Et juletræ? Ja tak!

Som mange nok allerede ved, har sagen om juletræet i Egedalsvænget eskaleret de seneste par dage. Det handler kort og godt om, at en bestyrelse på 5 personer i Egedalsvænget i Kokkedal “stemte imod” at få købt et juletræ til årets julearrangement, eftersom ingen ville tage sig af dette. Dette skete efter at man i Egedalsvænget havde spenderet omkring de 60.000 kr. på et Eid-arrangement. Sagen er nået ud til medierne, og det er virkelig noget guf for dem, som man kan se. Især BT, som gang på gang opdaterer om ‘sagen’ og blæser det hele op. Det er blevet til en ‘os og dem’ diskussion igen – noget som Dansk Folkeparti sikkert klapper i hænderne ad.
Bestyrelsesmedlemmerne påstår dog, at sagen er blevet blæst op og at medierne ikke helt har gengivet, hvordan det hele egentlig forløb.

Diskussionen er gået hen og blevet ganske grim og ubehagelig og folk fra bl.a. Facebook er gået helt amok. Her er et udpluk af nogle af kommentarerne:

“det skal da frem dk skal vide de muslimer vil tage magten over dk.”

“Hvem tror de egentlig de er? De er så totalt primitive. Selvfølgelig skal medierne lave en opfølgning af den sag.”

“Der skal opmærksomhed på sådan et problem. Kan fandme ikke passe at julen skal frarøves folk på den måde!”

“UD MED ALLE DE SKIDE MUSLIMER, de kom for at overtage danmark og det er så godt som sket, NU må vi snart gøre noget for at få de rotter hjem, de hører ikke til her”

“De kan bare fise ud af landet, de skal fandme ikke komme her og llave om på vores juletraditioner, så ser jeg gerne deres højtid forbudt i Danmark. sindsyg muslimer.”

“Lad dog vær med at gi’ muslimerne stemmeret…… de er kun ude efter at islamisere resten af Europa…….! 
Hvornår skal i lære det?… Når det er forsent?
Hvem tuder når de ikke må noget? Jo muslimerne….. men vil de gi’ noget tilbage…. NEJ!!!!!”

Ja, kommentarer af den slags vælter stadig ind.

Hvis vi nu lægger følelser og andet til side, og ser objektivt på sagen, være sig at man er muslim eller ej, fra Egedalsvænget eller ej, så kan vi faktisk ud fra de givne oplysninger forstå, at der er sket et demokratisk valg. Flertallet stemte nej(og de beggrunder det med, at ingen ville tage ansvaret for det), og som det ser ud, så består bestyrelsen udelukkende af muslimer. Har man som beboer indvendinger mod, at det blot er muslimer som sidder i bestyrelsen, kunne man eventuelt gøre op med dette og forsøge selv at blive en del af den. Med andre ord, kunne man forsøge på fornuftig vis, at løse problemet, uden at få det til at blive en kæmpe hadefuld diskussion, som det desværre er mundet ud i. Dermed ikke sagt, at jeg personligt selv ved, at man ikke har forsøgt på dette, men det er blot mit forslag, i tilfælde af, at dette ikke var sket.

Med dette sagt, synes jeg selv, at det er ærgerligt ikke at skulle købe et juletræ, til trods for, at størstedelen af beboerne måske ikke er kristne eller holder jul. Jeg er af den mening, at man skal tage hensyn til alle mennesker, være det sig ét menneske eller hundrede mennesker. Specielt om man bor samme sted. Naturligvis kan man ikke tage hensyn til alt, men der er blot visse sager som skaber respekt, forståelse og kærlighed, om man vælger at håndtere dem på rette vis.

Til de, som skriver så grimme kommentarer, og tror at vi muslimer vil ‘overtage Danmark’ og andet gøgl, kan jeg fortælle, at jeg bl.a. er muslim og har kun muslimske kolleger og muslimsk chef, og dog pynter vi altid op hvert år med julepynt og juletræ på arbejde. For vi respekterer det danske samfund, dets traditioner og kultur. Der er ingen skade i, at sætte et juletræ op, selv om man er muslim. Det er kun med til at skabe en god og hyggelig stemning, som er til gavn for os alle.

Har vi tænkt os at leve sammen i samme land, side om side, kan det bedst ske gennem gensidig respekt. Respekterer mine naboer at jeg holder en Eid-fest, skal jeg selvsagt også respektere, at de holder en julefest. Der skal være plads til os alle, uden at vi håner hinanden eller mister vores næstekærlighed totalt.

Nå men, næste måned er det jo december, og vi er mange muslimer, som glæder os til at se en masse juletræer og noget fint julepynt. =)

Reklamer

“Mit navn er Fatima og jeg er muslim”

Jeg sad i går og så denne ‘dokumentar’ af Helle Hansen, og jeg fik virkelig dårlig smag i munden. Dokumentaren viser fremmedhadet- og frygten gennem de seneste mange år. Den viser hvordan hadet og de stärke og mere grufulde ord har udviklet sig i udländingedebatten. Den viser også hadet til Islam, og hvordan man önsker denne langt bort. Så i sidste ende, er det ikke så meget at man er indvandrer, som at man er muslim, som afgör hele sagen og definitivt sätter én i muslim-terrorist boksen.

At der kan findes så meget had og foragt i menneskers hjerter er sandelig en skam. Hvis vi kunne se på vores verden og mennesker ude langt fra med et stort teleskop, og observere hvordan vi behandler hinanden og hvordan vi ter os som mennesker, ville vi föle stor skuffelse over hvordan situationen står til, og hvor ubarmhjertige og fölelseskolde vi er blevet.

I videoen ser man en kvinde i gamle dage brokke sig dybt over, at asylansögere fik basal hjälp. Jeg sad virkelig med åben mund og kunne ikke forstå de spydige ord der kom ud af denne kvindes mund. Hvordan kan man ikke unde et hjälpelöst menneske lidt mad og basal hjälp? Hvorfor er det, at man glemmer al snak og fölelser om medmenneskelighed? Denne kvinde levede höjst sandsynligt ikke et liv med krig og forfölgelse, som mange asylansögere gjorde da de kom hertil, og stadig kan hun väre så ubarmhjertig og väre ligeglad med andre mennesker.

Jeg skammes til tider over at kalde mig menneske, når jeg stöder på hendes slags. Vi har alt hvad vi behöver, mad, drikke, hjem, tryghed, osv. og dog kan vi väre så fräkke at ikke ville hjälpe mennesker i nöd.

Jeg forstår skam godt, at mange som har kommet til Danmark har klokket i det, men dette skal aldrig betyde, at man skärer alle over én kam, eller beter sig dårligere end de, man brokker sig over og ligefrem hader.

Men det er jo så nemt blot at hade og bygge sig en mur af fordomme, i stedet for at skabe dialog eller pröve at finde på en lösning til tingene. Man sidder på sin flade med ligesindede og bygger videre og videre på haden og skaber en “Os og dem” mentalitet.

Jeg er faktisk trät af hele tiden at se mig over skulderen og tänke på hvor ihh og ohh så slemme nogle mennesker må tänke at vi muslimer er. NEJ, jeg er ikke terrorist, og NEJ ingen undertrykker mig eller tvinger et törkläde på mig. Det er så nedvärdigende for os, at man konstant antager ting om os, som var vi små nikkedukker der intet havde at sige eller göre.

Jeg erklärer stolt at jeg er muslim og jeg tilhörer Islam. Jeg beder fem bönner om dagen, og jeg bärer min hijab, mit törkläde. Jeg har ikke haft en käreste og jeg drikker ikke vin eller spiser svineköd. Jeg er Fatima. Jeg er et menneske. Gör det mig virkelig  til et dårligere menneske, eller mindre värd end andre, fordi at jeg er..Mig?

Det er dog desvärre närmest gået hen og blevet et skäldsord at sige muslim. Mit navn er Fatima og jeg er muslim! Deal with it..

“Der skal aldrig bygges en moské i vort land”, Mogens Camre, Vejle Centret, flere år tilbage.

Jo gu skal der så! Nu må Mogens Camre og ligesindede nok have ondt i hjertet over moské byggeriet i Köbenhavn. Det er lige så meget mit land, som det er dit, hr. Mogens. Det kan hverken folk som Mogens Camre, Pia K. eller Krarup ändre på.

Gud bevare Danmark!

Når ønsket om “skønhed” går til det ekstreme

Det er vist ikke nogen overraskelse her på bloggen, når jeg fortæller, at jeg er stærk modstander af det billede og den forestilling, mange medier samt skønhedsindustrien giver os af måden hvorpå man ‘burde’ se ud. Ja, hvis vi alle rent faktisk fulgte deres såkaldte råd, var det jo lige før, at vi alle lignede nogle kloner der stammede fra en anden planet. Hehe..Ja, overdrivelse fremmer forståelsen.

Jeg er af den overbevisning, at vi mennesker alle er unikke på hver vor måder. Vi ser alle sammen forskellige ud, og det er der selvfølgelig en mening bag. For mit vedkommende, er der en vis charme ved, at rejse til et andet land og straks vide, at man ikke længere er i Danmark, da folk ser anderledes ud. Det er spændende. Vi finder blond hår, brunt hår, små øjne, store øjne, grønne, blå, brune øjne, lave mennesker, høje mennesker, store næser, små næser, små munde, store munde, mørk hud, lys hud, og sådan fortsætter det jo. Dette ser jeg som en stor gave foræret af Gud(ja, jeg er jo muslim hehe, og denne gave burde vi være taknemmelige for.

Hvem er vi egentlig til at bedømme, hvad der er smukt/grimt, og hvad der er smukkere/grimmere? Og hvornår er noget egentlig smukt eller grimt? Og bør betegnelsen “grim” overhovedet finde sted, når vi snakker om udseende? Man kan sagtens finde noget utiltrækkende, uden at det nødvendigvis skal ses som grimt. Nå, men det er jo en anden snak.

Mit indlæg her kommer egentlig af denne video fra Politiken.dk. Den hedder: Kinesere går under kniven for at ligne europæere. I kan selv bedømme den, og give jeres mening til kende. Skønt denne sørgelige udvikling ikke kommer bag på mig, chokeres jeg dog stadig, da jeg finder det så ærgerligt og trist. Tænk, at vi ikke engang kan føle os tilpas med det unikke udseende vi er blevet skænket. Tænk, at den falske illusion om skønhed har taget overhånd på sådan en voldsom måde.

Tak for alle de år du passede på mig – men farvel!

Som årene passerer, og jo ældre man bliver, får man en meget større forståelse for sine forældre og deres handlinger gennem ens eget liv. Hvad syntes så uretfærdigt og uforståeligt som barn, synes nu så logisk og fornuftigt. Ikke nok med, at de, foruden Gud først (efter min overbevisning) gav en adgang til livet, har de givet en varme, tryghed, husly, mad og drikke. Forældre ofrer ofte en del for børnene, lærer dem hvad korrekt og forkert er, fortæller at man skal holde fingrene væk fra den varme kogeplade, putter dynen på en, hvis man falder i søvn, giver et godnatkys, og fortæller, at man er det dyrebareste de har. De har altså generelt set skænket børnene kærlighed. Det, som vi alle har brug for i vore liv.

Jeg er dog godt klar over, at der desværre findes utallige mange børn, der ikke har haft denne slags forældre – af forskellige grunde. Hvad enten det drejer sig om, at man er forældreløs, har alkoholiske forældre, forældre, der ikke burde have titlen som forældre, og listen er beklageligvis lang. Nu er det dog således, at mine tanker denne gang snurrer rundt om de, der har været velsignet med forældre lig det, der er beskrevet i første afsnit. Más o menos, som man siger på spansk; altså nogenlunde som det, der står skrevet.

De gange, jeg har været på plejehjem, må jeg desværre indrømme, har været ret sørgelige. Jeg har endda i nogle tilfælde haft lidt svært ved holde tårerne tilbage. Det syn, der møder én, må nok siges at være enormt trist. Gamle, syge mennesker. Stirrende på en vase, stirrende på et vindue. Alene. Ensomme. Ingen familiemedlemmer omkring dem. Ingen håb. Ingen glæde. Ingen, der får dem til at føle sig elsket, værdsat. Ingen følelse om, at der er nogen, der rent faktisk vil have, at man er en del af deres liv – om man så er syg og/eller gammel.

Jeg ved selvfølgelig, at i flere tilfælde, har man ikke kunne gøre andet, end at sætte forældrene på plejehjem, men jeg ved samtidig også, at der i de fleste tilfælde bare er tale om, at man sætter forældrene i plejehjem, da det er “praktisk nemmest”. Man er måske gift, har et par børn, et arbejde, og dermed bliver forældrene overflødige og en slags “byrde”, og hvad gør man i sådan en situation? Man vælger forældrene fra i sit hjem.

Travlhed. Vi har så travlt med alle mulige slags ting i vores hverdag, at vi glemmer sådan en fantastisk gave som forældrene, og kærligheden til disse. Vi glemmer, at de altså også har en sjæl, tanker og følelser, og at intet menneske i verden ønsker at føle, at det er en byrde, eller at ingen gider tage sig af det. Vi glemmer alle de år, vores forældre opfostrede os, – også da det var mindre sjovt! Hvorfor så ikke gengælde denne enorme kærlighed de skænkede os, når de allermest har brug for os? Hvorfor ikke vise sin taknemmelighed ved at handle efter sin taknemmelighed?

Jeg mener personligt, at det bør være vores pligt at tage os af vores forældre. Man burde sidde ned, reflektere over de ting, som ens forældre har gjort for én, skønt de måske ikke altid har været noget, man har syntes om, og dermed komme til den konklusion, at ens forældre fortjener samme behandling, som de gav en som baby, barn, og teenager, og voksen.

Vi bør sandelig alle tage vare på vores forældre. En dag er de eller vi væk, og da ville det være forgæves at fortryde at man aldrig fik det gjort.

Hvad synes I? Er det i orden, at man sætter sine forældre i plejehjem, så snart de bliver gamle og evt. syge, eller bør man passe på dem, som de passede på en? Hvad er det mest optimale at gøre?

“Og din Herre har påbudt: Tjen Ham alene og (vis) godhed mod forældre. Hvad enten en af dem eller de begge når den høje alder hos dig, så tal aldrig nedsættende til dem, og stød dem ikke bort, men tal et nådigt ord til dem.” [Koranen: 17:23]

Tankevækkende ord fra en kristen kvinde til muslimske kvinder

Jeg fik sendt dette af en god veninde, og jeg fandt det interessant samt med nogle gode pointer, og i den anledning tænkte jeg, at jeg ville dele det med jer. Det tager ikke lang tid at læse. Here goes:

A letter from a Christian to Muslim women

March 7th, 2007
By Joanna Francis
Writer, Journalist – USA

Between the Israeli assault on Lebanon and the Zionist “war on terror,” the Muslim
world is now center stage in every American home. I see the carnage, death and
destruction that have befallen Lebanon, but I also see something else: I see you. I
can’t help but notice that almost every woman I see is carrying a baby or has children
around her. I see that though they are dressed modestly, their beauty still shines
through. But it’s not just outer beauty that I notice. I also notice that I feel something
strange inside me: I feel envy. I feel terrible for the horrible experiences and war
crimes that the Lebanese people have suffered, being targeted by our common enemy.
But I can’t help but admire your strength, your beauty, your modesty, and most of all,
your happiness.

Yes, it’s strange, but it occurred to me that even under constant bombardment, you
still seemed happier than we are, because you were still living the natural lives of
women. The way women have always lived since the beginning of time. It used to be
that way in the West until the 1960s, when we were bombarded by the same enemy.
Only we were not bombarded with actual munitions, but with subtle trickery and
moral corruption.

Through Temptation

They bombarded us Americans from Hollywood, instead of from fighter jets or with
our own American-made tanks. They would like to bomb you in this way too, after
they’ve finished bombing the infrastructure of your countries. I do not want this to
happen to you. You will feel degraded, just like we do. You can avoid this kind of
bombing if you will kindly listen to those of us who have already suffered serious
casualties from their evil influence. Because everything you see coming out of
Hollywood is a pack of lies, a distortion of reality, smoke and mirrors. They present
casual sex as harmless recreation because they aim to destroy the moral fabric of the
societies into which they beam their poisonous programming. I beg you not to drink
their poison. There is no antidote for it once you have consumed it. You may recover
partially, but you will never be the same. Better to avoid the poison altogether than to
try to heal from the damage it causes.
They will try to tempt you with their titillating movies and music videos, falsely
portraying us American women as happy and satisfied, proud of dressing like
prostitutes, and content without families. Most of us are not happy, trust me. Millions
of us are on anti-depressant medication, hate our jobs, and cry at night over the men
who told us they loved us, then greedily used us and walked away. They would like to

destroy your families and convince you to have fewer children. They
do this by presenting marriage as a form of slavery, motherhood as a
curse, and being modest and pure as old-fashioned. They want you to
cheapen yourself and lose your faith. They are like the Serpent
tempting Eve with the apple. Don’t bite.

Self-Value

I see you as precious gems, pure gold, or the “pearl of great value” spoken of in the
Bible (Matthew 13: 45). All women are pearls of great value, but some of us have
been deceived into doubting the value of our purity. Jesus said: “Give not that which
is holy unto the dogs, neither cast your pearls before swine, lest they trample them
under their feet, and turn again and rend you” (Matthew 7: 6). Our pearls are
priceless, but they convince us that they’re cheap. But trust me; there is no substitute
for being able to look in the mirror and seeing purity, innocence and self-respect
staring back at you.
The fashions coming out of the Western sewer are designed to make you believe that
your most valuable asset is your sexuality. But your beautiful dresses and veils are
actually sexier than any Western fashion, because they cloak you in mystery and show
self-respect and confidence. A woman’s sexuality should be guarded from unworthy
eyes, since it should be your gift to the man who loves and respects you enough to
marry you. And since your men are still manly warriors, they deserve no less than
your best. Our men don’t even want purity anymore. They don’t recognize the pearl
of great value, opting for the flashy rhinestone instead. Only to leave her too!
Your most valuable assets are your inner beauty, your innocence, and everything that
makes you who you are. But I notice that some Muslim women push the limit and try
to be as Western as possible, even while wearing a veil (with some of their hair
showing). Why imitate women who already regret, or will soon regret, their lost
virtue? There is no compensation for that loss. You are flawless diamonds. Don’t let
them trick you into becoming rhinestones. Because everything you see in the
fashion magazines and on Western television is a lie. It is Satan’s trap. It is fool’s
gold.

A Woman’s Heart

I’ll let you in on a little secret, just in case you’re curious: pre-marital sex is not even
that great. We gave our bodies to the men we were in love with, believing that that
was the way to make them love us and want to marry us, just as we had seen on
television growing up. But without the security of marriage and the sure knowledge
that he will always stay with us, it’s not even enjoyable! That’s the irony. It was just a
waste. It leaves you in tears.
Speaking as one woman to another, I believe that you understand that already.
Because only a woman can truly understand what’s in another woman’s heart. We
really are all alike. Our race, religion or nationalities do not matter. A woman’s heart
is the same everywhere. We love. That’s what we do best. We nurture our families
and give comfort and strength to the men we love. But we American women have
been fooled into believing that we are happiest having careers, our own homes in

which to live alone, and freedom to give our love away to whomever we choose.
That is not freedom. And that is not love.
Only in the safe haven of marriage can a woman’s body and heart be safe to love.
Don’t settle for anything less. It’s not worth it. You won’t even like it and you’ll like
yourself even less afterwards. Then he’ll leave you.

Self-Denial

Sin never pays. It always cheats you. Even though I have reclaimed my honor,
there’s still no substitute for having never been dishonored in the first place. We
Western women have been brainwashed into thinking that you Muslim women are
oppressed. But truly, we are the ones who are oppressed; slaves to fashions that
degrade us, obsessed with our weight, begging for love from men who do not
want to grow up. Deep down inside, we know that we have been cheated.
We secretly admire and envy you, although some of us will not admit it. Please do not
look down on us or think that we like things the way they are. It’s not our fault. Most
of us did not have fathers to protect us when we were young because our families
have been destroyed. You know who is behind this plot.
Don’t be fooled, my sisters. Don’t let them get you too. Stay innocent and pure. We
Christian women need to see what life is really supposed to be like for women. We
need you to set the example for us, because we are lost. Hold onto your purity.
Remember: you can’t put the toothpaste back in the tube. So guard your “toothpaste”
carefully!
I hope you receive this advice in the spirit in which it is intended: the spirit of
friendship, respect, and admiration. From your Christian sister ‘with love’.

* This article is republished with the kind permission of the author. The original can
be found on Crescent and the Cross. Joanna Francis is a writer and journalist. She
manages her own blog.

“Ash-hadu an la ilaaha illallah” er blevet moderne!

Dette indlæg vil for første gang ikke være skrevet af mig, men derimod min allerkæreste veninde, Nour. Jeg har ikke læst korrekturlæsning på hendes ‘artikel’, da jeg finder ethvert menneskes skrivemåde unikt, og derfor ikke ville pille ved det. Nour har dog skrevet alt ud i én lang smøre, og dette har jeg hellere ej rørt ved, da jeg ikke er klar over, hvor hun ønsker, at der skulle være mellemrum, hvis hun da overhovedet ønsker dette. Artiklen omhandler primært konvertitter, og man bør vide, at Nour blot har skrevet “konvertitter”, men man skal dog ikke tro, at hun generaliserer, og skærer alle over én kam, men det blot nemmere end at skulle skrive “nogle konvertitter”, eller lignende, og det burde jo egentlig også være underforstået. Here goes:

“Ash-hadu an la ilaaha illallah” er blevet moderne! (konvertitter vanærer islam)

Deres nyfundne livsstil, deres livs lys, bliver overskygget af skyer så mørke og faste. Skyer med torden så dræbende for enhver troendes hjerte. Det nyfundne lys bliver overskygget af en sky fyldt med ugerninger som solformørkelse, blindende for ethvert øje og skyggende for enhver sjæl. Et sind så rent som et nyfødt barn men i besiddelse af 20års visdom. Et sind så rent, så klogt, men alligevel vælger at dække sit rene hjerte med sorte pletter. Ugerninger. Det er foruroligende, det er en skam, og det knuser hver del af mit hjerte. Misinformation og elendige intentioner. Det er sørgeligt at være vidne til. Sådan en mislykket transformation! De er bærere af titler som for hårene til at rejse sig blandt mængden. De er den nye generation. De er generationen af nyfødte, de fejlfrie, de rene. Dem som søgte og fandt. Dem som afslog alle fristelserne og dem som trodsede. Beundring og misundelse falder på dem som regndråber en oktober dag. En gave er tildelt dem som valgte at læse højt. Læse højt af hellige ord, de største ord af alle. De er dem som valgte at læse livsforandrende ord. Ash-hadu an la ilaaha illallah Wa ash-hadu anna Muhammadan -ar-rasool ullaah. Ord så betydningsfylde at enhver stavelse ville opfylde et bibliotek. Stadig! Ord som bliver taget så let på! Trosbekendelsen er blevet moderne! De er den nye generation som faldt for denne trend. Ønsket af anerkendelse, og ønsket af fællesskab driver den nye generation mod kløften. Ved kløftens kant kan ingen fortælle dem rigtig og forkert. Ved kløftens kant er de alene, og kun deres gerninger vil blive vist for dem. Og de vil blive spurgt: Alle disse ugerninger udførte du i al vished om at de var forkerte! Du fik viden! Du fik chancen! Du fik muligheder! Du fik potentialet til at nå højere end fantasien kan forstille sig! Du blev udvalgt til at følge den lige vej, og stadig! På trods af at du hørte bønnens kald vendte du det døve øre til. På trods af at du så sulten i hans øjne brød du din faste. På trods af at du så den tiggende valgte du at gå din vej. På trods af at du kan læse valgte du at lukke al-Quran. På trods af at du blev velsignet med muligheden for at rejse valgte du at blive. På trods på al den viden du blev belært valgte du at udføre ugerninger. Du troede at du kunne leve på undskyldninger, men troede du virkelig at dine beskæftigelser ikke ville blive husket? Du, af alle, blev velsignet med muligheder som andre vil sælge deres sjæl for. Stadig valgte du at vanære Ham som gav dig alt. Trodser påbud og forbud! Vælger fra og til som du ønsker. Konkluder som der gavner dig. Den nye generation er dem som vendte tilbage. De er generationen af muligheder, men stadig! De valgte på falske grundlag! Troede de ville imødekomme en fremtid med sammenhold og anerkendelse. En fremtid lig til deres fortid. Men et valg som dette er ikke for svage sjæle! Et valg som dette er ikke for de forvirrede og de fortabte! Det er the point of no return! Men det er sørgeligt at se, og det er hjerteknusende at være vidne til. En generation af unge som vælger og vrager i en så gammel og hellig religion. De forkaster og afviser en hver teori, og lever i troen om at de ved bedre end selveste Skaberen. De er den nye generation af danskere som brød traditioner, som brød med kulturarven. De er den nye generation af muslimer som stiller spørgsmålstegn ved Skaberens viden. Generationen af egoisme og storhedsvanvid. Deres evige ide om at de ved bedst afspejler sig i deres handlinger. Handlinger som er ødelæggende for enhver. Og undskyldninger, ja undskyldninger de besidder! Undskyldninger for deres ugerninger, men ingen undskyldning er tilstrækkelig når de ved bedre. Og de er dem som ved bedst, for de gjorde fejl, og fik dem rettet. Mon de ved hvor gudbenådet de er? De skal blot være ydmyg overfor denne gave, denne chance hvorpå misundelsen regner. Det er sørgeligt at se en så misfortolket version af et så helligt levesæt. Så sørgeligt at være vidne til en hijab der bliver behandlet som en pyntegenstand. Så sørgeligt at deres nyfundne levevis, deres livs lys, bliver fundet på falsk grundlag. De som ikke kender fundamentet og essensen bag Islam, vil aldrig kunne plukke dens rige frugter. De vil aldrig kunne høste livets vigtigste rigdomme, da deres hænder er bundet af kunstige bestræbelser. Så sørgeligt, men stadig, så sandt! Med Skaberens vilje blev vi til, med Skaberens vilje vendte vi tilbage, og må vi nu forbyde det onde og påbyde det godt, inshallah.

Må Gud, den nådige, den barmhjertige, Skaberen af universet, belønne din kamp, dine gode handlinger og vilje.
Må Gud, den nådige, den barmhjertige, Skaberen af perfektion, guide din sjæl, bringe dig viden og afholde dig fra ugerninger.

Tak for at dele dine tanker med os, Nour. Må du forblive min ven altid.

Er modebranchen og medierne ved at dæmonisere vores ungdom?

Først var det “America’s next topmodel”, dernæst “Australia’s next topmodel”, og nu er det sågar “Danmarks næste topmodel”. Vi kender det alle sammen: enorme annoncer, forsider, musikvideoer, modeblogs, film, tv-programmer – alle sammen fyldt med det, hvad nogle mennesker ville betegne som “perfekte”, smukke, slanke piger og kvinder. Disse skulle forestille et såkaldt skønhedsideal, som unge piger i bunkevis stræber og længes efter. Fra en piges barndom, bliver hun bombarderet med billeder af, hvordan en pige bør se ud, og medierne giver hende et billede af, hvordan en “smuk”/”perfekt” pige ser ud.

Baby-Born dukkerne bliver hurtigt skiftet ud med barbie -og bratz-dukker, der på frækkeste vis viser deres kvindelige former, og i oven i købet med en bunke sminke. Disse dukker er yderst slanke, med lårkorte nederdele, håret opsat på de vildeste måder, og med kavalergangen skubbet helt frem. Noget der kan få én til at gyse. Fra sådan en tidlig alder i livet, bliver vores nutidige unge piger overfaldet med dette kvinde -og skønhedsideal.

Årene går, og disse unge piger vokser på alle punkter med alderen. De har hurtigt smidt dukkerne fra sig, og er nu blevet afhængige af ungdomsmagasiner, mode, modeller, og mad(eller skulle man sige manglende på samme). Hele deres verden drejer sig om hvad de skal iklæde sig, hvor meget de vejer, hvilke dyre restauranter de skal besøge, og hvordan de skal vise over for andre, at de lever et såkaldt glamour-liv som de har lært fra deres serier og film. Alle skal se, at de med deres veninder har været ude at spise sushi og drukket vin. Jo tyndere de er, jo mere prestige ligger der i dette. Pludseligt med al den opmærksomhed på hvordan deres kroppe bør være, har de udviklet en spiseforstyrrelse eller har fået et afhængighedsproblem. De opnår aldrig fuld tilfredse med deres kroppe, og skal konstant tænke på deres vægt og udseende.

Denne “glæde” med at være tynd gennem disse spiseforstyrrelser eller lignende, tror jeg ikke på. Jeg ville aldrig kalde det glæde. Det er blot en illusion af glæde. Det er sørgeligt at tænke på hvor langt hen nogle mennesker vil gå, for at få andres accept. Derudover ved vi, at pigerne på bladene osv. har fået redigeret deres billeder en del, og derfor ser de rent faktisk ikke ud, som mange af disse unge piger fejlagtigt går rundt og tror. Det er hermed blevet svært for dem at skelne mellem virkelighed og fiktion. Hvem har vi at takke for dette? Ikke nok med pigernes forkerte billede af, hvordan tingene hænger sammen, har mange fra Hollywood, som disse piger ser op til, fået foretaget en masse plastikoperationer, og før vi ved af det, er det også en trend, de unge piger har taget til sig. Charmen ved at være anderledes forsvinder, og kampen om at ligne “de andre” går i gang.

Taget fra: http://blog.tv2.dk/jettesoester/entry294916.html?ss

“I disse tider DØMMES afrikanske forældre for at sende deres døtre til hjemlandet, for at blive omskåret!

SAMTIDIGT tillader vestlige voksne, at deres døtre, af KOSMETISKE årsager, får snittet stykker af deres indre og ydre skamlæber.

Plastikkirurgen mente hun var et “oplagt objekt” til operationen!”

Som en 18 årig pige sagde det: ” Når jeg en dag skal være sammen med min kæreste, så skal jeg se pæn ud. Så jeg vil jo gerne se ud som pigerne i Playboy, dernede”

^Bemærkelsesværdigt samt trist.

Hvis man spørger disse unge piger og kvinder om deres “glamour”-liv, og man skulle få hevet et ærligt svar ud af dem, tror jeg, at de ville svare, at de langt fra lever et lykkeligt liv. Prøv at forestille jer, at I konstant skulle tænke på at tilfredsstille andre mennesker, gå under kniven, hver gang I var utilfredse med en kropsdel, leve et overfladisk liv, hvor I tæller hvor mange gram jeres mad vejer, og hvor I får indtaget en masse vin til “fine” fester, går rundt og tænker på mad hele tiden, eftersom I nærmest sulter jer selv, og listen er lang.

Det er trist at tænke på, at disse piger ikke kan se, at modebranchen og medierne udelukkende tænker på deres pengepung. Det skader ikke dem, at vores ungdom dæmoniseres, så længe de får høstet penge til sig. Det skader ikke dem, at vores ungdom stræber efter en uopnåelig drøm. Det skader ikke dem, at en pige skal gå rundt og have lav selvtillid og aldrig føle sig god nok, grundet alle de slanke og “pæne” piger hun ser på MTV-shows som “The Hills”, og “The City”, hvor disse piger arbejder inden for modebranchen, er slanke som pæle, sipper vin og spiser sushi og salat. Ikke nok med at sådanne tv-shows’ koncepter er yderst latterlige, skulle de forestille at være reality-tv, som enhver fornuftig person burde kunne se. Denne fornuft forsvinder dog, idet at nogle af disse piger hopper med på vognen, og æder alt råt.

Hvor ville det være rart, hvis vores ungdom forstod, at det med al selvfølge er vigtigt at leve et sundt liv og passe på sig selv, men at man samtidigt ikke bør påvirkes i så høj en grad af hvad man ser eller hører i medierne og fra modebranchen.

Et citat, som bragte et stort smil frem:

“Jeg er str. 44, er 44 år, har fået to børn, har født ved kejsersnit, har grå stænk i håret og ikke mindst rynker der fortæller MIN historie! Og jeg nægter at slette min historie, den historie min krop fortæller! Den forsvinder først den dag jeg dør. Og sådan skal det være!”

(Fra: http://blog.tv2.dk/jettesoester/entry294916.html?ss)

Muslimsk hijab-punker

Jeg stødte tilfældigvis forbi denne artikel, som jeg absolut måtte dele med jer. Jeg tænkte, at det ville være spændende at vide, hvad I mener om dette? Hvad ville I tro, at I ville tænke, hvis I mødte sådan en muslimsk pige på gaden? Giv endelig jeres meninger til kende. Jeg vælger endnu ikke at kommentere på sagen, da jeg først og fremmest er interesseret i mine læserers meninger hvad angår dette.

Billedet er taget fra Politiken.dk

Når verden synes håbløs

Jeg sidder her og spekulerer over vort verdslige liv. I dette liv møder vi mennesker fra alle slags lande, kulturer og religioner. Som vi ved, tilhører alle disse mennesker med al selvfølge også forskellige traditioner, normer, og værdier. Lige netop i dag, har jeg valgt at fokusere på muslimer, som foregiver at tilhøre en vis religion, og visse normer og værdier. Jeg har valgt at dele en masse tanker med jer her på bloggen.

Jeg er så ked af, at mange af os kalder os selv muslimer, og på ingen måde efterlever Islams sande værdier og budskab. Jeg finder det sørgeligt, at vi er veget så langt fra Islam, som vi er. Efter at jeg voksede lidt op, og fik øjnene op for realiteterne, er det begyndt at gå mig enormt meget på, at selv de, man normalt ville tro, var troende muslimer, bag facaden desværre ikke er sådan, som man havde forestillet sig. De, man måske ville opfatte som forbilleder, der tager i moskeer, underviser andre i Islam, opfylder deres obligatoriske sager inden for Islam og mere til –  mange af dem har jeg desværre mistet troen på. Jeg ville aldrig miste troen på disse mennesker, hvis jeg ikke havde mine gode grunde.

Jeg er nærmest gået hen og blevet paranoid, når det gælder, at vælge hvem jeg skal omgås. Gang på gang synes jeg, at man møder piger, der er søde og venlige, og alle har sådan set et godt billede af dem: de snakker om Islam foran andre, de “fremmer” Islam, og de opfører sig pænt. Men men men..Det der virkeligt er trist, er disse menneskers intentioner. Det er så trættende, at mange af disse mennesker gør de ting de gør, for at andre skal tænke at de er “gode muslimer”, eller ja..For at sige det ærligt og direkte: for at finde sig en at giftes med! Ens intentioner burde aldrig være således, at man udfører sine handlinger, for at andre kan synes om en, eller for at gøre sig populær i det muslimske samfund. Det burde ene og alene være fordi, at man simpelthen bare er et godt menneske, og dermed forekommer de ting man gør, én naturligt. Vigtigst af alt, bør man handle for Allahs(swt) skyld, og ikke andres.

Dette indlæg skal langt fra forstås således, at det er et angreb på nogle muslimske piger. På ingen måde. Det er blot en stor bekymring. Derudover er nogle muslimske drenge langt fra bedre selv. Mange af dem vælger at udnytte ting, som Islam har gjort tilladt, på den mest rystende måde. Dette er desværre en kendsgerning.

En ting, jeg mener, at unge muslimer skulle passe på med, er Facebook. Det er så chokerende, når man hver gang logger på, og møder, hvad man møder. Her går man og udgiver sig for at være en praktiserende og religiøs muslim, og på samme tid, lægger man udfordrende billeder af sig selv ind, skriver med drenge/piger, som var det ens mand/kone, skriver sjofle og perverse jokes, bagtaler andre, og jeg kunne blive ved. Man tror måske, at ingen kan se, hvad man foretager sig, og man har måske skjult sin profil for visse mennesker. Sagen er bare den, at er man muslim, ved man også, at Allah(swt) ser alt, og kender til alt, hvad man foretager sig. Hvem er det man prøver at narre?

På muslimske fora, sidder man og læser et andet menneskes indlæg, og tænker: “neeej..Sikke en troende og praktiserende muslim”, i og med, at denne person skriver pænt, aldrig bander, viser sin bedste side, og er nærmest et forbillede for andre. Folk er hurtigt ude at skrive: “masha’allah”, og det virker desværre så patetisk, når selvsamme person, nærmest er kontrasten til den person, han eller hun udgiver sig for at være på det muslimske forum.

Hvad blev der af ydmyghed? Hvad blev der af respekt? Hvad blev der af det faktum, at man er muslim? Hvad blev der af, at vi skal vise Islams sande ansigt?

Til tider finder man alt håbløst, når man gang efter gang støder på mennesker, som man havde et godt billede af, men hvor man senere hen har fundet ud af, at ens, nærmest idylliske billede af dette menneske, overhovedet ikke stemmede overens med ens antagelser. Man begynder at spekulere over, om der overhovedet virkeligt findes mennesker, som er de samme mennesker udenpå såvel som indeni.

Vi siger, at vi venter på vores tolvte og sidste Imam(aj), og at vi længes efter hans ankomst. Gør vi nu også det? Har vi overhovedet skænket vores Imam(aj) en tanke, når vi i skjul gør de ting, vi gør? Når vores intentioner overhovedet ikke er rene? Hvorfor, hvorfor er det således, at vi har glemt vores sande værdier til sådan en grad, at man mister troen på os? Hvorfor gør vi tingene sværere for vores Imam(aj)? Glem aldrig, at det egentlig ikke er os der venter på ham, men ham der venter på os! Er det derfor ikke på tide, at gøre op med sig selv, hvad man vil med livet? Hvorfor man foretager sig, hvad man foretager sig? Hvorfor man ikke gør sit bedste, for at behage sin Skaber, og fremskynde sin Imams(aj) ankomst? Der kræves ikke så meget af os, som vi tror, og i sidste ende, er det blot for vort eget bedste.

Jeg håber dagen kommer snart, hvor jeg kan grine af dette indlæg, og vores muslimer har ændret sig på bedste vis.

Ud med ‘jeg’, ind med ‘vi’!

Kære bloglæsere.

Vi er her igen..Kalenderen viser at vi påny har den første dag på året. Meget er sket i 2009, og nu tager vi et nyt skridt videre mod endnu et år. Men inden vi nu skynder os at komme rigtigt ind i det nye år, burde vi spørge os selv, om vi virkelig har skænket sidste år og dets hændelser en tanke eller to? Hvad har vi opnået i 2009? Og hvad har vi fået brugt året på? Er vi tilfredse med hvordan vi har været året igennem? Kunne vi have gjort noget anderledes? – og hvis ja, hvad? Disse og flere er alle tanker jeg gør mig hvert nytår. Jeg bryder mig ikke om at føle, at jeg har spildt min tid eller mit år på unødvendige sager, og derfor plejer jeg at gennemgå mig selv, mit liv, andres liv.

365 dage er endnu endt, og vi har alle fået foretaget os en masse i løbet af alle disse dage. Når vi tænker os om, er 365 dage altså ikke så få igen. På de her dage har vi altså kunne bestemme over hvordan vi har ville bruge vores tid. Når vi tænker over alle disse spørgsmål jeg har stillet længere oppe i indlægget, vil ordet “jeg” straks komme hurtigt frem. “Jeg har fået mit kørekort, jeg er begyndt i 10. klasse, jeg har fået et fritidsjob, jeg er blevet gift med min drømmepige, jeg har fået mere i løn, jeg har fået en højere stilling” og jeg kunne blive ved. Alle tanker der indeholder jeg’et. Fint. Vi er alle mennesker og har selvfølgelig brug for menneskelige behov. Mennesket har brug for kærlighed, forståelse, accept, succes, og lykke. Disse behov skal der da hellere ikke frarøves det enkelte menneske.

Men…(Ja, der er selvfølgelig et “men”..) Når vi nu ved, at vi selv har nogle behov, ved vi selvfølgelig også at andre også har visse behov. Vi ved dette, men gør vi noget ved det? Hvad er det der gør os til “gode mennesker”? At vi blot passer vort eget liv godt, ikke skændes med folk, opfører os generelt pænt, og ikke gør andre ondt? Er det blot dette? Dette er simpelthen ikke godt nok. Ikke at der findes ét svar på hvordan et “godt menneske” skal være, men vi kan da prøve at forbedre os så meget som vi nu kan. Vi mennesker lever alle på samme jord, himmel, sol og måne. Trods forskelle, har vi altså et ansvar for hinanden. Det gavner ingen, at vi blot tænker ‘jeg’ og ikke ‘vi’ eller ‘os’. Spørg dig selv – hvor mange af disse 365 dage der gik, eller hvor mange timer i dette år der netop har passeret os, har du brugt på at hjælpe andre mennesker? Hvor lang tid og hvor mange kræfter har du dedikeret på at forbedre andres situation?

Skænkede du de sultne og grædende børn i de fattige lande en tanke? De stakkels mennesker der mister deres kære i krig? De mennesker der mister familie og hjem? De mennesker der hver dag dør grundet hungersnød? De fattige børn, kvinder og mænd, ældre og gamle der må arbejde hele dagen lang for at få et stykke brød på bordet? De hjælpeløse mødre der må se på deres børn gå bort pga. sult, og intet er i stand til at gøre? Faderen der måtte give sin søn sin ene nyre i håb om at redde sønnen? Den unge dreng der så tidligt i sit liv måtte miste arme og ben grundet krig? Familien der bor på i et lerhus i et areal af 7 kvadratmeter?

Du har måske skænket nogle tanker til de hjælpeløse, men dér stopper det måske også. Du har måske også overvejet engang at skille dig af med 100 kroner for at sende disse penge ned til de, der har allermest brug for dem. Meeen..Tiden gik nu og du fik aldrig sendt noget ned, og du fik i stedet for brugt dine penge på dig selv. Du, som ellers lever fint i sådan et velfungerende land, har tag over hovedet, ikke kender til sult, ikke mister dine kære i krig. Det var alligevel for svært for dig at give slip på de penge. Men men men…”Du skal jo nok” sende nogle ned på et senere tidspunkt..

..Hvornår er dette “tidspunkt”? Et helt år er endnu gået, og hvad har du ydet for dine medmennesker? Du glæder dig over et nyt år, mens andre ønsker, at deres liv skal gå bort, for at de kan få en ende på deres lidelser.

Husk nu, at vi bør stræbe efter at få forbedret vores medmenneskers tilværelse. Ikke alle har det så nemt som vi, og vi bør prise og lykkelige for hvad vi har, men samtidig ikke glemme de, der ikke bør glemmes.Vi er ikke de eneste der har brug for vores behov. Der findes mennesker som desværre ikke er i stand til at få fuldført deres behov, men vi kan gøre en forskel og kæmpe for, at de i det mindste får dækket nogle af deres menneskelige behov. Vi kan tilsidesætte jeg’et nogle dage, timer, minutter på at få smilet frem på et andet hjælpeløst menneske.

Stræb efter et 2010 der skriger: hjælp til andre!

…Godt nytår!