Som årene passerer, og jo ældre man bliver, får man en meget større forståelse for sine forældre og deres handlinger gennem ens eget liv. Hvad syntes så uretfærdigt og uforståeligt som barn, synes nu så logisk og fornuftigt. Ikke nok med, at de, foruden Gud først (efter min overbevisning) gav en adgang til livet, har de givet en varme, tryghed, husly, mad og drikke. Forældre ofrer ofte en del for børnene, lærer dem hvad korrekt og forkert er, fortæller at man skal holde fingrene væk fra den varme kogeplade, putter dynen på en, hvis man falder i søvn, giver et godnatkys, og fortæller, at man er det dyrebareste de har. De har altså generelt set skænket børnene kærlighed. Det, som vi alle har brug for i vore liv.
Jeg er dog godt klar over, at der desværre findes utallige mange børn, der ikke har haft denne slags forældre – af forskellige grunde. Hvad enten det drejer sig om, at man er forældreløs, har alkoholiske forældre, forældre, der ikke burde have titlen som forældre, og listen er beklageligvis lang. Nu er det dog således, at mine tanker denne gang snurrer rundt om de, der har været velsignet med forældre lig det, der er beskrevet i første afsnit. Más o menos, som man siger på spansk; altså nogenlunde som det, der står skrevet.
De gange, jeg har været på plejehjem, må jeg desværre indrømme, har været ret sørgelige. Jeg har endda i nogle tilfælde haft lidt svært ved holde tårerne tilbage. Det syn, der møder én, må nok siges at være enormt trist. Gamle, syge mennesker. Stirrende på en vase, stirrende på et vindue. Alene. Ensomme. Ingen familiemedlemmer omkring dem. Ingen håb. Ingen glæde. Ingen, der får dem til at føle sig elsket, værdsat. Ingen følelse om, at der er nogen, der rent faktisk vil have, at man er en del af deres liv – om man så er syg og/eller gammel.
Jeg ved selvfølgelig, at i flere tilfælde, har man ikke kunne gøre andet, end at sætte forældrene på plejehjem, men jeg ved samtidig også, at der i de fleste tilfælde bare er tale om, at man sætter forældrene i plejehjem, da det er “praktisk nemmest”. Man er måske gift, har et par børn, et arbejde, og dermed bliver forældrene overflødige og en slags “byrde”, og hvad gør man i sådan en situation? Man vælger forældrene fra i sit hjem.
Travlhed. Vi har så travlt med alle mulige slags ting i vores hverdag, at vi glemmer sådan en fantastisk gave som forældrene, og kærligheden til disse. Vi glemmer, at de altså også har en sjæl, tanker og følelser, og at intet menneske i verden ønsker at føle, at det er en byrde, eller at ingen gider tage sig af det. Vi glemmer alle de år, vores forældre opfostrede os, – også da det var mindre sjovt! Hvorfor så ikke gengælde denne enorme kærlighed de skænkede os, når de allermest har brug for os? Hvorfor ikke vise sin taknemmelighed ved at handle efter sin taknemmelighed?
Jeg mener personligt, at det bør være vores pligt at tage os af vores forældre. Man burde sidde ned, reflektere over de ting, som ens forældre har gjort for én, skønt de måske ikke altid har været noget, man har syntes om, og dermed komme til den konklusion, at ens forældre fortjener samme behandling, som de gav en som baby, barn, og teenager, og voksen.
Vi bør sandelig alle tage vare på vores forældre. En dag er de eller vi væk, og da ville det være forgæves at fortryde at man aldrig fik det gjort.
Hvad synes I? Er det i orden, at man sætter sine forældre i plejehjem, så snart de bliver gamle og evt. syge, eller bør man passe på dem, som de passede på en? Hvad er det mest optimale at gøre?
“Og din Herre har påbudt: Tjen Ham alene og (vis) godhed mod forældre. Hvad enten en af dem eller de begge når den høje alder hos dig, så tal aldrig nedsættende til dem, og stød dem ikke bort, men tal et nådigt ord til dem.” [Koranen: 17:23]
