Tittebøh!

H..He….Hej? Er der…Nogen?

Det spørgsmål stilte jeg mig selv, når jeg skulle skrive dette blogindlæg. Jeg tvivler på, at der stadig skulle være nogen, der ville læse det, jeg skriver, efter så meget fravær, men jeg fik sådan en stor, nostalgisk følelse ved tanken om bloggen og fik derfor lyst til at ‘kigge forbi’ og skrive lidt.

Årene har passeret og der er sket så meget siden sidst. Eksempelvis skete der jo det, at jeg stoppede helt med at blogge, men kunne ikke nænne at slette bloggen. Der er for mange gode minder til at få den slettet. Jeg kigger i ny og næ på gamle indlæg og bliver et stort smiley-fjæs når jeg læser nogle af de ting, jeg engang har skrevet. Hvor man dog ændrer sig gennem årene. Det føles lidt, som at jeg blot var en lille pige når jeg skrev, men mon ikke jeg også vil sige det samme om mig selv og dette indlæg om nogle år?

Lige nu sidder jeg hjemme i vores hus i Malmø. Vi købte huset i juli 2017 og måneden før solgte vi vores andelsbolig. Samtidig var jeg gravid og der var så meget at se til. Svær graviditet, arbejde og flytning på samme tid. Vi kom dog helskinnet igennem det og den 22. november 2017 fødte jeg Hassan, som har beriget vores liv med glæde og kærlighed. Lille troldunge, så fræk og energifuld. I skrivende stund sover han til middagslur og derfor fik hans mor her lidt tid til at skrive.

Hassan er pt. 1 år og 8 måneder gammel og jeg er stadig på barsel. Barslen er længere i Sverige end Danmark, men derudover valgte vi også, at jeg skulle blive hjemme med ham i noget længere tid. Han har dog fået vuggestue plads og starter om 2 uger og skal nok være der mindst få timer 3 gange om ugen fordi hans mor skal starte på en ny uddannelse. Denne gang på Malmøs Universitet. Ny bachelor, nye udfordringer.

Meget er sket i årenes løb, både på godt og ondt, men resten lader vi stå. Livet kan ikke opsummeres ved blot nogle sætninger.

Jeg vil forsøge at opdatere bloggen lidt, specielt med madopskrifter. De er stadig efterspurgte og jeg får stadig mails angående netop madopskrifterne.

Hav en dejlig sommerdag!

Kærligste hilsner

Estamboli

Ingredienser:

Ca. 400 g. hakkekød ***

To kopper ris(ca. 3½ dl.)

1 løg

Ca. ½ kilo store grønne (frosne) bønner (se hvilke på billedet)

1 tsk gurkemeje

3-4 fed hvidløg

Ca. 1 tsk revet ingefær

½ tsk stærk chilipulver(frisk chili kan også anvendes)

1 spsk salt

1 spsk tomatpuré

Saften af 1 citron

Fremgangsmåde:

1. Skær løget i mellemstore tern og steg på en dyb pande.

2. Tilsæt de grønne bønner i(som er skåret i mellemstore kvadratiske tern) og varm en smule indtil de tør op i panden

3. Hæld gurkemejen, chilien, presset hvidløg, ingefæren, saltet og kødet i og bland sammen og hak kødet mindre uden at mase bønnerne.

4. Sæt låg på panden og varm ved svag varme indtil bønnerne bliver færdige/bløde. – Ca. 25 min. 5 min. inden det bliver færdigt, tilsættes tomatpuré og citronsaften.

5. Fremgangsmåde og tilberedning af risen:

Kog ca. 1½ liter vand. Tag risen op af vandet(som man havde lagt dem i blød i), og hæld nu det kogende vand i en gryde, hvor risene skal i – tilsæt en spsk. salt. Lad koge i ca. 5 min. – indtil risene næsten er kogt færdige.

Hæld nu risene og vandet i en si, og derefter hælder du en smule olie i gryden(som man lige har brugt til risen), og hæld nu ca. det kvarte af risen i, og derefter lidt af bønne-blandingen, et lag ris igen, og bønne-blanding igen – indtil der ikke er mere. Sæt på svageste varme i ca. 10 min.

NB: Læg risen i blød i ca. to timer inden du vil lave retten. Bønnerne skal du rense, og klippe enderne af ved, i tilfælde af, at du ikke har nogle klar i fryseren(som jeg).

Færdig!

*** – I retten kan også bruges lammekød i stedet for. Hvis dette er tilfældet, skal lammekødet lægges på panden straks efter man har stegt løget.

Madinspiration

Eftersom at tiden har manglet og jeg derfor ikke har haft lagt nogle opskrifter op, kommer her nogle billeder af forskelligt mad, som evt. kan bruges til inspiration.

 

 

Grønsagsfadet mangler blot at tilsættes en sovs man selv kan lide, og sættes i ovnen.