Under hele dagen har jeg haft en underlig følelse dybt inde i mig, en sorg jeg ikke har kunne forklare eller forstå. Min mor opdagede det hurtigt og spurgte mig hvad der var galt med mig; hun sagde, at jeg ikke lignede mig selv og virkede trist. Jeg kunne ikke sige noget. Jeg gik op på mit værelse, og havde bare en enorm stor træng til at græde, og jeg vidste ikke hvorfor. Sorgen borede sig dybere inde i mig, og smerten blev uudholdelig. Noget dybt inde i min sjæl gjorde så forfærdeligt ondt, en følelse end ikke jeg kunne sætte ord på. Hvor kom det fra? Hvorfor gjorde det så ondt? Hvad var det, der fik min sjæl til at bløde, mine tårer til at rende, og mit sind til at blive fortvivlet? Hvorfor kom denne smerte sådan lige pludseligt ud af det blå? Hvad skyldtes denne ubeskrivelige følelse gravet bundløst inde i min sjæl?
Da gik det op for mig…Da gik det op for mig, hvorfor sjælen ingen fred eller ro havde fundet sig i dag. Da gik det op for mig, at min sjæl havde al sin gode ret til at være nedtrykt og ude af stand til at forklare sig selv. Jeg opdagede, at det er 1. Muharram. Dagen, hvor selvsamme sjæl har selvsamme følelser inde i sig, og hvert år denne dag er denne sjæl ikke i stand til at forklare dens tilstand. Ingen ord, følelser eller tanker kan forklare sjælens sorg ved tanken og ihukommelsen af Hussains(as) tragedie. Der er simpelthen ikke måder hvorpå det kan beskrives, og blot dette viser Imamens(as) storhed.
Vi er gået ind i det nye år 1433 i den islamiske kalender, og dette betyder som bekendt at sørge-måneden Muharram og Ashura-dagene er over os. Vi bliver hermed disse dage påmindet om Imam Hussains(as) revolution og tragedie mere end årets andre måneder. Imamens(as) budskab er dog universel og passer til enhver tid, og derfor bør vi altid minde os selv om, at vi altid bør have Hussain(as) i vores hjerter og hjerner, for sandelig er han en retledning til os mennesker. Især i sådan en tid vi lever i nu, hvor man bl.a. ser frygtelig tyranni i Bahrain, Saudi Arabien, Yemen, osv. Som hadithen siger: “Hver dag er Ashura, og hver jord er Karbala.”
Jeg håber, at vi alle får det mest mulige af denne hellige måned, og jeg håber også, at den styrker både vores iman, tro og moral. Må vi alle være velsignede med at opleve denne storslåede måneds vidunderlige spiritualitet og må vi opnå nærhed til vor Skaber.
Jeg har et inderligt ønske og håb om, at vi dette år lærer mere om islamiske manér end tidligere år, og at dette kommer til at afspejle sig i de forskellige moskeer, tilholdssteder og samlinger. Man skal huske, at man hverken bør være tilstede for at få spist mad, hygge med venner og forstyrre foredragsholderen og de lyttende, eller sladre om andre. Er man der af disse årsager, eller bruger man sin tid derhenne på denne måde, har man desværre ikke forstået meget af vor Imam(as). Lad os håbe, at vi forbedrer os på disse fronter!
Afslutningsvis deler jeg denne fine persiske nohe om Karbala. En af mine favoritter!
Diskussion
Endnu ingen kommentarer.