i Yemen.
Posted by BE | juli 28, 2010, 20:05Salaam
Er det saa ogsaa ‘resdrab og dr’be Palestineseren Jesus(as) eller nogle af de andre profeter saawaws
Posted by The slave of Imam Zaman (a.salaam) | juli 28, 2010, 23:45Det ikk ligefrem bt men kan bruges, dog kun hvis man vil vide hvad der sker i verden med lyse ‘jne. salaam alaykum wa rahmatullah
http://www.presstv.ir/default.aspx
Posted by The slave of Imam Zaman (a.salaam) | juli 29, 2010, 01:18Imam Zamans slave,
Få dog din egen blog hvor du kan poste alle dine link og kommentarer. I stedet for at spamme den her med alt dit irrelevante fyld! Hvis det var min blog stod du til bortvisning. Du er bare for meget.
Posted by Zainab | juli 29, 2010, 12:45ra7mallah waldech….
Posted by simcha imqalayah | juli 29, 2010, 20:20Prisen for bedste navn på bloggen går hermed til simcha imqalayah. Haha..Sikke et opfindsomt navn!
Posted by Fatima | juli 29, 2010, 21:33@ Aage
Tak for et godt indlæg. Du har selvfølgelig ret i flere punkter, og jeg ser mig også enig med dig flere steder.
Nogle af de tanker der bl.a. også strejfer mit hjerne er spørgsmålet, om hvorvidt det egentlig ikke også gælder æren, i nogle af disse såkaldte jalousidrab. Jo, vi ved alle, at nogle af drabene har været begået som følge af det faktum, at en mand(/kvinde) simpelthen har elsket en kvinde så meget, at denne kærlighed til hende sådan set har gjort vedkommende sindssyg og ustabil. Men! Kunne det ikke tænkes, at nogle af disse jalousidrab egentlig også har noget med ære at gøre, hvis man graver dybere? At nogle af disse mænds ego simpelthen ikke har kunne tåle, at kvinden tilhører en anden mand, skal være intim med en anden mand, og andet fra den skuffe? At det måske føles som et “nederlag” for ham, at hun kan være så “fræk” og forlade ham til fordel for en anden? På denne måde snakker vi jo egentlig også om ære, hans PERSONLIGE ære, som ikke vedkommer samfundet, eller andet. Ære behøver jo ikke finde sted kun inden for et samfund, man har jo sin egen personlige ære. Det kan jo tænkes, at en mand har tænkt: “enten er det mig, eller også er det farvel til dit liv”, ved et jalousidrab. Altså min pointe er, at alt dette ikke nødvendigvis behøver høre under kategorien “jalousi”, men personlig ære.
….
Et sidespring: Jeg føler at jeg er berettiget til at diskutere alt på min egen blog, og eftersom jeg selv er muslim og boende i Danmark, finder jeg det sjovt nok relevant og spændende at diskutere sådanne sager. Kender man mig personligt, ved man også, at jeg er en stor kritiker af hvordan vores “egne lande” behandler andre(kristne, jøder, ja selv muslimer). Jeg lukker ikke øjnene for hvad der sker rundt omkring i verden, og de der kender mig ved også, at jeg med al selvfølge bekymrer mig om andre mennesker som ikke er muslimer.
@ The Slave [...]
Jeg har nu flere gange på bloggen skrevet, at jeg ikke ønsker at man gang på gang starter noget off-topic og ødelægger mine tråde med dette. Der er plads til sjov og spas på bloggen, ja, men der er grænser. Alle er velkomne til at skrive på min blog, men tag hensyn til, at det ofte kan virke som spam, når du blot sætter links eller videoer ind, som overhovedet ikke er relevante i forhold til det debatterede emne.
Jeg har nu fået mange klager fra læsere, som brokker sig over alle de unødvendige kommentarer, og jeg håber, at du vil tage dette til betragtning.
Posted by Fatima | juli 29, 2010, 13:40Fatima, jeg er enig mht at i mange tilfælde hænger jalousien sammen med æresfølelsen; jeg vil endda for mange tilfælles vedkommende påstå, at jalousidrabet ikke handlede om drabsmandens kærlighed til ofret, men kærligheden til sig selv.
Altså, morderen elskede sig selv så højt, at han/hun ikke kunne tåle, at nogen kunne finde på at forlade ham/hende.
Posted by AagePK | juli 29, 2010, 19:42Netop, dette er lige hvad jeg mener. Glad for at vi er enige, Aage. =)
Posted by Fatima | juli 29, 2010, 21:34ok…
Lige en sidste ting k’re s’ster Fatima
fra din egen blog
Imam Al Hassan Al Mujtaba(as):
“O’ folk! Jeg hørte min bedstefar, Guds budbringer sige: Jeg er byen af lærdom(og/eller kundskab/kendskab), og Ali, fred være med ham, er porten. Hvordan kan man træde ind i byen uden at gå igennem porten?”
Posted by The slave of Imam Zaman (a.salaam) | juli 29, 2010, 15:45Æresdrab er værre, fordi det ofte sker, ikke som en reaktion i en situation, men planlægges – ofte med hele familien eller en del herfra. Det er altså ikke tale om en gerningsmand der handler spontant, der er tale om overlagt, planlagt mord og det er klart værre!
Lad mig sige det sådan, at jeg mener der er en kæmpe forskel.
Det er en uskik, og er synd for de etniske piger det går ud over!
Synd for dem at have forældre der er racister.
Posted by Jakob | juli 30, 2010, 10:39Så du påstår, at jalousidrab ikke planlægges af morderen? Jeg tror ikke at Hans sidder og drikker sig en kop kaffe, og spiser et stykke drømmekage, og vupti! Så tænker han: “Hende Lisa skal myrdes for at have forladt mig! Og så til fordel for Christian!” *Hans drager mod Lisas hjem*..Hehh..
Jeg tror faktisk, at man i visse æresdrab hurtigt er ude at beskylde en hel familie for det. Jeg hørte engang en historie om æresdrab, fortalt af min far, om en kvinde der blev dræbt af sin mand, og dernæst havde mandens forældre slået hånden af ham, og aldrig ville have noget at gøre med ham igen, og de ville ikke besøge ham i fængslet. Så den holder jo ikke helt med, at det altid er en klan/familie der står bag drabet, og derudover behøver drabet ikke at være af racistiske årsager.
Men nuvel..Lad os gå med på, at æresdrab er værst. Dertil mener jeg stadig, at det er forkert, at man nærmest tilsidesætter jalousidrab og ikke finder løsninger på at forhindre det, som man jo gør ved æresdrab.
Posted by Fatima | juli 30, 2010, 12:50