Hvem husker ikke, at Barack Obama for mere end to år siden fortalte, at i tilfælde af, at han ville komme til magten, at han ville lukke det ned, som Bush administrationen havde åbnet tilbage i 2002? Han beskrev det således som: “Et sørgelig kapitel i amerikansk historie.” Efter sin valgsejr gentog Obama sit løfte om lukningen ved adskillige lejligheder, bl.a. ved det amerikanske program 60 Minutes. Senest i januar 2009 berettede han, at ville skrive under på nogle dokumenter, hvorved han tilkendegav lukningen af stedet. En dag efter dette, befalede han regeringen at ophæve alle anklagerne mod de indsatte i 120 dage, hvorefter man skulle overveje den enkelte indsattes sag og derfra tage en beslutning om, hvorledes den enkelte fange skulle håndteres.
Hans løfte lyder måske smigrende i nogles ører, men meget er sket siden, og dog er fangelejren i Guantanamo Bay på Cuba stadig som det var tidligere, hvis ikke værre – hvem ved.
Der har i tidens løb været utallige beskyldninger om tortur, tvangsmedicinering, seksuel overgreb, og generel mishandling i lejren – alt sammen noget, som det amerikanske militær uden overraskelse, afviser på trods af flere dokumenter og bevismateriale. Udover dette, har der været selvmord og selvmordsforsøg i fængslet – alt sammen noget, der tyder på rædslen og den uudholdelige situation i denne skræk-lejr. Flere menneskerettighedsorganisationer har vist sin forargelse samt protest mod dette. Et eksempel er Human Rights Watch, som kritiserede den tidligere Bush administration tilbage i 2003 i deres rapport, hvor de skrev:
“Washington has ignored human rights standards in its own treatment of terrorism suspects. It has refused to apply the Geneva Conventions to prisoners of war from Afghanistan, and has misused the designation of ‘illegal combatant’ to apply to criminal suspects on U.S. soil”
Man kan meget nemt tro, at Geneve konventionen ifølge USA blot er til pynt, da den tydeligvis ikke gøres brug af i Guantanamo, og hellere ej blev det i eksempelvis Abu Ghraib i Irak. USA slipper dog nemt af sted med den manglende overholdelse af Geneve konventionen, da den juridiske status fangerne har jo hverken er som krigsfanger og hellere ej konventionelle fanger, der skal behandles ifølge amerikansk lovgivning. De betegnes blot som “fjendtlige kombattanter”, og kan behandles som det amerikanske militær lyster. Denne fangelejr skal efter sigende være egnet til at huse ‘eventuelle’ terrorister – med andre ord, kan USA som bekendt tilbageholde mennesker, der blot mistænkes for evt. at stå bag terror, eller planlægger terror – uden domstol! Hvilke såkaldte menneskerettigheder er disse?
Vi har altså at gøre med et land, som råber højst om menneskerettigheder og bekæmpelsen af terror, der gang på gang bryder disse menneskerettigheder og selv skaber sin egen terrorisme(noget som et samarbejde med de sataniske styrker fra Saudi Arabien taler vist sit tydelige sprog).
Senest skriver Politikken i sin artikel “Lækkede dokumenter giver uhyggeligt indblik i livet på Guantanamo”, at mere end 700 hemmelige dokumenter fremlægger endnu en gang den barske virkelighed i Guantanamo. Politikken skriver:
“Dokumenterne afslører, hvordan mange fanger blev fløjet til Guantanamo og holdt indespærret i årevis på et løst grundlag eller efter tilståelser, der blev givet efter mishandlinger og tortur af fanger.”
Man skulle nærmest tro, at der er gået lidt drengerøvs-agtig leg i den, hvor man blot ønsker at ydmyge, håne, og mishandle nogle fanger, for at føle sig ophævet og misbruge sin magt. Disse såkaldte ‘frihedskæmpere’ og ‘terror-bekæmpere’ afsløres hermed gang på gang i mishandling af fanger uden grundlag; hvorfor gøres der intet ved dette i Washington? Som man kunne se fra dokumentarfilm om Abu Ghraib fængslet, efter at de modbydelige billeder og videoer var kommet frem, prøvede en mand som Donald Rumsfeld blot at snakke sig uden om sagen, for alt var jo fryd og gammen – det amerikanske militær fejler jo ‘intet’.
Hvordan kan det være acceptabelt, at en 89-årig senildement og en 14-årig dreng tilbageholdes, uden at dette vækker nogen opsigt i Det Hvide Hus? Burde dette ikke ringe nogle klokker i Vesten og de arabiske lande, som samarbejder med USA? Hvordan kan man lukke øjnene for, at flere hundrede mennesker holdes fængslet i flere år med den begrundelse, at de mistænkes for dit og dat?
Allerede kort tid efter, at Obama erklærede, at han ville lukke ned for fangelejren, udtrykkede Robert Gates, at lukningen ville trække ud – spørgsmålet om hvad dette skyldes står stadig åbent. Tomme ord har der jo været mange af efterhånden.









