Drageløberen

For nogle dage siden færdiggjorde jeg min læsning af Khaled Hosseinis berømte ‘Drageløberen’. Bogen havde stået blandt mine andre bøger i over et år, uden at blive rørt. Jeg havde såmænd hørt, at det skulle være en fremragende bog, men til hvilken grad, viste det sig, at jeg dog ikke var klar over.

Som barn især, var jeg kendt som en læsehest. Jeg tilbragte adskillige timer på skolens bibliotek i min folkeskoletid, og jeg var sågar også bogopsætter der; jeg kunne simpelthen ikke få nok, og jo mere jeg læste i bøger, desto mere forelskede jeg mig i denne verden af fantasi, mystik, viden, og spænding. Dette har måske været årsagen til, at jeg som barn og udlænding hurtigt fik lært det danske sprog.

I min barndom holdte jeg mig dog mest til skønlitteratur. Jeg var begejstret og medtaget af den skønlitterære verden, der med sine fiktive historier kunne få én til at glemme alt omkring sig, drømme sig bort, og sidde i timevis i dens fortryllende verden.

Disse dage må det siges, at jeg for det meste læser faglitteratur. Dette er klart noget, der må ændres på. Godt nok får man måske mere viden om bestemte ting i faglitteratur, men jeg mener ikke, at jeg burde undervurdere skønlitteraturens kunst, eftersom den klart giver én en masse reflektioner, tanker, ideer, og følelser. Nu til dags går alt så stærkt i vor liv, og derfor ville det ikke skade, hvis man skabte sig lidt tid for at læse i en god skønlitterær bog, hvor man kunne komme lidt væk fra alt, og blot drømme sig ind i den verden, man er sat ind i i bogen, og fundere over de læste ting. Det kan være medicin for sjælen.

På trods af, at mange allerede har læst ‘Drageløberen’, vil jeg stadigvæk anbefale at man læser den, i tilfælde af, at man ikke har gjort dette. Ja faktisk skader det ikke, at man endda læser den igen, da den efter min mening giver én så meget. Det skulle ikke undre mig, om jeg en dag selv gjorde dette.

‘Drageløberen’ handler kort fortalt om et venskab mellem to drenge i Afghanistan. Den ene, Amir, enormt rig, og Hassan, en fattig hazaradreng. Dog kan man ikke blot sige, at den handler om venskab, eftersom flere emner bliver bragt op i romanen; hvad end det bliver gjort direkte eller indirekte. Emner som krig, voldtægt, loyalitet, forræderi, samvittighed osv.

Amir og Hassan tilbringer deres barndom sammen, indtil én dag skæbnesvanger dag, der ændrer på begges liv, og i den grad former deres fremtidige liv; især Amirs. For at gøre bod på denne dag, og for at redde sin samvittighed, må Amir udsættes for en svær udfordring, alt imens han skal kæmpe med sine gamle minder og den pirrende samvittighed. Meget mere vil jeg ikke røbe nu. Khaled Hosseini har i al fald formået at fortælle en enorm smuk historie med flot, graciøst, nervepirrende, beskrivende, detaljeret, og henrivende sprog på samme tid. Har man ikke læst den, bør man ikke gå glip af denne fantastiske bog!

Snart vil jeg i gang med hans anden bog, ‘Under en Strålende Sol’. Hvor ville jeg dog ønske, at han havde skrevet flere bøger, eller at han i fremtiden ville med, især med tanke om, hvilket talent han har for at skrive.

Ps. jeg læste desværre bogen på dansk(jeg er mere til originalsprog), så lur mig om romanen ikke blot er bedre på engelsk.