Valg af ægtefælle

Jeg fik nedenstående mail i går, og svaret har jeg valgt at skrive her, da jeg ofte bliver stillet samme spørgsmål. Endvidere kan jeg se, at der stort set hver dag er folk der søger på “ægteskab i islam” ved de søgeord folk har brugt, for at finde frem til min blog, så lad svaret være åbent.

“salam fatima. jeg håber du kan hjælpe mig med mit spørgsmål. jeg er en pige som er i tvivl om hvad jeg skal vælge eller tænke på når det gælder den person man skal vælge at giftes med. hvad skal man gå op i? synes det er svært! ved godt at du ikke selv er gift men jeg følger din blog og jeg kan godt lide dine råd. håber det er i orden at jeg er anonym. tak på forhånd!”

Selve spørgsmålet om valg af ægtefælle er egentlig ret bredt. Nogle ville måske mene, at det blot er op til den enkelte, og at det slet ikke er så svært et valg, da man jo “bare” ved det, når det er den rette. Nogle mener, at så snart man nærer visse følelser for den anden part, er man allerede godt på vej i sit valg. Jeg mener dog, at realiteten er en anden. Det er ikke et spørgsmål om at købe en ny cykel, eller om hvorvidt man burde tage en dag fri fra arbejde. Valget er altafgørende, da det er et valg, som i bund og grund burde følge det enkelte menneske resten af dets liv.

Dette fører os til det næste; er der mon nogen særlig ‘opskrift’ på valg af ægtefælle i islam? Svaret er ganske enkelt: selvfølgelig er der det. Islam er fuldkommen og har derfor også givet os svar på, hvad vi bør vægte højest ved dette valg. Vi har fået en vejledning hertil.

Først og fremmest må man spørge sig selv om man overhovedet er klar til sådan en stor omvæltning i ens liv rent fysisk og psykisk. Er man nået til det stadie i ens liv? Er man et ansvarsfuldt menneske som ville kunne bære sådan et ægteskab? Man må dernæst indstille sig på, at dette liv blot er midlertidigt, og udelukkende et redskab til det hinsides. Netop derfor må man forstå, at en så hellig handling som ægteskab er i islam, bør udføres af de korrekte grunde.

Dernæst bør man spørge sig selv: hvad er mit formål med et ægteskab? Ren sjov og hygge? Komme væk fra mors og fars hjem? Opleve noget nyt? Vise andre mennesker at jeg er blevet voksen? Alle disse grunde er ligegyldige grunde, og har man i sinde at opbygge et ægteskab ved sådanne grundlag, kan man allerede finde skilsmissepapirerne frem, da man tydeligvis ikke har gjort sig nøje overvejelser og tanker om, hvad det egentlige formål med et ægteskab er. Ved sådanne tilfælde, har man desværre ikke forstået essencen bag.

Tredje overvejelse er, hvad det egentlig er man søger i et andet menneske? Skønhed? Rigdom? Uddannelse? Verdslige ting og sager? Man bør have nogle bestemte mål i denne søgen. Man bør søge en partner med hvilken man kan opnå større højder med. En partner og ægtefælle, som sammen med en selv burde have kærligheden til Allah(swt) som det ypperste og helligste i livet. Søg en person med hvilken du kan komme tættere på Allah(swt) med. Vejen til Ham bør være drivkraften i ægteskabet. Sørg for altid at søge fremgang, som Profeten(sa) siger: “En dydig hustru er en del af mandens fremgang.” Den skønhed, man ellers ville lede efter i en persons ydre, kan man finde i vedkommendes tro, rigdommen finder man i vedkommendes stræben efter Hans tilfredsstillelse, og uddannelsen finder man i den konstante søgen efter den sande visdom.

Profeten(sa) sagde:“Skønheden af en kvindes tro må gives prioritet over skønheden af hendes ansigt.” Dermed ikke sagt, at man ligefrem skal ægte en person, som man absolut ikke kan holde ud at se på, men Profeten(sa) ved med al selvfølge hvilken af disse to skønheder der vil bære frugt i sidste ende.

Hvis man inderligt tror på, at islam både er en tro og livsstil, som vil føre succes med sig i dette liv og i det næste, har man allerede svaret på hvad det er, man burde søge i et andet menneske. Finder man en person, som har Allah(swt) som mål i livet, kan man være tryg ved, at man med denne person både vil opleve lykke i denne midlertidige verden og så sandelig også den næste.

Imam Hassan(as) sagde til en mand, som kom og spurgte ham om råd mht. at få hans datter gift: “Gift hende til en from mand, for hvis han elsker hende, vil han ære hende, og hvis han kommer til ikke at kunne lide hende, vil han i det mindste ikke være uretfærdig ved hende.”

Før man indgår i et ægteskab, er det uhyre vigtigt at man får talt ud om tingene, for at kunne danne sig et billede af hinanden. Få snakket om jeres forhold til religion, hvor I ønsker at bo, økonomi, familieliv og børn, studier og arbejde, helbred, venner og interesser, pligter i hjemmet, og alt, hvad I nu anser som vigtigt. Man skulle nødig finde ud af efter ægteskabet, at man blot er to vidt forskellige mennesker, som overhovedet ikke ville kunne fungere sammen. Finder man ud af, at den anden part ikke er det, man leder efter, burde man huske Imam Alis(as) ord: “Et graciøst afslag er bedre end et langtrukkent løfte.” Det ville være urimeligt at lede vedkommende på afspor og få ham/hende til at tro, at man ønsker et forhold, når man allerede er indstillet med, at det ikke skal være således. Det er selvfølgelig aldrig sjovt at skulle afvise et andet menneske, men der er i nogle tilfælde ingen vej udenom.

En vigtig ting, som mange desværre prøver at skjule er, at man ved at have snakket med den anden person, får en speciel følelse indeni, der giver én en vis form for tryghed og fortæller én, at man burde give vedkommende en chance. Noget der fortæller en, at man ønsker at vide mere. Her snakkes der ikke om en såkaldt forelskelse, eller hvad Hollywood film portrætterer, men det er vigtigt, at man i sit hjerte har en form for accept, end at man tænker, at man slet ikke kan forestille sig et liv sammen med den anden part, og at det direkte ville gøre en ulykkelig. Har man disse tanker fra start af, er det næsten umuligt at ændre på.

Valget af ægtefælle er kort fortalt afgørende for, om vi opnår tæthed med vores Skaber eller ej. Vi bør ikke forhaste os i sådan en beslutning, men tage alle overvejelser i betragtning. Sådan en gave fra Allah(swt) bør tages i brug på således en måde, som både tilfredsstiller Ham og os, for sandelig ønsker Allah(swt) udelukkende vort bedste, når han vejleder os i at finde en troende ægtefælle.

Må Han vejlede os i at træffe de rigtige beslutninger i alle henseender, og føre os væk fra verdslige lyster og korruption.