Anekdoter på bloggen

Som noget nyt på bloggen vil der løbende blive skrevet indlæg med anekdoter. Jeg vil, om jeg kan være i stand til dette, især skrive anekdoter ned her i den kommende Muharram måned. Nogle anekdoter vil blot blive skrevet uden kommentarer, mens andre vil der kommenteres på. Med dette håber jeg, at vi alle kan få lidt at reflektere over, og evt. diskutere.

Nedenstående anekdote hedder: Arbejd ikke – bed bare.

En ekstremt angst og forvirret mand besøgte Imam Jaffar al-Sadiq(as) og tryglede ham om at bede for at Allah skulle øge hans livsfornødenheder og befri ham fra al økonomisk stress.

Imamen(as) svarede: “Jeg skal helt bestemt ikke bede for dig.”

Den fattige mand sukkede og spurgte: “Men hvorfor ikke? Hvad har jeg gjort?”

Imamen(as) svarede: “Du ved udemærket godt, at Allah har udformet midler og metoder til at opnå velstand. Han har befalet dig at forlade dit hjem og tjene til føden gennem hårdt arbejde. Du nægter at adlyde denne lov og håber tåbeligt at det, at bede for dig, vil bringe dig velstand.

Jeg har valgt netop denne anekdote, eftersom jeg ofte funderer over folks arbejdsmoral. For noget stykke tid siden, havde jeg og et par veninder nogle diskussioner om kriterier for valg af ægtefælle, og var der noget som jeg bed mærke i, var det det faktum, at det desværre ser ud til, at der er flere unge der nærmest lever i en fantasiverden og tror at “alt skal nok blive okay og løse sig af sig selv” – her med tanke om, at ens potentielle ægtefælle ikke arbejder. Nu menes der altså manden i forholdet, eftersom jeg bestemt mener, at han, i tilfælde af, at han er i stand til det(og ikke er forhindret i det pga. sygdom, eller lignende), helt klart skal arbejde og ikke bare forvente sig at pengene kommer ned fra himmelen – eller staten.

Desværre er det således, at man flere gange har oplevet (muslimske) mænd snyde sig til pension, bistandshjælp eller andre sociale ydelser. Alt imens de intet fejler og er i fuld stand til at arbejde. Jeg synes bundærligt, at det desværre er en kvalmende tilgang at have til livet, og ydermere fejler ens arbejdsmoral en del. Som vi også kunne læse ud fra ovenstående anekdote, har Imamen(as) end ikke sympati for den fattige – dette har han ikke, da Imamen(as) ved, at den fattige selv er uden om sin fattigdom, og blot forventer sig goder, uden selv at skulle arbejde for det.

Udover at jeg anser det som elendig arbejdsmoral, er der flere negative sider ved det. Det er nemlig således, at mange af disse arbejdsløse mænd(som jo netop selv har valgt at være arbejdsløse) går rundt og har for megen fritid, og lidt at tage sig til. Dette bunder så ud i, at de ender op i vandpibe-cafeer og lignende, hvor de sammen tilbringer time efter time sammen. Aftener efter aftener. Dage efter dage. Alt imens de har familier derhjemme, som forsømmes, og i sidste ende skal lide for, at deres fædre har valgt som de har gjort i deres liv.

Livet kræver ansvar, og specielt hvis man har en familie bag sig. Man bør aldrig forvente,  at tingene bare kommer af sig selv. Der skal og bør arbejdes på tingene. I slutningen af dagen, efter en hård arbejdsdag, vil man i sidste ende føle, at man har udrettet noget. At man på retfærdig vis har skaffet sig føde på bordet, at man har taget ansvar og gjort sit.