//
you're reading...
Artikler

Tak for alle de år du passede på mig – men farvel!

Som årene passerer, og jo ældre man bliver, får man en meget større forståelse for sine forældre og deres handlinger gennem ens eget liv. Hvad syntes så uretfærdigt og uforståeligt som barn, synes nu så logisk og fornuftigt. Ikke nok med, at de, foruden Gud først (efter min overbevisning) gav en adgang til livet, har de givet en varme, tryghed, husly, mad og drikke. Forældre ofrer ofte en del for børnene, lærer dem hvad korrekt og forkert er, fortæller at man skal holde fingrene væk fra den varme kogeplade, putter dynen på en, hvis man falder i søvn, giver et godnatkys, og fortæller, at man er det dyrebareste de har. De har altså generelt set skænket børnene kærlighed. Det, som vi alle har brug for i vore liv.

Jeg er dog godt klar over, at der desværre findes utallige mange børn, der ikke har haft denne slags forældre – af forskellige grunde. Hvad enten det drejer sig om, at man er forældreløs, har alkoholiske forældre, forældre, der ikke burde have titlen som forældre, og listen er beklageligvis lang. Nu er det dog således, at mine tanker denne gang snurrer rundt om de, der har været velsignet med forældre lig det, der er beskrevet i første afsnit. Más o menos, som man siger på spansk; altså nogenlunde som det, der står skrevet.

De gange, jeg har været på plejehjem, må jeg desværre indrømme, har været ret sørgelige. Jeg har endda i nogle tilfælde haft lidt svært ved holde tårerne tilbage. Det syn, der møder én, må nok siges at være enormt trist. Gamle, syge mennesker. Stirrende på en vase, stirrende på et vindue. Alene. Ensomme. Ingen familiemedlemmer omkring dem. Ingen håb. Ingen glæde. Ingen, der får dem til at føle sig elsket, værdsat. Ingen følelse om, at der er nogen, der rent faktisk vil have, at man er en del af deres liv – om man så er syg og/eller gammel.

Jeg ved selvfølgelig, at i flere tilfælde, har man ikke kunne gøre andet, end at sætte forældrene på plejehjem, men jeg ved samtidig også, at der i de fleste tilfælde bare er tale om, at man sætter forældrene i plejehjem, da det er “praktisk nemmest”. Man er måske gift, har et par børn, et arbejde, og dermed bliver forældrene overflødige og en slags “byrde”, og hvad gør man i sådan en situation? Man vælger forældrene fra i sit hjem.

Travlhed. Vi har så travlt med alle mulige slags ting i vores hverdag, at vi glemmer sådan en fantastisk gave som forældrene, og kærligheden til disse. Vi glemmer, at de altså også har en sjæl, tanker og følelser, og at intet menneske i verden ønsker at føle, at det er en byrde, eller at ingen gider tage sig af det. Vi glemmer alle de år, vores forældre opfostrede os, – også da det var mindre sjovt! Hvorfor så ikke gengælde denne enorme kærlighed de skænkede os, når de allermest har brug for os? Hvorfor ikke vise sin taknemmelighed ved at handle efter sin taknemmelighed?

Jeg mener personligt, at det bør være vores pligt at tage os af vores forældre. Man burde sidde ned, reflektere over de ting, som ens forældre har gjort for én, skønt de måske ikke altid har været noget, man har syntes om, og dermed komme til den konklusion, at ens forældre fortjener samme behandling, som de gav en som baby, barn, og teenager, og voksen.

Vi bør sandelig alle tage vare på vores forældre. En dag er de eller vi væk, og da ville det være forgæves at fortryde at man aldrig fik det gjort.

Hvad synes I? Er det i orden, at man sætter sine forældre i plejehjem, så snart de bliver gamle og evt. syge, eller bør man passe på dem, som de passede på en? Hvad er det mest optimale at gøre?

“Og din Herre har påbudt: Tjen Ham alene og (vis) godhed mod forældre. Hvad enten en af dem eller de begge når den høje alder hos dig, så tal aldrig nedsættende til dem, og stød dem ikke bort, men tal et nådigt ord til dem.” [Koranen: 17:23]

Diskussion

15 kommentarer to “Tak for alle de år du passede på mig – men farvel!”

  1. Tja, jeg er sådan set enig: det er trist at se de gamle hensmægte på plejehjem. Da jeg var midt i tyverne, arbejdede jeg i flere år som ufaglært sygehjælper på forskellige plejehjem, både i Danmark og UK, og det var ofte en melankolsk affære. Men langt fra altid, for der var da også rigtigt mange af de gamle, som havde det rigtigt godt (især i Danmark, for britisk ældreforsorg først i halvfemserne var en ren interneringslejr – i hvert fald der, hvor jeg arbejdede). Det er nemlig langt fra altid den optimale løsning at blive passet af sine børn eller slægtninge. Tværtimod, at komme på plejehjem betyder for mange gamle, at de bevarer en vis uafhængighed ifht. deres børn, og dermed også en vis værdighed. Mange har det nemlig dårligt med at ligge andre til last.

    Anyway, der er nok ikke det helt store at gøre ved det. Efterhånden er det jo kun dem, der er virkeligt dårlige, der havner på deciderede plejehjem. Resten bor i en blanding af “ollekoller,” beskyttede boliger og delvist autonome ældrebebyggelser med et vist opsyn (ud fra devisen “længst muligt i eget hjem”). Og det er mit indtryk, at de fleste er glade nok for det.

    Uanset hvad, så kommer storfamilierne med de gamle og de unge samlet på et sted ikke igen. Den samlivsform passer simpelthen ikke til et moderne samfund med de effektivitetskrav, det stiller til det enkelte individ. Og det er måske godt nok, for jeg tror ikke, man skal romantisere agrarsamfundet med bedsteforældre på aftægt og den slags. Tit var det en kummerlig tilværelse for de gamle, og det nuværende system har også mange fordele.

    Har du selv tænkt dig at passe dine forældre, når de bliver syge og gamle, Fatima? Det bliver hårdt, rigtigt hårdt, det ved du godt, ikke?

    Posted by Jørgen Laursen | januar 19, 2011, 16:23
  2. http://videnskab.dk/content/dk/krop_sundhed/religiose_mennesker_lever_langere
    Synes jeg vil dele et link med jer
    mht. effektiviteten i maaden at leve paa saa er dette samfund som resten af vesten i dyb krise tilstand, hvorfor kan mormor saa ikke hj’lpe karriere folket med at lave mad og hygge sig sammen i stedet for at v’re mutters alene,

    Posted by Hamid Hossein Najmaei | januar 19, 2011, 20:06
  3. Jeg er delt i flere dele på det spørgsmål. Jeg er selv vokset op i min bedstefars hus, hvor mine forældre havde egen lejlighed; så kunne vi unger løbe ned til mormor næsten som det passede os; i et værelse i lejligheden boede min oldemor. Hun lå dog i sengen al den tid, jeg kan huske. Så det var 4 generationer. Min mormor havde det dog ikke godt med sin svigermor, som havde været efter hende siden ægteskabet med morfar begyndte. Måske derfor har jeg den opfattelse, at jeg, når min tid kommer, ikke vil passes af en evt svigersøn.
    Men jeg ved, at 3-generationers familier eksisterer i Danmark, og at de gør det af lyst, ikke af nød. Og hvis man er dedikeret til opgaven, bliver den aldrig svær, heller ikke at passe en dement mor eller far. Efter studentereksamen tog min datter arbejde som handicap-hjælper, hun tjente dog ikke nok til en Lamborghini! Til gengæld fik hun prøvet sig selv af med hensyn til, om hun skulle arbejde inden for sundhedssektoren: det skræmte hende ikke væk, alligevel vil jeg nødig udsætte hende for mit sjælelige og legemlige forfald.
    Mon ikke jeg kan få et par thailandske au pair-piger, evt på recept? Spøg til side: en svejtser forretningsmand med bopæl i Thailand fik sin senil-demente mor derned, og med de erfaringer med virkeligt kulturelt betinget dedikerede sygeplejere fik moderen en dejlig, afslappet alderdom, helt anderledes end selv det bedste, dyreste hospice i Svejts kunne byde på. Det har fået ham til at oprette et plejehjem i Thailand med priser på 1/3 af derhjemme. hvor folk nyder at blive gamle.
    Jeg havde faktisk selv en idet om at indrette en trelænget gård til ollekolle for min mor og svigermor: de kunne få hver deres egen lejlighed i hver sin længe, og min kone og jeg kunne bo i midten. Det blev dog, af flere økonomiske og praktiske grunde ikke til noget. Men nu overvejer vi at finde et par venner til at gennemføre et sådan plejekolle, for ikke at komme på Lars Løkkes plejehjem; jeg tror nemlig ikke, det bliver morsomt.

    Posted by AagePK | januar 20, 2011, 10:17
  4. Jørgens svar virker som en falliterklæring…

    Alt i det vestlige verden handler om penge! måske skulle man se at arbejde lidt mindre, og tænke på andet end penge?

    Det er som om jo mere moderne et land er, jo flere psykisk syge og ensomme mennesker der er, og jo kortere lever folk af den grund…arbejd lidt kortere, hav kontakt til familie og venner resultatet er: Mindre stress= Mindre psykiske sygdomme= længere liv= bedre liv.

    Posted by Mohammed-jawad Tahir | januar 20, 2011, 17:29
    • og mindre psykiske sygdomme og mindre stress resultere i rent faktisk flere arbejdsdage kombineret med et længere liv.

      Hvis alle kom ned på deltid, vil vi rent faktisk mangle arbejdskraft i DK, og her er resultatet i mindre offentlig udgifter til overførselsindkomster…

      Posted by Mohammed-jawad Tahir | januar 20, 2011, 17:31
      • Hvis alle kom ned på deltid, vil vi rent faktisk mangle arbejdskraft i DK, og her er resultatet i mindre offentlig udgifter til overførselsindkomster…

        Wow, det er jo … genialt! Hvorfor har IMF og Bundesbank dog aldrig tænkt på det? ;)

        Men betyder det, at når skatteindtægterne falder med 50 %, og de lukker alle plejehjemmene, at så vil du passe dine forældre derhjemme? Når de bliver syge og gamle og skal ha’ hjælp til at komme på toilettet? Når de skal vaskes forneden, ha’ skiftet ble, eller går hjemmefra i forvirret sindstilstand? Al respekt for det, Moe. Jeg har selv prøvet det som levevej, og jeg ved, hvad det indebærer.

        Men jeg tror ikke, du får særligt mange med på idéen – ikke når først de har prøvet det i praksis.

        Posted by Jørgen Laursen | januar 22, 2011, 02:46
      • Så jo, det kan godt være, min holdning er en falliterklæring. Men den er realistisk og gennemførlig, og det er din altså ikke. Og dermed være ikke sagt, at jeg ikke har sympati for din vision, for den er skam sympatisk nok. Men man kan altså ikke skrue tiden tilbage. Og godt det samme, for i virkeligheden var de go’e, gamle dage tit slet ikke så go’e for de gamle.

        Posted by Jørgen Laursen | januar 22, 2011, 02:52
  5. Tror sgu da ikke min far kan forlade mit hus, når jeg ved han ikke kan vende hjem igen…det er sørme logik for burhøns…Når de gamle får en korttidshukommelse som en guldfisk skal man tage hånd om dem, og jo det kan lade sig gøre, min mosters mand, passede sine forældre til de døde, selvom han var en travlt beskæftiget med børn og et arbejde i det offentlige…

    Det kan lade sig gøre, har man vilje kan man gøre alt!

    Posted by Mohammed-jawad Tahir | januar 22, 2011, 18:03
    • Selvfølgelig kan det lade sig gøre. Men generelt er det ikke realistisk. Hverken menneskeligt eller nationaløkonomisk.

      Anyway, skal vi forstå dig sådan, at du selv har tænkt dig at passe dine forældre, når de bliver demente og går med ble?

      Posted by Jørgen Laursen | januar 22, 2011, 19:50
  6. Jeg er hellere ej enig i, at man burde arbejde på deltid eller lignende forslag, for at kunne tage sig af ens aldrende forældre. Det drejer sig om medfølelse til vor familie, og hvorfor er det således, at man sagtens kan passe lille Hans på 1 år, give ham mad, vaske ham, skifte ble på ham, og listen er lang, men det samme kan ikke gøres med ens forældre?

    For at besvare følgende spørgsmål:

    “Har du selv tænkt dig at passe dine forældre, når de bliver syge og gamle, Fatima? Det bliver hårdt, rigtigt hårdt, det ved du godt, ikke?”

    Nu er det således, at min handicappede mormor, som sidder i kørestol, har levet med os over halvdelen af mit liv. I alle disse år, har vi gjort alt for hende, og aldrig har vi tænkt, at hun er en byrde eller lignende. Jeg selv, har haft sovet hos hende i en lang række nætter, badet hende, hjulpet hende ved toiletbesøg osv. (For at slå det fast, har det været frivilligt fra min side – bare så der ikke sidder nogen og tænker: “undertrykt indvandrer-pige/kvinde” hehe..) Min erfaring har fortalt mig, at jo, til tider kan det selvfølgelig være en smule svært, især hvis vi tilfældigvis alle skal ud af hjemmet, men værre er det hellere ikke. Der er så meget i livet, der alligevel er svært, men hvorfor hænge sig ved det? Jeg gør noget, som jeg ved, er værdsat hos et andet menneske. Noget, som bringer glæde. Og kald mig gammeldags, men jeg glædes altså selv, når andre glædes.

    Det kan ske, at man finder dette for “idyllisk”, “for lyserødt”, eller hvad ved jeg, men jeg står fast ved, at de er vore forældre, og de fortjener kærlighed og ømhed, som vi alle gør. Kærlighed, som de ikke finder i et plejehjem, velvidende om at de har et par børn, som de kunne sidde sammen med, i stedet for at tælle hvor mange vinduer lejligheden over for har.

    Mht. hvad jeg evt. ville gøre i fremtiden. Først og fremmest, ved jeg selvfølgelig ikke hvor længe jeg eller mine forældre lever, men jeg vil gøre det klart for en eventuel ægtefælle, at i tilfælde af, at hans mor/far/begge, eller min mor/far/begge forældre, får brug for, at de bliver passet af os, så skal vi da også passe dem. Så længe jeg har helbredet og midlerne til det, vil jeg med glæde gøre det. Sidste, sidste, siiiiiidste mulighed er plejehjem – som i sidste ende alligevel ikke ville komme på tale, da jeg ville gøre alt for at finde en løsning.

    Posted by Fatima | januar 23, 2011, 21:19
    • Wow, Fatima, du fylder mig med ærefrygt. Og det mener jeg helt seriøst.

      For nej, det ansvar ville jeg ikke selv være villig til at tage på mig. Ikke medmindre der absolut ikke var andre muligheder. For så ville jeg selvfølgelig ikke ha’ andet valg.

      Hvad vigtigere er, så ved jeg, at mine forældre også ville være imod det. De ville ikke bryde sig om at bo sammen med os, ligesom vi ikke ville bryde os om at bo sammen med dem. Ikke fordi vi ikke elsker hinanden. Men der er s’gu for meget konfliktpotentiale i den der familiekonstruktion. Bare tanken om at ha’ min svigerfar boende fylder ikke bare mig, men min kone, med bævrende rædsel! Det ville være opskriften på en katastrofe! Og ham kan vi endda også helt godt li’.

      Jeg tror, vi er oppe imod noget kulturelt her. I de tre generationer, der er gået, siden vi gammeldanskere brød med storfamilierne (for nogles vedkommende længere), har noget ændret sig i os. Kernefamilien – ikke storfamilien – er blevet en del af vores ethos. Både de gamle og de unge er generelt for selvstændige (i mangel af bedre ord) til at affinde sig med “slægtens tyrrani.” Vi vil helst være os selv.

      Trist? Måske. Men der er også ulemper ved at bo tæt sammen. Hele den der sociale kontrol og holden øje med, hvornår naboens datter kommer hjem, klanmentaliteten og klaustrofobien slipper vi for. Jeg har det faktisk meget godt med at være et anonymiseret individ i en flydende, transnational forbrugskultur. Det gi’r én en masse frihed.

      Nu må vi se, hvordan det går. Men jeg gætter på, at om et par generationer eller to ligner jeres efterkommeres familiemønstre mere vores end omvendt. For det er den vej, vinden blæser. Om vi kan li’ det eller ej. Men måske ta’r jeg fejl.

      Posted by Jørgen Laursen | januar 24, 2011, 01:58
  7. Fatima og Jørgen, I må også lige betænke, at der er en biologisk forklaring, udover en eventuel kulturel forstærkning af samme: vi mennesker, skabt som mand og kvinde (eller omvendt, bare for lighedens skyld), kompletterer jo hinanden, vi erstatter ikke hinanden, vi er altså forskellige. Efter at have arbejdet på barselsgange og andre spændende steder ser jeg, at det stadigt er mere naturligt for kvinden at pusle sit barn. Mange fædre er også utroligt dygtige til det: hvis de får lov af moderen, ikk’? Jørgen, er det moderen, der ringer til faderen for at minde ham om at sørge for, at barnet bliver klædt ordentligt på, inden det må løbe ud at lege, eller er det faderen, der ringer?
    Og sådan er det stadig i hele plejesystemet, også med gamle forældre. Det stikker dybt i os, det kan bare ikke lige laves om. Det er jo heller ikke lige alle mænd, jeg ville anbefale at overvære en fødsel: at se sin kvinde ligge i stærke smerter og vide, at man intet kan gøre for at afværge det, kan hos nogle mænd faktisk fremkalde fødselsdepressioner. Især, hvis de ikke er forberedte. De føler sig jo skyldige, hvad de på sin vis også er.
    Der var for nylig en udsendelse i tysk tv, om mænd og kvinder, som passede deres gamle forældre. Der var det også tydeligt, at det især var kvinderne, der tog sig af de gamle, selv om også mænd kunne tage sig af deres gamle mor. Jeg ville ønske flere af den slags udsendelser, fremfor x-factor o.lign.

    Posted by AagePK | januar 26, 2011, 10:41
    • Se der fik jeg det lige bekræftet, at mænd kan gå psykisk ned, når de ser deres koner føde i smerte, og føle en vis skyld.

      Jeg undrede mig over det forleden dag, idet jeg bare tænkte: Man kan da ikke være bekendt at se sin elskede have stærke smerter og så bare stå der og ikke føle en skyldfølelse….Nåh…så ved jeg at der er nogen der får en depression ud af det syn..det kalde jeg at gå til ekstremerne…

      Posted by Mohammed-jawad Tahir | januar 27, 2011, 19:26
      • Jo, MoJa, men det med depressioner er jo ikke noget, man selv er herre over. Nogle kvinder får voldsomme depressioner efter fødslen, de forventede at blive lykkelige for barnet, og så føler nogen kun tomhed.
        Men der er rent faktisk en hel del opgørelser over, at nogle mænd får forstyrrelser i sjælen, især hvis de ikke er ordentligt forberedt på, hvad de kommer til at opleve. Jeg synes fortsat, mænd bør være tilstede, det er en stor oplevelse: men den skal være ordentligt forberedt. Også på risikoen for depressioner, og at der er hjælp at hente, for det er der heldigvis, i de fleste tilfælde. Men det kan tage lang tid.

        Posted by AagePK | januar 27, 2011, 23:25
  8. Min hensigt skal i hvert fald ikke forstås således, at jeg har ville få nogen til at få skyldfølelse eller dårlig samvittighed. Jeg ved selvfølgelig hellere ikke, hvad der kommer til at ske i fremtiden, eller hvad jeg skulle gøre, hvis jeg stod i sådan en situation, hvis mine forældre(bare som eksempel) rent faktisk gik hen og påvirkede mit liv med en evt. ægtefælle i så høj en grad, at mit ægteskab nærmest ville ødelægges grundet dette. Dog er mit standpunkt dog bare, at jeg virkelig vil prøve at være der, hvis det var.

    “Nu må vi se, hvordan det går. Men jeg gætter på, at om et par generationer eller to ligner jeres efterkommeres familiemønstre mere vores end omvendt. For det er den vej, vinden blæser.”
    Det tror jeg desværre også. Nu hvor alt i vore liv er så hektisk og hvor der ikke er så megen tid til familielivet, som der tidligere har været, får det mig også til at tro, at det er der vi er på vej hen.

    Posted by Fatima | januar 27, 2011, 21:57

Skriv et svar

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Skift )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Skift )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 

januar 2011
m ti o to f l s
« dec   feb »
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  

Kategorier

Arkiver

Flickr Photos

383970_125705500877288_100003135164460_129387_138896234_n

DSC_0005

IMG_0964

HPIM5582

DSC_0191

More Photos
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.