Alle burde hade de klamme, grimme, hvide, stinkende danskere!

Ja, nu er det sådan engang, at Dansk Folkeparti får en plads i min blog igen, igen, igen. Min titel til indlægget, som selvfølgelig er  en latterlig og krænkende udtalelse er nemlig åbenbart noget, som skal være tilladt i Danmark – racisme skal være tilladt! Tjaeh..Hvis man da spørger gode, gamle Dansk Folkeparti. Dette er noget så skandaløst, og for mig komplet uforståeligt. DF havde måske ikke helt nøjagtigt tænkt, at man med afskaffelsen af racismeparagraffen skulle udsætte den danske befolkning for racisme, for vi ved jo inderst inde alle godt, at de i deres nedladende forslag gerne vil ramme minoritetsgrupperne.

Ifølge Politiken

“Og hvis regeringen ikke bakker op om forslaget, vil partiet bruge finanslovsforhandlingerne til at gennemtvinge ændringen.

Det siger Søren Espersen (DF), som dog ikke vil udtale sig om præcist, hvilke pressionsmetoder Dansk Folkeparti har i ærmet til forhandlingerne.

»Men vi plejer at være ret gode til at få vores krav igennem«, siger han til politiken.dk.”

Magen til hykleri skal vi da længe lede efter. Hvis DF ikke har mistet flere og flere stemmer efter deres seneste(mange) latterligheder, kan jeg virkelig ikke forstå, hvad der sker oppe i hovedet på folk. Hvor meget vil man da acceptere? Hvor meget vil man gå med på at håne andre mennesker? Er det virkelig dette der er såkaldt “frihed”? Hvis ja, er jeg den første der kæmper imod friheden!

Oven i alt dette, skal det selvfølgelig også nævnes, at Dansk Folkeparti ikke blot vil afskaffe racismeparagraffen. Nææ nej. Man vil såmænd også afskaffe blasfemiparagraffen. Undrer dette overhovedet nogen? Det tror jeg næppe! Og hvis man ærlig talt ikke kan se nogen sammenhæng mellem afskaffelsen af disse to paragraffer, har man da brug for at tage til øjenlægen! Det er tydeligt og åbenlyst for ethvert voksent menneske, at kunne forstå, hvem Dansk Folkeparti egentligt vil ramme med disse afskaffelser!

Ingen under, at DF ikke tror på en racismeparagraf – se blot alle deres annoncer, hvor størstedelen nedgør minoritetsgrupper i Danmark.

Ytringsfrihed? Nope! Prøv med ytrinsfrækhed!

(Ps. Jeg mener selvfølgeligt ikke selv, hvad der står i blogtitlen – det ved de læsere der kender mig vist også. Jeg beklager, hvis nogen har følt sig stødt.)

Reklamer