Eid anno 2016…

Kære (muslimske) venner

Hvert år ved denne tid efter en afsluttet Ramadan ville jeg normalt have ønske jer en glædelig eid. Situationen er dog ulykkeligvis anderledes i år.

Med tanke på alt det modbydelige der sker i verden og ikke mindst den nye terroraktion begået af barbarerne ISIS/Daesh i Irak, kan jeg med et tungt hjerte sige, at jeg desværre ikke kan ønske glædelig eid i år. Ja for hvad er egentlig glædelig ved denne eid når man ser alt det frygtelige der er sket nede i Irak? Når man hører en far tage afsked med sin myrdede søn, når man ser en en hjælpeløs mors tårer over tabet af sit barn, når man ser endnu flere forældreløse børn, endnu flere mennesker der har mistet alt det de holdte kært, når unges og børns blod løber ned ad gaden, når man ser et barn der er brændt til ugenkendelighed, når et land år efter år oplever nedtur og ikke kan få lidt glæde i deres liv?

Jeg føler stor sorg og vrede indeni og jeg føler frustration over at sådan noget overhovedet kan ske i vores verden. Dog har vi alle et ansvar her. Nok kan vi ikke alle være med til at stoppe ISIS/Daesh og ligesindede barbarer, men det er vores pligt at oplyse folk om disse uhyrer. Vi skal selv være med til at stoppe denne ekstremisme som ikke har noget som helst med vores eller nogen andens religion at gøre. Disse uhyrer tilhører ikke islam og det er vores opgave at lade folk vide dette. Lad sandheden om Daesh nå ud til alle. Jo flere der kender til disse barbarer jo lettere bliver det at bekæmpe dem og afholde flere fra at tilslutte sig deres sindssyge gruppe.

United we stand, divided we fall.

Med ønsket om en bedre og fredligere eid til næste år

//Fatima

Kan selv afdøde mennesker ikke slippe for hadet i verden?

Som man har kunne læse de seneste dage, er der blevet begået hærværk mod en muslimsk gravplads i Brøndby, hvor 50 grave er blevet ramt af dette vanvid. Inden muslim-stemplet kommer frem hos nogen, skal det lige pointeres, at jeg ikke skriver dette indlæg på grund af, at jeg selv er muslim. Havde det drejet sig om en anden religion eller manglen på samme, ville jeg fortsat mene, at det er på sin plads at udtale sig om denne afskyelige handling.

Angående sagen, har politiet bare fået det til at virke som ‘drengestreger’. Det kan man dog ikke bilde mig ind. For mig at se, er budskabet ret så klart og tydeligt: had. Had til andre mennesker. Et had, der i den grad er så stor og modbydelig, at selv ikke afdøde sjæle kunne undslippe det.

Hvad ellers, skulle få andre mennesker til at udøve så hjerteløs en handling, hvis motivet ikke er had?

Kan selv afdøde mennesker ikke slippe for hadet i verden?

Er vi virkelig nået til det punkt i verden, og i dette eksempel i Danmark, at selv vores afdøde kære og nære kan udsættes for dette? Er vi virkelig nået derhen?

Det undrer mig egentlig ikke, med tanke på hvordan medier og vores politikere driver dagens politik i Danmark. Hjernevask, opilden til hetz og had, splitring og en meget hård tone i debatten. Alt dette påvirker folk. Alt dette absorberer visse folks hjerner, hvad end de selv ved om det eller ej. Så sent som i dag, så jeg et klip fra DR1 duellen, hvori Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke svarede på følgende spørgsmål: “Er Danmark et multikulturelt samfund?” – hvorved førstnævnte svarede “nej” og Løkken svarede “Nej, men vi er i fare for at blive det”. Det er denne politik begge bl.a. fører i deres valgkampagne. Og her gik man og troede, at vi i Danmark var stolte af, at vi netop er et multikulturelt land. Ak, var det bare en drøm?

Det er virkelig en trist udvikling man er vidne til. Mere had og mindre forståelse.

Jeg elsker det Danmark, som er multikulturelt og er åbent og smilende. Jeg elsker det Danmark, som lader folk føle sig varmt velkomne og tilpas. Jeg elsker det Danmark, som trods idioters hærværk, mødte op i gravpladsen og viste respekt over for de afdøde og deres familier. Jeg elsker mit land. Jeg elsker Danmark. Jeg elsker at Danmark elsker.

Lad Danmark fortsat elske. Lad ikke denne dumme udvikling vi ser i dagens Danmark fortsætte. Lad Danmark fortsat elske. For de efterladte, de nulevende og de fremtidige medmennesker i vores yndige land.

Fejring af Fatima al-Zahras fødselsdag

I weekenden havde vi i Malmö besøg af vores søskende fra Stockholm og Göteborg for at fejre Fatima al-Zahras(as) fødselsdag samt generelt kvinden i helhed på Gustav Adolfs Torg, Malmö. Fejringen bestod bl.a. af rose-uddeling, et børnehjørne hvor børn kunne få malet deres ansigter, tegne og male, et diskussionshjørne for de som var interesserede i dybere diskussioner, en kunstudstilling, en scene hvor der blev læst digte, holdt taler, konkurrencer, uddelt gaver, osv. og sidst men ikke mindst et telt hvori vi delte kaffe, juice og kage til de besøgene. Det varede i 4 timer fra kl. 12-16 og sikke en hyggelig dag det var! Vejret var virkelig også med os – skønt, skønt vejr!

Det svenske SVT skrev en artikel om det og gjorde en reportage om arrangementet og det kan ses via dette link:

http://www.svt.se/nyheter/regionalt/sydnytt/de-firar-profetens-dotter

Desuden har DVV – Den Väntades Vänner som stod bag arrangementet også skabt en video om arrangement:

 

Danish Defence League’s idiotiske planer

På dr.dk kan man læse om, at DDL har planer om at dukke op i Danmarks såkaldte ‘ghettoer’ med plakater af de velkendte Muhammedtegninger med Profeten som en vældig ucharmerende terrorist og med bombe i turbanen(bare det at tænke på de tegninger igen, giver mig kvalme). Deres noget så “fornuftige” talsmand siger følgende:

“Vi tager ud i ghettoområder med plakater med billeder af profeten Muhammed med bombe i turbanen. Vi starter ikke balladen. Det er vores land, og vi har ret til at være der. Men hvis de kommer flyvende ned, så forsvarer vi os hundrede procent,”  
(Taget fra dr.dk) 

De skulle efter sigende gøre dette for den såkaldte ytringsfriheds skyld. Sådan idioti skal man længe lede efter. De ved udemærket godt, at dette kommer til at skabe problemer og evt. vold, men på trods af dette, ønsker de at gøre det. Dermed ikke sagt, at det ville være korrekt, at te til vold hvis DDL gør dette, men faktum er, at man ikke kan kontrollere ethvert menneske og hvordan det kommer til at reagere i en given situation. Det er specielt ikke let at kontrollere folk, der allerede evt. bor i socialt belastede områder, eller områder med meget pres og sværheder.

Hvad man forsøger at få ud af dette, andet end at skabe ballade, er for mig vældig svært at se. Påny ser vi igen, at visse idioter prøver at skabe had og fjendskab mellem Danmarks borgere.

At de ikke kan forstå at Profeten Mohammed er en yderst vigtig figur for mange millioner muslimer i verden, retfærdiggør aldrig, at de ønsker at træde på dette pga. deres manglende forståelse. Ja, for mig at se, gør de ikke andet end sig selv til grin, og ønsker noget opmærksomhed fra medierne.

Og lad os så antage, at visse mennesker vil te sig til vold; hvad da? Hvad får man ud af dette? At skære samtlige muslimer over én kam? (som var det ikke allerede gjort fra deres side af..) Behøver vi virkelig endnu en indvandrer-debat i Danmark og vise hvor sleeemme alle ‘de der fremmede’ er?

Det er sandelig en gave vi har fået, at have æren af at have en hjerne. En skam dog, at så mange mennesker(som DDL) ikke bruger denne hjerne.

Kommende hijab-bærende politibetjent i Sverige

En veninde på Facebook havde linket til en kort og spændende artikel fra den svenske MetroXpress på dette link, og det fangede straks mit blik .Der står følgende: “Donna blir första polisen med slöja. Donna Eljammal är Sveriges första poliselev med slöja. “Det är viktigt att, inom varje yrke(erhverv, red.), ha folk med olika bakgrunder”.

Det fortælles, at Donna Eljammal på 26 år længe har planlagt at blive politibetjent i Sverige. Det er simpelthen bare noget hun ønsker, og for et par år siden, efter en debat om dette, blev der nu mulighed for hende at få sit ønske realiseret.

Følgende skrives i artiklen:

Ser du slöjan som en nackdel eller tillgång i ditt framtida yrke? 

– “En tillgång. Sverige är ett mångkulturellt land och det är viktigt att, inom varje yrke, ha folk med olika bakgrunder eftersom det ökar kunskapen och förståelsen. “

Hun ser det altså som en fremgang, at et multikulturelt land som Sverige også kan have hijab-bærende kvinder som politibetjente, eftersom hun mener, at det har sine fordele. Men nu er det dog således, at sådanne sager desværre ikke slipper nemt af sted, da mange enten vil så tvivl om hendes valg, kritisere hende for den karriere hun har valgt at tage, eller blot brokke sig over, at hijab skal indgå i politiet.

Norge havde samme debat oppe at køre for over to år siden, og i første omgang tillod man religiøs hovedbeklædning, som man også kan læse her. Dog blev norsk polititørklæde hurtigt droppet igen, før det blev realiseret.
Det danske Politiforbund i Danmark sagde  nej tak til religiøs hovedbeklædning her i landet, efter at debatten kom op i Norge. Det argumenteres, at man vil signalere uafhængighed og neutralitet og derfor burde religiøs hovedbeklædning ikke indgå i den danske politibetjents uniform.

Så nu er spørgsmålet: er det okay, at vi i Danmark også skal tillade, at hijab-bærende kvinder kan have lov at blive politibetjente? Er det egentlig ikke ligegyldigt hvad man har på hovedet, hvis blot man er dygtig til sit arbejde og gør hvad der skal til? Bliver vi ikke lidt for paranoide, hvis vi går rundt og tror ilde om folk og blot kan have spekulationer om, hvorvidt en eksempelvis hijab-bærende kvinde vil forskelsbehandle mennesker, blot på grund af hendes tro? Tror vi virkelig så dårligt om folk, at vi ikke stoler nok på, at de inderligt har en drøm eller ønske om et bestemt erhverv, hvor de blot ønsker at udføre deres arbejde? Hvorfor er det således, at man på forhånd dømmer disse mennesker, og bare antager, at de ikke kan arbejde neutralt med deres hovedbeklædning på sig?

Endvidere har vi en masse politikere der ofte brokker sig over indvandrerkvinder og deres manglende lyst til arbejde – men på samme tid, forbyder man mange af dem de jobs, som de ønsker. Hvordan kan man kræve at folk skal komme i arbejde, og samtidig forbyde dem det, de ønsker?

Hvad menes der – skal det tillades at bære hijab, kalot, eller turban på som politibetjent i Danmark?

Er Facebook blevet et misbrug?

Forleden dag da jeg læste denne artikel fra Berlingske, fik jeg dårlig smag i munden. Kort fortalt bliver man informeret om en britisk undersøgelse, der fortæller om den følelsesmæssige afhængighed af teknologi. Det er således, at flere unge nu til dags har enorm svært ved end at forestille sig at skulle være nægtet adgang til eksempelvis deres computer i blot 24 timer.

Artiklen skriver:

“En gruppe af testpersoner fik opgaven med at klare sig i 24 timer uden teknologi. Nogle af testpersonerne sammenlignede det med at skulle kvitte smøgerne eller alkohol, mens en af deltagerne følte, at det var som at få »hånden hugget af« og en anden kaldte det »mit værste mareridt«.”

Det er for mig at se mildest talt skræmmende!

Jeg er godt klar over, at vi lever i en moderne tid, hvor nettet som et eksempel er enormt vigtigt for os, men! Jeg mener ærlig talt, at det simpelthen har taget overhånd. Noget som ikke bare har taget overhånd, men rent faktisk synes kvalmende til tider, er for mig at se det sociale medie Facebook.

Det er således, at man nu ofte oplever med selv nære og kære, at de sidder med deres mobiler klistret til hånden og er online på Facebook. Om de ikke sidder sådan, skal de dog alligevel tjekke deres profil og andet flere gange i timen. Det spiller ingen rolle, om man rent faktisk sidder og har en samtale i gang med dem – nææ nej, Facebook skal jo lige tjekkes ud!

Der sidder man tilbage med en dårlig følelse af, at man egentlig godt kunne være undværet, da FB synes vigtigere for disse mennesker. Det er egentligt lidt tankevækkende, at folk ofte brokker sig over, at de får for lidt tid med én, at de savner en, eller noget tredje, og når man endelig tilbringer noget tid sammen med dem, vægter de FB højere. Er vores fysiske sociale liv ved at blive erstattet af sociale medier?

Kvindeundertrykkende krav fra det internationale badmintonforbund

Som Politikken skriver, har det internationale badmintonforbund, BWF, fremlagt en udmelding om at skabe en ny regel i kvindekampene. Der er tale om, at det skal være et krav, at kvinder enten skal iklæde sig korte kjoler eller nederdele i deres kampe for at ‘peppe’ sporten op.

Politikken skriver:

“Hvis de kvindelige badmintonspillere nægter, bliver de udelukket fra at deltage i internationale turneringer.

»Vi gør det for at øge interessen for kvindernes spil ved hjælp af en æstetisk præsentation af sporten«, forklarer direktør i det internationale badmintonforbund, BWF, danske Thomas Lund, der er tidligere elitebadmintonspiller.”

Her pakker den danske Thomas Lund det ‘pænt’ ind, hvor han med andre ord forklarer, at man endnu en gang på en kønsdiskriminerende og sexistisk måde prøver at tjene penge på kvindekroppen. Et mere nedværdigende og mandschauvinistisk krav skal man vist længe lede efter. Blot fordi at man ønsker flere mandlige tilskuere, da sporten tilsyneladende virker så kedelig at se på for så mange mennesker, tyr man direkte til amoralske krav.

Man kommer hurtigt til at tænke på, hvad mon det næste da skulle blive? Skulle mænd evt. spille i kilt? Eller i bar overkrop? Det ville jo også tiltrække flere kvinder til at se på mændene, efter deres forskruede tankegang. Det er rent ud sagt ækelt, at man end ikke i sport ønsker at undgå at inddrage sådanne sexistiske regler. Det er direkte idiotisk og diskriminerende.

Det kunne være glædeligt at se de kvindelige spillere stille sig op mod dette krav i en protest. Kvinder burde vise, at vi ikke er sexobjekter, som man kan lege med og udnytte som man lyster. Badminton og generelt al sport burde dreje sig om spillernes talent og spil, og aldrig om hvad den enkelte spiller iklæder sig.

I flere kredse, samfund og lande har man det let ved at fordømme det muslimske tørklæde, som man i øvrigt ikke har forstået essencen bag, men på samme tid løfter man ikke en eneste finger, når der hver evig eneste dag foregår grov kvindeundertrykkelse i form af blade, tv, sport, osv. Det er mildest talt patetisk.

En opsigtsvækkende ‘modernisering’ af familielivet

En af de smukkeste gaver vi er blevet skænket i vort liv er familielivet. Hvad end vi ønsker at indrømme det eller ej, finder de fleste af os mest tryghed, ro og kærlighed i vor hjem med vores kære. Som årene går og vores prioriteringer ændrer sig, får vi et behov og ønske om at forme vores egen familie. Dette er simpelthen noget vi har fra naturens side (fra vores fitra på arabisk), og ikke mange af os kan sige, at vi ønsker at denne familie skabes uden nogen form for kærlighed, da denne er den bærende faktor i familielivet. Men nu er spørgsmålet dog bare, om denne kærlighed ikke også burde være til den person, man vælger at få sig et barn med? Hvor mange af os kan forestille sig at indgå i sådan en livsforandrende ting, som det er at få et barn, med en person, som vi ikke elsker, ikke er vores livs partner, ikke er den person, som bringer lys og glæde i vort liv? Jeg tror ikke, at mange ville svare, at de ville acceptere sådan et scenario.

Jeg mener klart og holdent, at så vigtig en ting, som at få sig et barn, udelukkende bør gøres med de personer, som er vore livspartnere. Jeg mener bestemt ikke, at denne holdning hverken er gammeldags eller tilbagestående, da jeg mener, at man ikke bør tage så let ved opdragelsen af et barn, og at det klart bør ske gennem to elskende parter – to mennesker, som kan vise barnet vigtigheden af kærligheden til hinanden, kærligheden blandt mor og far. Da det, at få sig et barn er en sag, som kræver enormt meget ansvar, da rollen som mor og far ikke blot gælder i et par år, men sådan set hele livet, bør man i høj grad overveje hvad det er, man egentlig har gang i. Er det en egoistisk handling man bevæger sig ud i, eller hvordan ligger landet helt bestemt?

Nu er det således, at denne verden udvikler sig så meget, og desværre ofte på negativ vis, at man endda går ind og piller ved det hellige familieliv. Hvordan dette? Jo, man vælger såmænd at få sig et barn, skønt man er gift eller andet, med en person, som ikke er ens partner. Dvs. at man begge får et barn, men ikke er sammen om at leve med dette barn, men blot finder sig et menneske, man kan få det med, for derved at gå hver til sit. Dette kan læses mere om her. Jeg er så forarget og ked af disse slags udviklinger, da de æder vort samfund indefra, og konsekvenserne vil vise sig i fremtiden, men dette bider man ‘pudsigt nok’ ikke mærke i, når man træffer disse, efter min mening, egoistiske beslutninger. Selv familielivet skal åbenbart ‘moderniseres’. Hvad galt er der da i det nu, som det allerede er? Ja, man undrer sig..

Har vi mistet tørsten for livets store spørgsmål?

“The sun shines and warms and lights us and we have no curiosity to know why this is so; but we ask the reason of all evil, of pain, and hunger, and mosquitoes and silly people.” – Ralph Waldo Emerson

Ovenstående citat er udgangspunktet i dagens indlæg. Det fik mig til at reflektere over nogle sager i vort liv. Citatet fortæller jo kort, at vi i bund og grund tager de positive ting for givet, og ikke skænker dem nogen tanke, mens vi vælger at fokusere på al negativitet. Dette citat fik mig også til at tænke på den guddommelige eksistens, og dette vender jeg tilbage til lidt senere.

Jeg oplever ofte i diskussioner med mennesker, der enten ikke tilhører nogen religion, eller blot ikke har sat sig ind i den religion, de nu engang selv tilhører, at de har en tendens til at bruge “Gud-er-ond”-kortet, og derfor har de enten valgt at lægge religion på hylden, eller end ikke har prøvet at sætte sig ind i den.Hvordan skal det så forstås, at Gud er “ond”? Ja, det forklarer ovenstående citat sådan set nogenlunde. Efter deres mening, kan der enten ikke være nogen Gud, da der findes onde hændelser og mennesker i verden, eller også er de af den holdning, at der er nogen Gud, men at denne simpelthen ikke er værd at tilbede grundet disse onde ting der foregår i verden. Man kan sågar opleve, at nogle af disse mennesker finder modparten direkte uintelligent eller blot hjernevasket, fordi at denne modpart har bevidnet, at han eller hun tilhører og følger en religion, hvis tro har fundament i troen på Gud.Spørgsmålet om hvem den uintelligente i denne diskussion må vi lade stå åbent..

Man oplever, at selvsamme mennesker intet problem har i at nyde godt af solen, månen, naturen, deres fungerende helbred, kroppe, sind mm. Dette bliver som regel taget for givet, og tages aldrig i betragtning, når et emne som Guds eksistens behandles. Det er altså blevet således, at for at man kan tro på Gud, er det enten eller – enten er alt i verden fryd og gammen, eller også kastes troen på Gud væk. Dermed tørster man altså ikke for nogle af livets store spørgsmål omkring Guds eksistens, da man, uden at have undersøgt sagen yderligere, allerede er draget til konklusioner.

Men hvorfor står det til således? Skyldes det arrogance? Skyldes det dovenskab? Skyldes det frygt for omvæltning og forandringer i livet? Skyldes det, at det i visse omgangskredse nærmest er en skam, at man tror på Gud? Eller skyldes det noget helt andet? Spørgsmålene er mange, og svarene må være lige så.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at når man påstår at Gud er “ond”, om man så også har undersøgt hvorfor Gud er god? Nu mener jeg ikke selv, at Gud er ond på nogen som helst tænkelig måde, men dette skyldes jo, at jeg personligt mener, at jeg har fundet svar på mine store spørgsmål, da jeg kender fundamentet bag den tro, jeg tilhører. Dette kan dog ikke siges om mange af de, der vælger troen fra pga. denne såkaldte “ondskab”, da de har valgt at se bort fra alt andet. Som man siger: “En historie har altid to vinkler”, og det er netop her, at jeg ikke kan forstå, hvorfor man ikke ønsker at fordybe sig i, hvorfor tingene er som de er. Man gør Gud uret ved at udelukke troen på Ham, når man blot vælger “det gode” og vrager “det dårlige” – “det dårlige”, som jeg i sidste ende ikke mener er noget dårligt, da man som nævnt er nødsaget til at undersøge fundamentet bag, for at kunne forstå, hvorfor landet ligger som det gør.

Har vi mistet tørsten for livets store spørgsmål?

Jeg tror, at samtlige tørklædebærende kvinder i DK har fået nok af tørklæde-debatten!

Eftersom at man tilsyneladende ikke må citere eller kopiere noget fra Politikens artikler, indsætter jeg bare en artikel her ved navn Patient: Personalet udsatte mig for psykisk terror.

Der er ingen der diskriminerer eller undertrykker os mere end de, der vil have få fjernet vores tørklæder. Tak for ingenting.