Tidlig morgen var jeg på vej ud af døren, da min telefon ringede; det var min chef. Jeg fornemmede straks, at noget var galt, og han bad mig om at komme på arbejde tidligere end sædvanligt. Ja, vores postbutik er minsandten blevet røvet for fjerde gang i år! Siden vi rykkede postbutikken til et andet sted i forretningen, er den blevet røvet alle disse gange – og det er kun lidt over et halvt år siden, at vi rykkede plads!
Jeg vidste desværre, at det var en af de mindre gode, og mere stressende arbejdsdage. Stemningen i butikken var kedelig, og vores øverste chef var kommet for at hjælpe til. Alt var et stort kaos da jeg kom, og åbne og smadrede pakker lå over alt i postbutikken. Vi var alle uforstående over for hvordan det kunne ske, da vi har flere ophængte overvågningskameraer, og et stort antal alarmer i hele forretningen. Hvorfor, at disse alarmer ikke havde hylet, da røverne var kommet, vides ikke.
Jeg talte med flere kunder, og de fortalte desværre, at de den seneste tid havde oplevet meget røveri i deres lejligheder, opgange, arbejdspladser, osv. Det eneste positive ved alt dette var, at kunderne i det mindste var forstående i dag, selv om man ved visse tilfælde blev nødt til at stå og forklare en masse før man fik denne forståelse.
Alhamdulillah for alt i sidste ende. Ingen af os er jo kommet til skade, og dette er det vigtigste. Har I selv oplevelser med lignende, er I velkommen til at dele jeres historier med læserne på bloggen.
I ønskes alle en (forhåbentligt) fortsat god weekend! =)
Nu har jeg aldrig prøvet at være udsat for et røveri eller indbrud, hverken som person eller via arbejdspladsen; overfaldet, ja, men ikke røveri. Men jeg forestiller mig, at hvis man har en god arbejdsplads, med rimeligt gode kolleger, så kan man solidarisere sig og føle, at man er medansvarlig, og derfor tage det personligt, når nu “min” postbutik bliver udsat for noget sådan. Nogen vil måske så sige, at det skal man ikke, man må ikke tage det personligt, for så vil man være mere udsat for psykiske traumer.
Jeg er ikke sikker. Hvis man holder af sin arbejdsplads, af sine kolleger og kunder må det da absolut kunne styrke, at sammenholdet kan bære jer igennem en sådan krise. Det håber jeg for jer!
Meeeen: den person på tegningen, hvor fandt du lige ham? Jeg synes, jeg har set ham før i gadebilledet. Eller er det min fordom?
Posted by AagePK | november 21, 2010, 09:00Min fætter blev udsat for inbrudstyve tidligere i år, de tømmede hele lejligheden mens han i en halv time var ude for at købe flyttekasser…Se, dem fik han alligevel ikke brug for.
Jeg vil nu sige at de der alarmer ikke duer til en Sk*d, min far har dem i hans forretning og ligeledes har Flemming Opfeldt sin forretning (de er naboer), men hvert år omkring nytår er der nogen der synes det er sjovt at stjæle slik og spiritus inden vagten kommer…
Det er samme kutyme hvert år, og vi hvert år stiller en masse kasser og andet bras i vejen for tyvene, sidste år hjalp det, de stjal 3 pakker Ceylon te, og en kasse Nescafe Instant kaffe.
Året før gik de helt op til kassen og smadrede cigaretmontret…og så er det her man tænker: Idiot, der står vi fjerner dem efter lukketid!
Posted by Mohammed-jawad Tahir | november 21, 2010, 16:42Slettet af Fatima.
Posted by Salaam salaam | november 22, 2010, 21:28What goes around comes back around to the ground, even thoughts
and feelings and inna lillah wa inna illahi rajioon
Bismillah alrahman alrahim
Posted by Salaam salaam | november 22, 2010, 21:35^hvad taler du om :S
Posted by Mohammed-jawad Tahir | november 22, 2010, 22:27@ MJ
Ra7 asi7 yebuu mena. Tegdar tgoli shloon asawila blok?
Posted by Fatima | november 23, 2010, 02:07shoufi el bareed el elektroni maltej….inshallah khair…
Posted by Mohammed-jawad Tahir | november 23, 2010, 22:38@ Aage
Tjaeh..Ved ikke ligefrem om det “styrker” nogen på denne måde. Når man kender hinanden så godt, behøver man ikke disse sager til at styrke sig på, tror jeg. =)
Og Aage – det er blot din fordom!
@ MJ
Min far har selvfølgelig haft indbrud i sine forretninger flere gange, men jeg synes dog, at det er noget helt andet, når det går ud over en postbutik. I det mindste er en forretning ens egen, og det går kun udover ens selv, mens det i en postbutik går ud over så mange mennesker.
Men nu øger vi inshaallah sikkerheden igen igen, og så må vi se, hvad det bliver til…Allah yestur.
Posted by Fatima | november 23, 2010, 02:12Undskyld, hvis jeg har udtrykt mig uklart: nej, selvfølgeligt har man ikke brug for den slags for at styrke kollegialiteten.
Men jeg har fået den opfattelse, at krisehjælpen ofte går ud på, at man siger til den overfaldne ansatte i bank eller postbutik:” Det er jo ikke personligt, han var kun ude efter firmaets penge, det er ikke dit ansvar.” For på den måde at gøre det nemmere at komme videre.
Men alle de steder, hvor jeg har arbejdet, som skoleelev, gymnasiast, student, og faglært: selv om man kun er der kortvarigt, føler man jo hurtigt samhørighed med de gode kolleger, de gode chefer, de gode kunder, sådan team-spirit, you know. Hvis så firmaet bliver kritiseret, eller der er indbrud, så har jeg da ofte tænk: hvad kunne jeg have gjort for at forhindre dette, hvorfor skal det gå ud over mine kolleger, hvad har mine kunder gjort, siden …osv. Og i den situation ville jeg ikke have brug for at få at vide, at det ikke er personligt, at det ikke er mit med-ansvar. Det bliver jo under alle omstændigheder mit med-ansvar at hjælpe min chef, mine kolleger og mine kunder til at finde sammen igen, og komme videre i fællesskab.
Så jeg ville ønske mig en krisehjælp, der styrkede sammenholdet frem for at forflygtige ansvaret, som jeg ind i mellem hører om.
Posted by AagePK | november 23, 2010, 10:04Hehe..Jeg må så indrømme, at jeg slet ikke tænkte sådan. Jeg tænkte blot: “Nu IGEN!” og “sket er sket, gudskelov har vi det alle godt”..Selvfølgelig var det trist at komme til, men der var desværre ikke meget at gøre. Nu må vi bare op på hesten igen.
Posted by Fatima | november 24, 2010, 20:47