Dead rose

I dag er det to måneder siden, at min elskede mormor gik bort. Jeg kan dog stadig ikke rigtigt forstå det, og jeg finder ofte mig selv vente på at telefonen skal ringe, så  jeg får hørt hendes stemme, høre hende le, og føle hendes kærlighed og varme.

Når en vigtig person i dit liv, som har haft enorm stor betydning, pludselig forlader dig, og der ingen vej er tilbage, kan det tage en del tid, førend både hjerne og hjerte kan acceptere, at denne person virkelig er bort. Man ser hele tiden billeder af denne person foran sig, og forskellige minder dukker frem i hovedet. Og man sidder så tilbage der, og håber på, at det ikke var sidste gang, at man fik set vedkommende. For da er det, at det gør mest ondt; om der overhovedet ikke findes håb for genforening en skønne dag.

I anledning af min mest dyrebare mormors 2 måneders bortgang i dag, har jeg valgt at dele et smukt digt af Imam Ali. Dette siges at have været reciteret af ham på baggrund af Fatima Al-Zahras martyrskab. Det reciteret på klassisk arabisk, men har dog svenske undertekster. Videoen er oversat af www.dvv.se


Når man hører Imam Alis smukke og rørende ord, finder man stor trøst. For hvordan måtte det ikke have været, at miste selve Fatima Al-Zahra(as)….

O genforeningens land
Lader du mig indtræde din hellige jord?

Reklamer

Bare nogle tanker

Hvor ville det blive en bedre verden at leve i for os alle, om vi rent faktisk brugte vores egne hjerner til at undersøge, vurdere, og forstå hvad det egentlig er der foregår i vores lille verden.
Nu til dags bliver vores hjerner og øjne fodret med en masse realityprogrammer, en masse Hollywood film og serier, og musik. Yderemere har vi regeringer der får det til at se ud som om, at de er vor helte og må bekrige andre lande. Dræbe uskyldige kvinder, børn og gamle, ja hvem som helst.

Imens sidder vi i vores trygge hjem og æder alt råt fra regeringerne og medierne. . Ergo gør vi præcis som de ønsker; vi stiller ingen spørgsmålstegn til noget som helst, og vi er blændet af alt det, de har fået hjernevasket vores hjerner med. Men hey, “de andre skal jo nok tænke for os”-mentaliteten er jo nem at bruge, når man fortsat ønsker at leve i sin drøm og ikke at skulle bruge egne kræfter på noget.

Hvor ville det være nyttigt for os, hvis vi gad at vågne lidt op. Vågne op og begynde at bruge vores egne hjerner.

På vej til DK

Sidder i toget på vej til Nivå, har en lægetid 17.10. Jeg orker ikke! Nuvel, det skal jo gøres.

Efter lægebesøget skal jeg mødes med min elskling i København, hvor jeg skal få sendt et vigtigt brev. Og så skal vi hjeeem!

Jeg er sådan et menneske der savner sit hjem, bare hun er væk fra det en enkelt dag. Ordsproget taler virkelig sandt når det siger at ude er godt, men hjemme er bedst!

I morgen står det på eksamensstudier hele dagen! Yaaay hvor..Morsomt!

Ha’ en god onsdag eftermiddag alle sammen!

20120509-160050.jpg
(Jeg skulle selvfølgelig lige tage et billede af lidt natur, mens jeg stod og ventede på bussen. =P)

Drageløberen

For nogle dage siden færdiggjorde jeg min læsning af Khaled Hosseinis berømte ‘Drageløberen’. Bogen havde stået blandt mine andre bøger i over et år, uden at blive rørt. Jeg havde såmænd hørt, at det skulle være en fremragende bog, men til hvilken grad, viste det sig, at jeg dog ikke var klar over.

Som barn især, var jeg kendt som en læsehest. Jeg tilbragte adskillige timer på skolens bibliotek i min folkeskoletid, og jeg var sågar også bogopsætter der; jeg kunne simpelthen ikke få nok, og jo mere jeg læste i bøger, desto mere forelskede jeg mig i denne verden af fantasi, mystik, viden, og spænding. Dette har måske været årsagen til, at jeg som barn og udlænding hurtigt fik lært det danske sprog.

I min barndom holdte jeg mig dog mest til skønlitteratur. Jeg var begejstret og medtaget af den skønlitterære verden, der med sine fiktive historier kunne få én til at glemme alt omkring sig, drømme sig bort, og sidde i timevis i dens fortryllende verden.

Disse dage må det siges, at jeg for det meste læser faglitteratur. Dette er klart noget, der må ændres på. Godt nok får man måske mere viden om bestemte ting i faglitteratur, men jeg mener ikke, at jeg burde undervurdere skønlitteraturens kunst, eftersom den klart giver én en masse reflektioner, tanker, ideer, og følelser. Nu til dags går alt så stærkt i vor liv, og derfor ville det ikke skade, hvis man skabte sig lidt tid for at læse i en god skønlitterær bog, hvor man kunne komme lidt væk fra alt, og blot drømme sig ind i den verden, man er sat ind i i bogen, og fundere over de læste ting. Det kan være medicin for sjælen.

På trods af, at mange allerede har læst ‘Drageløberen’, vil jeg stadigvæk anbefale at man læser den, i tilfælde af, at man ikke har gjort dette. Ja faktisk skader det ikke, at man endda læser den igen, da den efter min mening giver én så meget. Det skulle ikke undre mig, om jeg en dag selv gjorde dette.

‘Drageløberen’ handler kort fortalt om et venskab mellem to drenge i Afghanistan. Den ene, Amir, enormt rig, og Hassan, en fattig hazaradreng. Dog kan man ikke blot sige, at den handler om venskab, eftersom flere emner bliver bragt op i romanen; hvad end det bliver gjort direkte eller indirekte. Emner som krig, voldtægt, loyalitet, forræderi, samvittighed osv.

Amir og Hassan tilbringer deres barndom sammen, indtil én dag skæbnesvanger dag, der ændrer på begges liv, og i den grad former deres fremtidige liv; især Amirs. For at gøre bod på denne dag, og for at redde sin samvittighed, må Amir udsættes for en svær udfordring, alt imens han skal kæmpe med sine gamle minder og den pirrende samvittighed. Meget mere vil jeg ikke røbe nu. Khaled Hosseini har i al fald formået at fortælle en enorm smuk historie med flot, graciøst, nervepirrende, beskrivende, detaljeret, og henrivende sprog på samme tid. Har man ikke læst den, bør man ikke gå glip af denne fantastiske bog!

Snart vil jeg i gang med hans anden bog, ‘Under en Strålende Sol’. Hvor ville jeg dog ønske, at han havde skrevet flere bøger, eller at han i fremtiden ville med, især med tanke om, hvilket talent han har for at skrive.

Ps. jeg læste desværre bogen på dansk(jeg er mere til originalsprog), så lur mig om romanen ikke blot er bedre på engelsk.

Efterår, valg, og Pia Kjærsgaard

Nu er det atter efterår og weekend igen, og bloggen har igen været lidt død de seneste par uger. Det skyldes bl.a. semesterets start i sidste uge, et skønt besøg, og andre sager, som tager ens tid fra én. Man havde lige vænnet sig til en tid uden en masse lektier og bekymringer om eksamen, men nu er den gamle rutine skam vendt tilbage igen.

Trods den travle og til tider meget stressende hverdag, er det nu meget dejligt at man kan finde lidt tid til bloggen og få skrevet lidt her. Jeg må nok sige, at jeg savner nogle af de gamle læsere, som ikke har ladet høre fra sig i lang tid. Jeg håber I har det skønt!

Som bekendt for os alle, havde vi jo folketingsvalg i går. Ikke at jeg har de helt store forventninger til den nye regering, men….Endelig kom vi af med den blå regering, og specielt Pia K! Hvor er det skønt at vide, at fru Pia ikke skal have så meget at skulle have sagt i dansk politik som tidligere.

Lad os håbe og arbejde på et nyt og forbedret Danmark. Et Danmark der vil kæmpe sig flot igennem den økonomiske krise. Et Danmark der får øget sin vækst på alle tænkelige måder. Et frit og fordomsfrit Danmark hvor “os og dem” blot bliver til “os”. Et Danmark der uddanner sine børn og unge på bedste vis. Et Danmark der ikke glemmer næstekærlighed og behandler alle, gamle som små, rige som fattige, hvide som mørke på lige fod. Lad os arbejde på dette med et frit sind.

..Og til vores alle sammens elskværdige Pia Kjærsgaard, som her brokker sig(wow! Brokker sig!? Surprise! Den var ny for Pia!) over paraboler, kan vi da se på nedenstående billede, at paraboler ikke altid er så grimme, som man skulle tro:

…. :D

Samtale med taxachauffør

I dag har været en dag med adskillige møder og samtaler med forskellige mennesker. Det har faktisk været berigende og enormt hyggeligt.

På vej til glatbanen i dag, var der togforsinkelser, og jeg så mig selv nødsaget til at tage taxaen dertil fra Hovedbanegården. Det fik jeg så gjort. Jeg fik mødt den 47-årige jugoslaviske, muslimske Nassir, som var dagens taxachauffør. Enormt sød mand.

Nassir og jeg havde en dyb samtale om det, at være muslim i Danmark, og om hvordan det forholder sig mht. ægteskab i den muslimske jugoslaviske – og muslimske irakiske mentalitet. Han fortalte mig om deres gyldne “24-års regel”. Hvad går denne så ud på?

Ja, han sagde, at i tilfælde af, at en kvinde var nået de 24 år og end ikke var gift, var håbet sådan set ude med hende(det mente han ikke selv, han forklarede det kun), og hun var ikke længere “ægteskabs-materiale”, hendes tid var udløbet.

Jeg grinte lidt, da jeg fik fortalt ham, at vi desværre i flere irakiske kredse og samfund har samme forskruede tankegang. Jeg mener bestemt ikke, at det burde være sådan, og jeg mener selv, at en 24-årig kvinde stadig er i sine bedste unge år. Intet såkaldt håb er ude. Hvis Gud vil have, at noget skal ske, sker det også.

Han spurgte mig om hvor gammel jeg var, og jeg svarede 21. Han grinte højt og sagde: “Uf! Du har travlt, unge dame!” Haha, han var sjov.

Det er egentligt lidt morsomt at tænke på, hvor forskellig denne sag er fra den vestlige tankegang, hvor man generelt gifter sig i slutningen af 20’erne eller starten-midten af 30’erne som kvinde.

Vi diskuterede videre, og til slut nåede jeg frem til min destination. Han smilte og sagde: “Du tænker som en 50-årig kvinde, Fatima. Ikke som en 21-årig. Det er så godt. Jeg håber du klarer det godt, ha’ en god dag!”, og væk var han. Han var nu en venlig mand. =) Haha, jeg ved dog bare ikke om det er godt, at jeg åbenbart tænker som en 50-årig..

Hvad mener I? Kan man nå en vis alder som kvinde, hvor det er et no-go at man gifter sig? Jeg ved i hvert fald hvad jeg selv synes om dette..

 

 

Foråret er vist kommet

Uden for vort hjem føles det i hvert fald som forår.

Jeg afsluttede en skøn weekend  i går med en tur i lille Nivå, og her fik jeg bekræftet, at vi endelig har fået foråret over os. Dejligt er det. Alt føles så roligt og smukt, når det er forår. Dog synes jeg, at alle sæsoner har deres egen charme. Vi bør være glade og taknemmelige over, at vi bor i et land, hvor vi rent faktisk kan opleve årets fire sæsoner.

Jeg kom hjem præcist to timer siden fra noget fantastisk undervisning med Dr. Hassan igen. Jeg anbefaler at man dukker op til denne undervisning, så længe vi nu har muligheden for dette, da vores tid er knap med ham. Det er intet man vil fortryde.

Forresten ønsker jeg eid nowrouz mubarak til alle de, som fejrer det! Det er rent faktisk noget, som vi shia generelt også “fejrer”, da der hører nogle dua’ og andre tilbedelser til, men det er der dog ikke mange der er klar over.

Er der nogen, som kender til demonstrationen, der vil finde sted på torsdag til støtte for Bahrain, må I hellere end gerne kontakte mig. Det ville jeg værdsætte.

Nu til dagens nyheder!

Ps. Noha; tak for din venlighed i dag! Du er dejlig!


Et møde med en eksiliraner

Jeg var ivrig efter at nå demonstrationen i dag, og deltage. Mit ønske blev dog ikke opfyldt. Jeg var sent på den pga. transportforsinkelser, og da jeg nåede frem til Rådhuspladsen, var ingen af de demonstrerende til stede. Jeg gik rundt i Københavns gader, som en lille vildfaren fugleunge og ledte og ledte, men uden held. Jeg tænkte, at der måske kunne være en årsag bag dette. Jeg var dog lidt skuffet.

Jeg tænkte at det var en god mulighed for at gå lidt rundt, samle mine tanker, og tage en smule billeder. Det fik jeg også gjort.

Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne tage på arbejde og få ordnet nogle sager. Jeg satte mig i bussen, og var på vej dertil. Pludseligt smilte en venlig dame til mig. Jeg kunne mærke på hende, at hun ønskede at indlede en samtale. “Din hijab er så fin, du bærer det så flot og stolt.”

Jeg smilte tilbage og takkede for hendes venlige kommentar. Jeg havde ret, hun indledte en samtale. Hun sagde nogle ord på persisk, og jeg fortalte hende, at jeg ikke forstod hende. Hun var forbavset og undskyldte, da hun troede, at jeg var iraner. Jeg grinte lidt og fortalte hende, at alle der møder mig, tror det samme som hende, så hun havde intet at undskylde.

Vi snakkede lidt frem og tilbage om hijab, og hun ønskede, at jeg kunne fortælle hende min hijabhistorie. Det blev kort, men det fik jeg så gjort. Hun fortalte, at hun var eksiliraner og ikke muslim, men hun følte, at der var noget i mig, der drog hende til mig, hehe.

Vi nåede frem til mit busstoppested, og hun skulle egentligt videre, men hun steg af bussen for at fortsætte sin samtale med mig. Det kom lidt bag på mig, men samtidig var jeg en smule glad for det, da vores samtale var interessant.

Hun fortalte mig, at grundet den måde, som mange hijabklædte piger bærer deres hijab på, var folk som hende trætte af hijab og de kunne ikke forstå essencen bag hijab, da mange af disse piger efter hendes mening slet ikke udstillede hijab på den måde, som Islam ønsker.

“Jeg har mødt mange hijabklædte piger i mit liv, men du er den første og eneste, som har ændret mit syn på det fuldstændigt. Den måde du bærer det på, forklarer essencen bag det, og du har gjort mig forelsket i det. Sådan skal hijab være, smukt, ydmygt og anstændigt. En ærlig indre og ydre hijab.” Jeg var i chok.

Jeg kunne ikke skjule min glæde, kiggede op på himmelen og udbrød et: “alhamdulillah”. Hun smilte. Jeg kunne ikke forstå, at sådan en kort samtale om hijab ville ændre en anden persons syn på det. Jeg var glad. Ikke for min egen skyld, men jeg følte en mærkelig form form for håb indeni.

Jeg måtte videre, men inden jeg tog af sted, kiggede hun på mig, smilte og sagde: “Du ved…Jeg havde opgivet alt om Islam før…Indtil i dag! Jeg vil straks hjem og starte min søgen igen. Tak.”

Jeg tog på arbejde, og var lidt i min egen verden der. Jeg reflekterede over, hvad der lige var hændt. Blot en time tidligere var jeg skuffet og ked af, at jeg havde gået glip af demonstrationen. Jeg havde dog tænkt, at der sikkert lå en årsag bag. Sobhanallah, det gjorde der vist. Jeg tror ikke på tilfældigheder i livet.

Denne hændelse deler jeg ikke med mig, for at fortælle, at min egen hijab er speciel eller endda god. Den er normal og intet specielt. Jeg synes dog, at der er en pointe med dette. Pointen er, at vi virkelig bør være varsomme og påpasselige med de ting vi siger og gør. De kan have en påvirkning og effekt på folk, som vi måske ikke selv ved. Denne påvirkning kan enten være positiv eller negativ, og derfor bør vi altid gøre vores ypperste for at præsentere islam på bedste vis.

Vi har nok af såkaldte fjolser der går ved navnet muslimer, som tilsmudser islams navn og billede. Det er vores opgave at videreføre det rette billede og den rette forståelse af denne. Jeg har selv lang vej endnu, og jeg kæmper selv hver dag for dette, ingen af os er perfekte, men vi kan i det mindste gøre et forsøg. Det skader ingen. Tværtimod.

Har I selv haft lignende oplevelser, må I hellere end gerne dele dem med os andre på bloggen.