Spørgsmål: ber i shia også fem gange om dagen?

Vi beder tre gange dagligt, hvoraf det bliver til fem bønner i alt. Fajr-bønnen, derefter slår vi Dhuhr og ‘Asr bønnen sammen, og ligeledes gør vi det samme ved Maghreb og ‘Ishaa.

Spørgsmål: hejsa tak for en fin blog jeg læser alle dine indlæg. jeg undre mig over om du har en dansk forælder siden du skriver så godt??  håber du svarer

Hehe tak for rosen, glad for at du synes om bloggen. Nej, ingen af mine forældre er oprindeligt danske. Vil man blive dygtig til et sprog, er det bare om at læse og læse.

Spørgsmål: hejsa fatima! jeg er en gammel læser som har fulgt dig i laang tid ville bare spørge om der kommer flere madopskrifter? specielt dem fra mellemøsten? det ville være super!!

Dejligt med gamle læsere! Glad for at du hænger på. =) Jeg kan desværre ikke love, at der lige vil komme flere opskrifter her inden for den næste stykke tid, men ellers regner jeg stærkt med, at der kommer en masse, så snart jeg flytter – og selv skal eksperimentere med madlavningen.

Spørgsmål: Hej Fatima, fed blog! elsker at du skriver om alt muligt forskelligt og elsker specielt dine billeder du tager! håber at du fortsætter med det. jeg tænkte på om det var muligt at man kunne møde dig en dag?

Åh, tak for de fine ord, vældig sødt af dig! Jeg fortsætter forhåbentligt med bloggen. Mht. at møde bloglæsere, er det ikke således, at jeg decideret vælger at møde dem ‘irl’. Har jeg dog et specielt venskab eller lignende til en bloglæser, kan det da måske godt ske, at jeg kan træffe vedkommende.

Spørgsmål: jeg har overvejet at konvertere til islam men jeg har nogle spørgsmål jeg skal have afklaret først. er det muligt at du kan hjælpe mig lidt og svare på mine spørgsmål?

Du skal være mere end velkommen til at kontakte mig yderligere og stille alle de spørgsmål du ønsker. Jeg håber, at jeg kan svare på de ting, du undrer dig over.

Spørgsmål: hej fatima jeg håber ikke du synes mine spørgsmål er fornærmende men jeg kunne ikke lade være med at undre mig om du ikke vil blive træt af din mand hvis du i sådan en ung alder bliver gift? du er vel ikke blevet tvunget til det?

Hvem har egentlig krav på at definere, hvornår man er “for ung” til at blive gift? Er man voksen og moden nok, og kan man håndtere et ægteskab på fornuftig vis, mener jeg ikke at man er “for ung”. Desuden ville jeg ikke blive træt af min forlovede, eftersom det ikke er for sjov, at man vælger at dele resten af livet sammen. Det er ingen joke. Nej, jeg er for alt i verden ikke blevet tvunget til noget.

Spørgsmål: Jeg kunne godt tænke mig at vide hvorfor du valgte islam og hvordan dit liv ser ud nu?

Hvis spørgsmålet skal forstås som, at jeg var konvertit tidligere, kan jeg svare, at dette var jeg ikke. Men jeg har jo alligevel valgt islam i mit liv, så at sige. Mit liv med islam er alt hvad jeg ønsker. Jeg føler en stor glæde og lettelse over, at jeg har svar på mine spørgsmål om skabelsen, hvorfor vi er til, Guds eksistens, osv. osv. Med Islam får jeg hjælp til alt. Min religion lærer mig hvordan jeg skal leve et stille og roligt og harmonisk liv, og hvad det er, jeg bør lægge vægt fra, og hvad jeg bør undgå. Det har udelukkende gavnet mig i mit liv. Det får mig til at ville være et bedre menneske, og aldrig mister jeg håbet når jeg er nede, da jeg ved, at noget meget større end dette midlertidige liv venter os en dag.

Spørgsmål: er det muligt at få sendt din opgave om imam Khomeini til min mail eller facebook?

Mange læsere har faktisk efterspurgt opgaven, men det er således, at den ligger gemt på min bærbar, som pt. ikke lige virker. Så snart jeg får den oppe at køre, kan alle interesserede få den tilsendt.

Spørgsmål: Salam Fatima!! ) jeg var ude med min veninde en dag og jeg så dig og kommenterede din tøjstil, min veninde sagde du var fatima fra denne blog. du er smuk og du har en fed tøjstil til hijab!! kan du ikke lave indlæg med hijab inspiration og sætte billeder på?? det kunne være så godt!! mange tak

Alaikum assalam! Hehe, sjovt at din veninde kendte mig. Tak for rosen! Jeg må blankt indrømme, at jeg nu ikke gør noget særligt ud af mit tøj, men det kunne da sagtens være, at jeg i fremtiden kunne skrive sådanne indlæg – dog må det nok vente lidt desværre.

Året har budt på mange forskellige sager, og for mig vil 2011 være et meget specielt år.

 I februar måned kom Zeinab til København og alle pigerne var samlet igen. Doa, Israa, Noha, Tess og jeg. Vi fik selvfølgelig taget det traditionelle – pege-billede, som Zeinab illustrerer på ovenstående billede.

En ting som kendetegnte vores flere møder, som Doa i øvrigt  ”elskede”, var Israas og min trang til at tage en masse billeder. Dette syn af mig var ikke overraskende overhovedet. Jeg skulle selvfølgelig afprøve Israas lækre nye kamera!

Et par måneder efter tog Doa, Tess og jeg på road-trip til Odense med storebrors bil, hvor vi skulle være brudepiger til Zeinabs bryllup. Vi overnattede der og det blev til to fantastiske dage.

Vi fik nydt den gode vejr i Odense og Fatima var virkelig i sit rette element – både smuk natur og en masse billeder!

Og så blev det også til årets første Malmö tur, hvor Tess og jeg mødtes med fine Ala. Her står Tess i Malmö station.

Ellers havde Tess og jeg vores sædvanlige overnatningshygge herhjemme med bl.a.  bagning og strandture.

I juli måned blev det så besøg af familie der hjalp til inden for vor forlovelsesfest. Der var meget pynt og gaver der skulle ordnes. Og til slut blev det d. 17. juli, og min elskling og jeg blev forlovede(islamisk gift).

Og så forlod vi kvindesalen sammen – og jeg lignede en fra KKK. =D

Mange flere begivenheder er også hændt i 2011, bl.a. min storebror som drog på pilgrimsfærd for første gang, vores lejlighedskontrakt, osv.. Året har budt på en masse gode stunder med mine yndlings piger, min elskling, familie, og søde kolleger. I fortjener alle et stort tak for at have gjort 2011 til et rart år.

Årets højdepunkt og glæde har dog været én speciel person; Feras! Tak for at have beriget mit liv. Jeg ser frem imod at starte vores nye liv sammen i 2012 inshaallah! Du er det bedste som findes!

Ellers er der ikke andet end at ønske jer alle et godt nytår. Jeg håber at I alle kommer godt ind i det nye år, og får et skønt 2012. For muslimernes part, håber jeg at I ej glemmer, at det i dag i den islamiske kalender er Imam al-Hassans(as) martyrium – så måske man burde tænke sig en ekstra gang om, inden man går helt amok med at fejre nytåret (hvis man da gør dette)

Jeg håber, at bloggen fortsat vil være til stede under 2012. Mine planer er i hvert fald, at der vil komme mange flere billeder og personlige indlæg også, da jeg også gerne vil bruge min blog som en slags “dagbog” foruden de mere seriøse emner.

Hvad eller hvem har gjort jeres 2011 til noget specielt?

I was surfing on the net when this beautiful poem hit me. A Palestinian woman, Rafeef Ziadeh, recites a powerful self-written poem about Gaza. Her poem is based on answering a man who asks her why she and other Palestinians teach their children hatred. And what an answer she delivers!I simply fell in love with the way she conveys her message. Truly touching!

As many of us already know, our world isn’t all that good, delightful and just as many of the worlds’ governors want us to believe. We all have to wake up from our fantasy and realize what’s going on, what’s happening to innocent children, how people are killed daily with no one to hold responsible for the killings, and I could go on.

Watch the video and reflect upon whether you are one of those who take it for granted that everything’s just in perfect order in our little world. Have you given Gaza even the slightest thought?

Just by Googling “Gaza” one can get a small idea of all the injustice going on there. As we know, a picture tells more than a thousand words..

Do not forget Gaza!

De seneste måneder er der blevet brugt en masse tid på at lede efter en fin lejlighed i Malmö. Det er blevet til flere lejlighedsvisninger, og dem har der også været to af i december måned.

I midten af måneden havde Feras og jeg en tid til lejlighedsvisning på en fin lejlighed. Vi traf hinanden i Malmö og gik sammen dertil. Lejligheden var som vi ønskede og vi ville meget gerne have den. Det endte med en kamp med en anden kvinde som også ville have den, og til slut måtte vi erkende, at den ikke kunne blive vores.

Selvfølgelig bliver man lidt skuffet over sådan noget, men vi opgav naturligvis ikke kampen, og selvsamme uge blev Feras kontaktet an en mægler, som gav os en tid til en ny lejlighedsvisning senere på ugen. Denne gang traf vi også hinanden i Malmö og begik os derhen sammen. Det var en treværelseslejlighed ved Hyllie station i Malmö med udsigt over Øresundsbroen, med gode transportmuligheder, med nærliggende shoppingcenter, sygehus, skole osv. Og på 12. etage endda, så man får en fantastisk udsigt over Malmö og broen også!
Den kræver renovering, og derfor takkede vi ikke staks ja. Vi forhørte os med min far, og vi blev enige om, at vi skulle takke ja til den, for den var præcis hvad vi ønskede. Som min far fortalte os, var den værd at bruge penge på at renovere. Det endte med, at vi takkede ja til den, og ventede på svar fra mægleren.

Derefter fik vi at vide, at vi havde “konkurrenter”(som faktisk var andre interesserede, men kært barn har mange navne. =P). Vi håbede dog på det bedste, og vores tålmodighed og venten bar frugt – I torsdags d. 22. december tog Feras til Malmö og underskrev kontrakten på lejligheden! =) Hvilken forløsning det var!

Da vi senere mødtes på Kbh’s Hovedbanegård, var det med en herlig og lettet følelse at jeg så ham. Endelig har vi vor lejlighed alhamdulillah! F tog så hjem i går, men vi får, om Gud vil, nøglerne til lejligheden d. 1. februar – foreningen til lejligheden skal lige godkende os først. Da kan vi begynde på arbejdet.

Dette indlæg skrives da jeg ikke ønsker at glemme denne begivenhed. Der er mange sager i ens liv man ikke ønsker at glemme, og derfor er det netop skønt at man har en blog, så man bl.a. også kan skrive om disse, og sidde tilbage om nogle år og læse lidt om gamle dage og begivenheder. =)

Det var længe siden jeg sidst skrev, og jeg troede ærlig talt, at jeg ville få lidt mere med tid, men dette skete dog aldrig. December måned er snart over, og det har været en begivenhedsrig måned for min part.

Det var jo Muharram måned(sørge måned) i den islamiske kalender, og jeg havde fødselsdag d. 3. Derfor fik jeg en masse fine gaver af bl.a. Feras og Noha. Jeg fik gaverne før min fødselsdagsdato, eftersom vi var i de ti første dage af Ashura, da det var d. 3. december. Dog var jeg så heldig at være sammen med min F på min fødselsdag, og det var herligt!

Jeg fik bl.a. en vældig fin kop af min elskling,
Og jeg kunne selvfølgelig ikke vente med at få åbnet mine gaver..

Ellers fik jeg også en fin frakke af F, og forskellige sager fra svigerforældre og svigersøskende. Så søde de er!
Noha overraskede mig på arbejde med to gaver. Den ene er meget personlig, og den anden er denne fine Cuppy cake-blanding som hun selv har lavet.

Hun var så sød og gjorde noget hun overhovedet ikke behøvede – men sådan er Noha, hun er en af de kærligste mennesker man kan støde på. Hun er præcis sådan en ven, man ville ønske andre også havde, eftersom man ønsker, at de ikke går glip af noget ved ikke at have hende som ven. Hun er en strålende diamant som kan ændre ens humør på nul komma fem. Hvilket fantastisk menneske hun er.

Hele december har stået på arbejde i postbutikken, og i midt i al jule-travlheden på arbejdet(folk sender jo en hulens masse pakker og breve denne måned), har hun været fantastisk at have som kollega. Hun har nemlig vikarieret på arbejde, og derfor har jeg haft hende som midlertidig kollega. Det har ganske enkelt været skønt! Sande og trofaste venner må man holde godt fast på.

Udover al travlheden på arbejde, har F og jeg været på lejlighedsvisninger i Malmö. Det er noget værre hovedpine med at lede efter en passende lejlighed, og det tager en masse tid og energi. Lidt mere om lejlighedsvisningerne i næste indlæg.

Jeg sad og bare nød Guds smukke gaver til os forleden dag, og det blev til to billeder deraf:

Jeg elsker virkelig denne sommerfugls-lignende plante. Den er noget så smuk! Jeg har også et andet billede af den her. Det fantastiske ved den er også måden hvorpå den ‘lukker’ sine “sommerfugle”‘-blade om aftenen, mens den har dem fint åbne om dagen. Er der nogen der kender navnet på denne fine plante/blomst, vil det være skønt om de kunne give mig navnet på den.

Jeg gik ind på mit rum for få dage siden, da jeg blev mødt af denne udsigt fra balkonen:

Det var den smukkeste kombination af den røde og blå farve der var over himlen. Trods kulden gik jeg ud på balkonen og stod og stirrede i flere minutter. Minder mig lidt om sangen: “you’re just too good to be true, can’t take my eyes off you” – for sådan var det, jeg kunne ikke fjerne mit blik fra hvad jeg kiggede på.

Jeg beklager at jeg ikke fik skrevet en julehilsen på bloggen til de, der fejrer jul. Jeg håber, at I alle har haft en fantastisk jul og har fået hygget en masse med godt selskab, god mad, og fine gaver. =)

December er en skøn måned!

Det fortælles, at Donna Eljammal på 26 år længe har planlagt at blive politibetjent i Sverige. Det er simpelthen bare noget hun ønsker, og for et par år siden, efter en debat om dette, blev der nu mulighed for hende at få sit ønske realiseret.

Følgende skrives i artiklen:

Ser du slöjan som en nackdel eller tillgång i ditt framtida yrke? 

– “En tillgång. Sverige är ett mångkulturellt land och det är viktigt att, inom varje yrke, ha folk med olika bakgrunder eftersom det ökar kunskapen och förståelsen. “

Hun ser det altså som en fremgang, at et multikulturelt land som Sverige også kan have hijab-bærende kvinder som politibetjente, eftersom hun mener, at det har sine fordele. Men nu er det dog således, at sådanne sager desværre ikke slipper nemt af sted, da mange enten vil så tvivl om hendes valg, kritisere hende for den karriere hun har valgt at tage, eller blot brokke sig over, at hijab skal indgå i politiet.

Norge havde samme debat oppe at køre for over to år siden, og i første omgang tillod man religiøs hovedbeklædning, som man også kan læse her. Dog blev norsk polititørklæde hurtigt droppet igen, før det blev realiseret.
Det danske Politiforbund i Danmark sagde  nej tak til religiøs hovedbeklædning her i landet, efter at debatten kom op i Norge. Det argumenteres, at man vil signalere uafhængighed og neutralitet og derfor burde religiøs hovedbeklædning ikke indgå i den danske politibetjents uniform.

Så nu er spørgsmålet: er det okay, at vi i Danmark også skal tillade, at hijab-bærende kvinder kan have lov at blive politibetjente? Er det egentlig ikke ligegyldigt hvad man har på hovedet, hvis blot man er dygtig til sit arbejde og gør hvad der skal til? Bliver vi ikke lidt for paranoide, hvis vi går rundt og tror ilde om folk og blot kan have spekulationer om, hvorvidt en eksempelvis hijab-bærende kvinde vil forskelsbehandle mennesker, blot på grund af hendes tro? Tror vi virkelig så dårligt om folk, at vi ikke stoler nok på, at de inderligt har en drøm eller ønske om et bestemt erhverv, hvor de blot ønsker at udføre deres arbejde? Hvorfor er det således, at man på forhånd dømmer disse mennesker, og bare antager, at de ikke kan arbejde neutralt med deres hovedbeklædning på sig?

Endvidere har vi en masse politikere der ofte brokker sig over indvandrerkvinder og deres manglende lyst til arbejde – men på samme tid, forbyder man mange af dem de jobs, som de ønsker. Hvordan kan man kræve at folk skal komme i arbejde, og samtidig forbyde dem det, de ønsker?

Hvad menes der – skal det tillades at bære hijab, kalot, eller turban på som politibetjent i Danmark?

Just imagine…

Stærke ord der på fangende vis stærkt kritiserer amerikansk invasion i adskillige lande. Det er efter min mening ord, der virkelig er værd at fundere over. Hvorfor spørger man ikke sig selv om, hvorfor USA skal have lov til at slippe af sted med alt hvad de gør? Hvorfor bliver der ikke sat spørgsmålstegn ved deres invasion i forskellige lande? Hvorfor tager man for givet, at USA blot vil de andre lande “deres bedste”? Hvorfor forkaster man samtlig kritik der kommer om USA’s intentioner i disse lande?

Ja, spørgsmål er der mange af. Det vigtige er dog, at vi spekulerer over disse sager, og ikke blot lader dem passere os, uden at stille spørgsmålstegn. Lad os ikke være blinde følgere af USA og co. Lad os ikke blændes af deres fine og charmerende ord og lumske smil; der ligger et hav af bagtanker bag alle disse.

Tænk!

Under hele dagen har jeg haft en underlig følelse dybt inde i mig, en sorg jeg ikke har kunne forklare eller forstå. Min mor opdagede det hurtigt og spurgte mig hvad der var galt med mig; hun sagde, at jeg ikke lignede mig selv og virkede trist. Jeg kunne ikke sige noget. Jeg gik op på mit værelse, og havde bare en enorm stor træng til at græde, og jeg vidste ikke hvorfor. Sorgen borede sig dybere inde i mig, og smerten blev uudholdelig. Noget dybt inde i min sjæl gjorde så forfærdeligt ondt, en følelse end ikke jeg kunne sætte ord på. Hvor kom det fra? Hvorfor gjorde det så ondt? Hvad var det, der fik min sjæl til at bløde, mine tårer til at rende, og mit sind til at blive fortvivlet? Hvorfor kom denne smerte sådan lige pludseligt ud af det blå? Hvad skyldtes denne ubeskrivelige følelse gravet bundløst inde i min sjæl?

Da gik det op for mig…Da gik det op for mig, hvorfor sjælen ingen fred eller ro havde fundet sig i dag. Da gik det op for mig, at min sjæl havde al sin gode ret til at være nedtrykt og ude af stand til at forklare sig selv. Jeg opdagede, at det er 1. Muharram. Dagen, hvor selvsamme sjæl har selvsamme følelser inde i sig, og hvert år denne dag er denne sjæl ikke i stand til at forklare dens tilstand. Ingen ord, følelser eller tanker kan forklare sjælens sorg ved tanken og ihukommelsen af Hussains(as) tragedie. Der er simpelthen ikke måder hvorpå det kan beskrives, og blot dette viser Imamens(as) storhed.

Vi er gået ind i det nye år 1433 i den islamiske kalender, og dette betyder som bekendt at sørge-måneden Muharram og Ashura-dagene er over os. Vi bliver hermed disse dage påmindet om Imam Hussains(as) revolution og tragedie mere end årets andre måneder. Imamens(as) budskab er dog universel og passer til enhver tid, og derfor bør vi altid minde os selv om, at vi altid bør have Hussain(as) i vores hjerter og hjerner, for sandelig er han en retledning til os mennesker. Især i sådan en tid vi lever i nu, hvor man bl.a. ser frygtelig tyranni i Bahrain, Saudi Arabien, Yemen, osv. Som hadithen siger: “Hver dag er Ashura, og hver jord er Karbala.”

Jeg håber, at vi alle får det mest mulige af denne hellige måned, og jeg håber også, at den styrker både vores iman, tro og moral. Må vi alle være velsignede med at opleve denne storslåede måneds vidunderlige spiritualitet og må vi opnå nærhed til vor Skaber.
Jeg har et inderligt ønske og håb om, at vi dette år lærer mere om islamiske manér end tidligere år, og at dette kommer til at afspejle sig i de forskellige moskeer, tilholdssteder og samlinger. Man skal huske, at man hverken bør være tilstede for at få spist mad, hygge med venner og forstyrre foredragsholderen og de lyttende, eller sladre om andre. Er man der af disse årsager, eller bruger man sin tid derhenne på denne måde, har man desværre ikke forstået meget af vor Imam(as). Lad os håbe, at vi forbedrer os på disse fronter!

Afslutningsvis deler jeg denne fine persiske nohe om Karbala. En af mine favoritter!

Hvilken vej vælger du i livet?

En datter klagede til sin far over alle vanskeligheder og problemer som fandtes i hendes liv. Det ene problem fulgtes af det andet og altid var der noget, som ikke gik som det skulle. Og det var med en fortvivlet stemme, da hun forklarede sin far: “Der er altid et problem som dukker op, det føles som om jeg aldrig får fred og ro.” Mens datteren fortsætte med at fortælle om sine problemer og alle vanskeligheder hun gik igennem, lagde faren forsigtigt hånden over datterens skulder. Herefter blev datteren stille og kiggede sin far i øjnene med et håbløst blik.

Faren, som arbejdede som kok, bad da sin datter om at følge med i køkkenet, og efter at have forsøgt at overtale hende i noget tid, gik hun med på at følge med ham. I køkkenet tog faren en gulerod, et æg, og en kaffebønne fra en uåbnet kaffepose frem. Så tog han tre kasseroller frem og fyldte dem med vand og placerede dem på varme ovnplader. Nu begyndte datterens tålmodighed at rende ud, og med en skuffet stemme sagde hun: “Far, vær sød ikke at lave noget mad for jeg er ikke sulten.”

“Faren smilte til sin datter og svarede: “Jeg vil vise dig noget, hav lidt tålmodighed.”

Vandet i de tre kasseroller begyndte at koge og da gik faren frem og lagde guleroden, ægget og kaffebønnen i hver sin kasserolle.

Datterens utålmodighed begyndte nu at vise sig igen: “Hvad er det du vil vise, far?”, spurgte datteren med en nysgerrig tone.

Hvorpå faren svarede: “Tålmodighed min datter. Det kommer du snart til at få at se.”

Efter ca. 10 minutter tog faren guleroden, ægget og kaffebønnen ud fra de kogende kasseroller og lagde dem alle på en tallerken. Så gik han frem til datteren og sagde: “

“Føl nu på guleroden, ægget, og kaffebønnen, de er alle blevet udsat for samme problem, som i dette tilfælde var det kogende vand. Guleroden var stærk og hård, men nu er den blød og svag. Og se på ægget, den er derimod blevet fast og hårdere, mens kaffebønnen overhovedet ikke er forandret. Men se på vandet hvor kaffebønnen lå; det har både ændret farve og smag. Det kogende vand påvirkede ikke kaffebønnen, men den påvirkede vandet i stedet for.”

___________________
Spørgsmålet der dukker op efter denne anekdote er: Hvad vælger man selv at være i livet? Guleroden, ægget, eller kaffebønnen?

Som noget nyt på bloggen vil der løbende blive skrevet indlæg med anekdoter. Jeg vil, om jeg kan være i stand til dette, især skrive anekdoter ned her i den kommende Muharram måned. Nogle anekdoter vil blot blive skrevet uden kommentarer, mens andre vil der kommenteres på. Med dette håber jeg, at vi alle kan få lidt at reflektere over, og evt. diskutere.

Nedenstående anekdote hedder: Arbejd ikke – bed bare.

En ekstremt angst og forvirret mand besøgte Imam Jaffar al-Sadiq(as) og tryglede ham om at bede for at Allah skulle øge hans livsfornødenheder og befri ham fra al økonomisk stress.

Imamen(as) svarede: “Jeg skal helt bestemt ikke bede for dig.”

Den fattige mand sukkede og spurgte: “Men hvorfor ikke? Hvad har jeg gjort?”

Imamen(as) svarede: “Du ved udemærket godt, at Allah har udformet midler og metoder til at opnå velstand. Han har befalet dig at forlade dit hjem og tjene til føden gennem hårdt arbejde. Du nægter at adlyde denne lov og håber tåbeligt at det, at bede for dig, vil bringe dig velstand.

Jeg har valgt netop denne anekdote, eftersom jeg ofte funderer over folks arbejdsmoral. For noget stykke tid siden, havde jeg og et par veninder nogle diskussioner om kriterier for valg af ægtefælle, og var der noget som jeg bed mærke i, var det det faktum, at det desværre ser ud til, at der er flere unge der nærmest lever i en fantasiverden og tror at “alt skal nok blive okay og løse sig af sig selv” – her med tanke om, at ens potentielle ægtefælle ikke arbejder. Nu menes der altså manden i forholdet, eftersom jeg bestemt mener, at han, i tilfælde af, at han er i stand til det(og ikke er forhindret i det pga. sygdom, eller lignende), helt klart skal arbejde og ikke bare forvente sig at pengene kommer ned fra himmelen – eller staten.

Desværre er det således, at man flere gange har oplevet (muslimske) mænd snyde sig til pension, bistandshjælp eller andre sociale ydelser. Alt imens de intet fejler og er i fuld stand til at arbejde. Jeg synes bundærligt, at det desværre er en kvalmende tilgang at have til livet, og ydermere fejler ens arbejdsmoral en del. Som vi også kunne læse ud fra ovenstående anekdote, har Imamen(as) end ikke sympati for den fattige – dette har han ikke, da Imamen(as) ved, at den fattige selv er uden om sin fattigdom, og blot forventer sig goder, uden selv at skulle arbejde for det.

Udover at jeg anser det som elendig arbejdsmoral, er der flere negative sider ved det. Det er nemlig således, at mange af disse arbejdsløse mænd(som jo netop selv har valgt at være arbejdsløse) går rundt og har for megen fritid, og lidt at tage sig til. Dette bunder så ud i, at de ender op i vandpibe-cafeer og lignende, hvor de sammen tilbringer time efter time sammen. Aftener efter aftener. Dage efter dage. Alt imens de har familier derhjemme, som forsømmes, og i sidste ende skal lide for, at deres fædre har valgt som de har gjort i deres liv.

Livet kræver ansvar, og specielt hvis man har en familie bag sig. Man bør aldrig forvente,  at tingene bare kommer af sig selv. Der skal og bør arbejdes på tingene. I slutningen af dagen, efter en hård arbejdsdag, vil man i sidste ende føle, at man har udrettet noget. At man på retfærdig vis har skaffet sig føde på bordet, at man har taget ansvar og gjort sit.