Disse sager får ikke nok opmærksomhed!

Fra Politiken:

“Websitet Wikileaks har offentliggjort en video, der viser, hvordan amerikanske militærhelikoptere i 2007 angreb og dræbte mindst 12 civile i en forstad til Iraks hovedstad, Bagdad. To af de tolv mænd var nyhedsfolk fra nyhedsbureauet Reuters.”

Optagelserne viser, at Namir Noor-Eldeen bærer sit kamera over skulderen, hvilket besætningen om bord i Apache helikopteren fejlagtigt antager for at være en automatriffel.Derefter skyder de dem alle ned fra helikopteren.

Endvidere beskyder amerikanerne to børn:

“Amerikanerne beskød børn
Om bord på helikopteren ser besætningen, at en af de nedskudte mænd kravler rundt på fortovet, imens han uden held forsøger at komme på benene igen.

En varevogn ankommer til stedet og to mænd springer ud for at hjælpe den sårede. Det konstaterer besætningen også i helikopteren.

Optagelserne fra helikopteren viser derefter, at to børn, en dreng og en pige sidder på forsædet i vognen, mens de to mænd forsøger at hjælpe den nedskudte mand på gaden. Alligevel beder skytten om tilladelse til at skyde, og derefter bliver der skudt.”

Det er direkte klamt og grotesk! Til tider kan man undre sig over, hvorvidt en irakers liv ikke er så vigtigt som en amerikaners, da disse og lignende drab ikke får den opmærksomhed, som de egentlig burde få.

Den korte version af videoen:

Den lange version:

Spirituel krig: de vil overtage Irak – og hele Mellemøsten!

En af mine veninder på Facebook, havde sat en bemærkelsesværdig  youtube video ind i går, og denne video kunne jeg ikke blot lade mig ignorere af, og derfor har jeg også valgt at dele videoen med jer.

I videoen ser vi kristne missionærer i Irak, der ihærdigt prøver at konvertere de muslimske irakere til Kristendommen. Dette gør de på de mest manipulerende måder – såsom ved at støtte dem med materielle goder, for senere hen at vinde deres tillid og omsorg, og dermed konvertere dem fra Islam, og ind i Kristendommen. De har tydeligvis haft studeret deres sag grundigt, og de er godt klar over, at nogle af disse irakere er enormt skrøbelige, og har brug for hjælp udefra. Problemet er dog deres intentioner – de hjælper dem ikke frivilligt. De har ét overordnet mål, og dette er selvfølgelig at bekæmpe Islam, og dermed få disse mennesker væk fra Islam. Islam, som de anser som fjenden, som man tydeligt kan forstå ud fra videoen.

Det er for mig at se, ikke tilfældigt, at de lige netop har valgt Irak, hvor de har startet deres mission om konvertering. I videoen ser vi også, hvordan G. W. Bush med al selvfølge støtter disse missionærer – han støtter dem endda på en ret åbenlys måde! Jeg har altid haft sagt, at USA ikke er uskyldige og de med al sikkerhed har studeret situationen i Irak nøje, og alt hvad de gør, er ikke tilfældigt. Mange irakere må snart vågne op og indse, at USA ikke bare er nogle helte, der gerne vil til deres undsætning.

Ikke nok med at disse missionærer vil prøve at overtage det krigsramte Irak, er et af deres mål også at overtage hele Mellemøsten. Det er tydeligt at se, hvordan de prøver at skabe konflikter, og hvordan de blander sig i folks levevis. Spørger man dog mig, er hele deres mission noget at grine af, og de skal langt fra have forhåbninger om at nå deres mål, da dette aldrig kommer til at ske. Ja, de kan godt omvende nogle irakere, men langt fra alle! De kan drømme videre. Med det sagt, synes jeg dog stadig ikke, at man bør ignorere disse sager, da de fortæller os en del om visse menneskers intentioner.

Man snakker ofte om muslimer, og deres måder at håndtere kristne på, men man bør måske lige feje for egen dør først.

Jeg håber, at I tager jer lidt tid, og bruger de 9 minutter på at se videoen, da man måske kan få øjnene op.

Dæmoniseringen af Iran

Eftersom jeg ikke har lov til at kopiere hele artiklen fra Information, har jeg valgt at tage store brudstykker af  artiklen omhandlende Iran og dæmoniseringen af denne. Vi har i lang tid været vidner til mediernes direkte hykleriske skildring af Iran, og for en gangs skyld, fandt jeg en fornuftig artikel om landet og dets politik. Nederst i mit indlæg, har jeg knyttet en lille kommentar.

Here goes:

Vil verden bedrages én gang

til?

“Dæmoniseringen af Iran har længe været i gang med især USA og Israel som afsendere. En ny krig i en allerede ustabil del af verden kan blive en realitet, men spørgsmålet er blot, om medierne og resten af verden endnu en gang er villige til at lade sig manipulere og skræmme af truslen om masseødelæggelsesvåben?”

[…]

“Dæmoniseringen af Iran har været i gang længe, men blev for alvor tydelig kort tid efter invasionen og besættelsen af Irak i 2003. Men ironisk nok førte udviklingen i Irak – med de enorme problemer besættelsesmagten fik fra den irakiske modstandsbevægelse, til at en eventuel krig mod Iran – og Syrien – blev lagt i skuffen af USA’s nye konservative kræfter, der på det tidspunkt var klar til at gå i krig mod det halve af verden.

[…]

“Historien gentager sig

For det første er Iran – som samtlige lande i verden -i sin fulde ret til at eje, udvikle og udnytte atomteknologien til fredelige formål. Den ret er nemlig garanteret alle verdens lande af internationale resolutioner og aftaler – også af Det Internationale Atom Energi Agentur (IEA). Men set ud fra ligheds- og retfærdighedsprincippet nationerne imellem, så gælder det tilsyneladende ikke for andre end Israel.”

Der går efterhånden ikke en uge, uden at amerikanske og/eller israelske trusler mod Iran skaber overskrifter. Og det er endda, selv om atomprogrammet er fredeligt – eftersom intet andet er bevist. Det hele bygger netop på gætterier, skrækscenerier og påståede »sikre efterretninger« – som det også var tilfældet med Irak før invasionen i 2003. Og på trods af mislykkede militære eventyr i såvel Irak som i Afghanistan tyder begivenhedernes gang på, at USA – og især Israel – er fast besluttet på endnu en krig i en allerede meget ustabil region. Og det er i den forbindelse ingen hemmelighed, at hele Mellemøsten – og måske hele verden – vil stå i en meget usikker situation.”

[…]

“Truslen om Iran

Dæmoniseringskampagnen mod Iran intensiveres for alvor for fem år siden, da Israel blev klar over Irans evne til uafhængigt af omverdenens hjælp at berige Uran – et grundstof, som den iranske undergrund er rigt på, hvorfor der intet behov er for at importere stoffet.

Selv om Iran på intet tidspunkt har ‘overtrådt’ det tilladte ifølge NPT (den internationale ikkespredningsaftale) eller er ‘gået over stregen’ i forhold til retten til et civilt brug af atomteknologien, og de på intet tidspunkt har udelukket Det Internationale Energi Agentur (IEA) fra at overvåge eller kontrollere berigelsesprocessen. Ikke en gang den seneste stigning af berigelsesprocessen blev foretaget uden tilstedeværelsen af de internationale kontrollører. Alligevel opfattes Iran som en trussel i Mellemøsten.

For det tredje – og måske det mest skræmmende og uacceptable for Israel – vil en international positiv tilkendegivelse i forhold til Irans ret til som en suveræn, ambitiøs og kyndig nation at besidde atomteknologien, indebære, at Iran vil blive anerkendt som et fuldgyldigt medlem af det stærkt begrænsede antal lande i atomklubben. Ud fra et strategisk synspunkt vil Israel aldrig tillade Iran den ret. Også selv om Iran aldrig nogen sinde bevidst eller ubevidst vil besidde atomvåbnet.

Bemærkelsesværdigt er det, at i en tid med krige i Irak og Afghanistan – i en tid hvor Israels bosættelses-, koloniserings- og undertrykkelsespolitik mod palæstinenserne er i stigende grad krydret med en legendarisk trodsighed over for verdenssamfundet i forhold til fredsprocessen. I en tid hvor den økonomiske krise fortsat truer stabiliteten i verden, kombineret med et sjældent set omfang af naturkatastrofer kloden over. På trods af disse truende faktorer mod freden, stabiliteten og retfærdigheden i verden så er det spørgsmålet om Irans atomprogram, der er afgørende og i fokus.”

[…]

“Hvad gør medierne?

Spørgsmålet er nu, hvordan verdenssamfundet og især pressen vil håndtere sagen? Vil man ukritisk gengive alt, hvad USA og Israel har produceret og vil producere af misinformationer i de kommende måneder, nøjagtigt som tilfældet var med Irak op til invasionen i 2003? Eller bliver det mere i retning af at opfatte tingene anderledes og i et større perspektiv?”

[…]

“Vil pressen finde sig i endnu en gang at blive (mis)brugt og groft udnyttet til at forberede offentligheden på endnu en krig mod endnu et land i Mellemøsten blot for at tjene USA’s og især Israels interesser?

Vil massemanipulationsvåbnet igen blive sat ind for at dæmonisere et helt land for at sikre Israels påståede truede sikkerhed?”

[…]

“Den måske kommende krig i Mellemøsten – gud forbyde det – vil for alvor blive historisk og afgørende. Den krig må og skal forhindres. Det energihungrende Iran må og skal have lov til at besidde og udvikle atomteknologien til fredelige formål. Iran har også historie og et sympatisk, veludannet og flittigt folk. Verdenssamfundet må aldrig nogen sinde begå samme fejl som skete i Irak.

Fathi El-Abed er debattør og Mellemøstkyndig”

_____________________

Hvis nogen derude nogensinde skulle være i tvivl om hvorledes medierne fremlægger Iran, Præsident Ahmadinejad, og generelt hele situationen i Iran, kan de eksempelvis læse denne artikel, fra selvsamme Information, som på grimmeste og mest subjektive vis beskriver Præsidenten. Det er godt nok ved at være en gammel artikel, fra dengang Præsidenten kom på besøg til klimatopmødet, men artiklen er dog alligevel værd at læse, da man får et godt billede af, hvor hykleriske medier eller visse mennesker kan være. Blot titlen “Diktatorens smil”, siger en del.

Grusomheder begået i frihedens navn.

Tanker jeg har gjort mig om generelt alle der bliver uretfærdigt behandlet.

I nat sad jeg og så en dokumentar på TV2 om Abu Ghraib fængslet. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg kunne holde tårerne tilbage. Man må have et forstenet hjerte, hvis man ikke bliver rørt og påvirket af disse rystende grusomheder der er foregået i dette forfærdelige fængsel. Noget der irriterer mig enormt er det faktum, at dokumentaren bliver vist en søndag kl.2.40-4.00 om natten, hvor man ved, at der ikke er særligt mange mennesker der vil se udseendelsen. Latterligt. Alle bør kende til disse grusomheder, alle.

Man får at se nogle af de fængselsbetjente(dvs. amerikaerne, og ikke irakerne fra Saddams tid), der torturerede fangerne. Jeg fik virkeligt brækfornemmelser grundet den måde de forsøgte at forsvare deres afskyelige og chokerende handlinger på. Ikke engang dyr behandler hinanden på disse rystende måder. Og for mit vedkommende, er man lige så ynkelig og afskyelig som dem, hvis man prøver at forsvare disse mennesker – hvis de da overhovedet kan kaldes mennesker. De har jo simpelthen gjort alt hvad man kan gøre ved et menneske – misbrugt fangerne mentalt, fysisk, seksuelt, og ja – endda dræbt nogle af dem. Jeg kan forestille mig, at fangerne nok foretrak døden, end den tortur de blev udsat for.

Bush og Rumsfeld, generelt den amerikanske regering, blev virkeligt gjort til grin i dokumentaren – for vidste man ikke om hvor korrupte de var førhen, fik man rigtigt nok en fornemmelse af det i denne dokumentar. Jeg er træt, udmattet, af at visse mennesker slipper så nemt af sted med alt hvad de gør og siger, og at folk samtidigt blindt tror på, at disse forfærdelige mennesker er helte – hvilket de langt fra er og aldrig kommer til at blive! Disse forfærdelige mennesker snakker højt om frihed, menneskerettigheder, og bekæmpelse af terror! Hvor hyklerisk! Hvor naivt at tro, at disse mennesker ønsker vort bedste!

Det kan godt være, at man som en sølle iraker  bosat i Irak ikke bliver hørt i medierne og ikke har noget at skulle have sagt, og man som amerikansk soldat slipper af sted med alt hvad man gør, da de højere styrker støtter én, men i sidste ende, kan sandheden aldrig tages fra én. Ret er ret.

En opfordring til alle er, at se dokumentarer som denne, og dokumentarfilm som “The Road to Guantanamo”, søge på nettet om disse grusomheder, vågne lidt op være bevidste om hvad der foregår ude i verdenen – og aldrig sige ja til uretfærdighed!

Guantanamo, Abu Ghraib, ja hvad bliver det næste?

Saddams kone, Sajida Khairallah

Mens jeg har været på ferie, har jeg modtaget en spændende e-mail.

Mailen var på arabisk, og for dem der kan læse arabisk, stod følgende: “هذا ماوجده العراقيين في خزانة ملابس ساجدة خيرالله زوجة صدام بعد هروبها من قصور زوجها فكم هو موجود في خزائن البنوك”

Jeg prøver at oversætte så godt som muligt:

Dette var hvad irakerne fandt i Sajida Khraiallahs klædeskab, Saddams kone, efter hun flygtede fra sin mands slotte. Hvor meget har hun så i bankerne?

Den familie har været så dygtig til at stjæle fra irakerne og selv leve så overdådigt. Ikke engang konger og dronninger lever som de gjorde. Må de få hvad de fortjener.