Jeg sidder her og spekulerer over vort verdslige liv. I dette liv møder vi mennesker fra alle slags lande, kulturer og religioner. Som vi ved, tilhører alle disse mennesker med al selvfølge også forskellige traditioner, normer, og værdier. Lige netop i dag, har jeg valgt at fokusere på muslimer, som foregiver at tilhøre en vis religion, og visse normer og værdier. Jeg har valgt at dele en masse tanker med jer her på bloggen.
Jeg er så ked af, at mange af os kalder os selv muslimer, og på ingen måde efterlever Islams sande værdier og budskab. Jeg finder det sørgeligt, at vi er veget så langt fra Islam, som vi er. Efter at jeg voksede lidt op, og fik øjnene op for realiteterne, er det begyndt at gå mig enormt meget på, at selv de, man normalt ville tro, var troende muslimer, bag facaden desværre ikke er sådan, som man havde forestillet sig. De, man måske ville opfatte som forbilleder, der tager i moskeer, underviser andre i Islam, opfylder deres obligatoriske sager inden for Islam og mere til – mange af dem har jeg desværre mistet troen på. Jeg ville aldrig miste troen på disse mennesker, hvis jeg ikke havde mine gode grunde.
Jeg er nærmest gået hen og blevet paranoid, når det gælder, at vælge hvem jeg skal omgås. Gang på gang synes jeg, at man møder piger, der er søde og venlige, og alle har sådan set et godt billede af dem: de snakker om Islam foran andre, de “fremmer” Islam, og de opfører sig pænt. Men men men..Det der virkeligt er trist, er disse menneskers intentioner. Det er så trættende, at mange af disse mennesker gør de ting de gør, for at andre skal tænke at de er “gode muslimer”, eller ja..For at sige det ærligt og direkte: for at finde sig en at giftes med! Ens intentioner burde aldrig være således, at man udfører sine handlinger, for at andre kan synes om en, eller for at gøre sig populær i det muslimske samfund. Det burde ene og alene være fordi, at man simpelthen bare er et godt menneske, og dermed forekommer de ting man gør, én naturligt. Vigtigst af alt, bør man handle for Allahs(swt) skyld, og ikke andres.
Dette indlæg skal langt fra forstås således, at det er et angreb på nogle muslimske piger. På ingen måde. Det er blot en stor bekymring. Derudover er nogle muslimske drenge langt fra bedre selv. Mange af dem vælger at udnytte ting, som Islam har gjort tilladt, på den mest rystende måde. Dette er desværre en kendsgerning.
En ting, jeg mener, at unge muslimer skulle passe på med, er Facebook. Det er så chokerende, når man hver gang logger på, og møder, hvad man møder. Her går man og udgiver sig for at være en praktiserende og religiøs muslim, og på samme tid, lægger man udfordrende billeder af sig selv ind, skriver med drenge/piger, som var det ens mand/kone, skriver sjofle og perverse jokes, bagtaler andre, og jeg kunne blive ved. Man tror måske, at ingen kan se, hvad man foretager sig, og man har måske skjult sin profil for visse mennesker. Sagen er bare den, at er man muslim, ved man også, at Allah(swt) ser alt, og kender til alt, hvad man foretager sig. Hvem er det man prøver at narre?
På muslimske fora, sidder man og læser et andet menneskes indlæg, og tænker: “neeej..Sikke en troende og praktiserende muslim”, i og med, at denne person skriver pænt, aldrig bander, viser sin bedste side, og er nærmest et forbillede for andre. Folk er hurtigt ude at skrive: “masha’allah”, og det virker desværre så patetisk, når selvsamme person, nærmest er kontrasten til den person, han eller hun udgiver sig for at være på det muslimske forum.
Hvad blev der af ydmyghed? Hvad blev der af respekt? Hvad blev der af det faktum, at man er muslim? Hvad blev der af, at vi skal vise Islams sande ansigt?
Til tider finder man alt håbløst, når man gang efter gang støder på mennesker, som man havde et godt billede af, men hvor man senere hen har fundet ud af, at ens, nærmest idylliske billede af dette menneske, overhovedet ikke stemmede overens med ens antagelser. Man begynder at spekulere over, om der overhovedet virkeligt findes mennesker, som er de samme mennesker udenpå såvel som indeni.
Vi siger, at vi venter på vores tolvte og sidste Imam(aj), og at vi længes efter hans ankomst. Gør vi nu også det? Har vi overhovedet skænket vores Imam(aj) en tanke, når vi i skjul gør de ting, vi gør? Når vores intentioner overhovedet ikke er rene? Hvorfor, hvorfor er det således, at vi har glemt vores sande værdier til sådan en grad, at man mister troen på os? Hvorfor gør vi tingene sværere for vores Imam(aj)? Glem aldrig, at det egentlig ikke er os der venter på ham, men ham der venter på os! Er det derfor ikke på tide, at gøre op med sig selv, hvad man vil med livet? Hvorfor man foretager sig, hvad man foretager sig? Hvorfor man ikke gør sit bedste, for at behage sin Skaber, og fremskynde sin Imams(aj) ankomst? Der kræves ikke så meget af os, som vi tror, og i sidste ende, er det blot for vort eget bedste.
Jeg håber dagen kommer snart, hvor jeg kan grine af dette indlæg, og vores muslimer har ændret sig på bedste vis.
‘Ytringsfrihedens to ansigter‘
Fatima Al-Hashimi 